1. Kom op til en dør til en butik. Der stod “skub” på døren. Jeg skubbede. Jeg skubbede lidt hårdt. Jeg skubbede megahårdt. Der skete ingenting. Det viste sig, at vedkommende, der skulle sætte de der skub/træk-klistermærker på, har byttet om på dem, og jeg vil gerne have en alvorlig snak med den person om på åben gade at få mig til at ligne en kæmpe klaphat, der ikke
Det her er en fast favorit, så snart hokkaidoerne rammer de danske supermarkeder, og hver gang jeg flasher den, bliver jeg bedt om opskriften. Ret skal være ret (hvis I forstår sådan en lille en), jeg opdagede selv denne mos hos Jane Faerber, men har med tiden tweaket (og af-LCHF’et) den efter egne præferencer, så nedenstående er altså mit take på samme opskrift.
Jeg er personligt
Har man lyst til at bidrage med en hemmelighed eller to til næste uges indlæg, foregår det i den anonyme indsendelsesformular, der altid kan findes lige her.
Edit efter udgivelse: Der er nogle kontroversielle hemmeligheder med i dag, så husk som altid, at kritiske kommentarer vil blive slettet. Ikke fordi kritikken ikke kan være fair eller berettiget, men fordi hemmelighederne indebærer
De første to omgange folk, jeg elsker, kan læses her og her. Den med Ellen bør jeg efter alt at dømme dog overveje at trække tilbage, ahem.
Folk, der køber ind i joggingtøj lørdag formiddag.
Folk, der kan identificere et afsnit af Venner ud fra en enkelt frame.
Folk, der med barnlig stolthed lægger billeder på Insta af deres nyeste surdejsbrød.
Folk, der lader mig klappe deres hunde.
Læs eller genlæs også første, andet og tredje indlæg med samme tema. Vi tager en sidste omgang i næste uge, så skal du have en historie med, kan den indsendes lige her. 😀
Jeg er ikke typen, der ikke fortryder ting i livet. I ved, der findes mennesker, der siger, at de ikke ville lave noget om, fordi alle beslutninger, fejltagelser, etc har været medvirkende til, at de er den person, de er i dag. Egentlig kan jeg godt lidt misunde det syn på tilværelsen, men som minimum har jeg bestemt sagt nogle åndssvage ting i en brandert, som jeg stadig cringer over klokken
1. For noget tid siden gik jeg rundt og proklamerede, at København og jeg havde 10-årsdag og gjorde altså faktisk ret meget ud af at nævne det. Det viste sig, at det selvfølgelig kun var jubilæet for den dag, jeg flyttede fra Århus. Vores egentlige 10-årsdag var faktisk for en uges tid siden.
2. Meget apropos (og helt sikkert pga) den her føjeton, var jeg for nylig i radion for at tale
Husk endelig, at hemmelighederne kun fortsat kan udkomme, hvis I bliver ved med at indsende! Det kan man gøre i den anonyme indsendelsesformular, der altid er at finde lige her. 🙂
Nogle gange er der nogle ting i denne verden, man godt ved, man måske burde dyrke. Man… gør det ligesom bare ikke. Fordi det virker lidt uoverskueligt eller besværligt, eller man bare ikke orker starte en ny vane. Og sådan var det altid med mig og konceptet “hudplejerutine”.
Jeg har lyst til at sige, at jeg kom sent i gang, men det virker på en
