Jeg elsker Luksusfælden. Elsker. Engang var mit go-to reality Paradise Hotel. Jeg svor til det, forsvarede det mod haters, jeg lavede ugentlige recaps herinde, jeg svælgede i dramaet. Men på et tidspunkt blev jeg (meget imod min vilje, faktisk) ligesom for gammel til at få reality-boner af at høre nogen skrige “breeeeeev” en gang i kvarteret og kæmpe om at knalde
1. Den anden dag kom jeg gående hen imod en mand ude på gaden, da der pludselig lød en høj skrigelyd, som jeg konkluderede måtte være en maskine eller noget inde fra en lejlighed. Da jeg kom hen til manden, viste det sig, lyden kom fra en råbende papegøje på hans arm.
2. Det er et år siden, jeg sidst var i USA, hvor en af mine kusiners mand bagte nogle cookie bars, som smagte som manna
Har man lyst til at indsende en hemmelighed eller to til næste uges indlæg, kan det gøres lige her. 😀
Annonce for Ilva
Vi nåede at få ti gode år sammen. Jeg kan tydeligt huske vores første møde i en genner i Randers, da jeg stod til at skulle flytte fra Århus til København. Jeg ville i min nye lejlighed få 15+ flere kvadratmeter og var derfor på jagt efter møbler til at udfylde den ekstra plads, men i kraft af at være utroligt meget på SU lå min indretningsskæbne i genbrugsgudernes
Har man lyst til at bidrage med en karmahistorie til næste uges indlæg, foregår det lige her. Det er selvfølgelig anonymt.
Det er tid til at sætte gang i et nyt emne, og denne gang tænkte jeg, vi skulle efterlyse nogle gode eksempler på karma. Det kan både være små og store konsekvenser; sjove, vilde og voldsomme historier, alt har interesse! 😀 Måske råbte din mor ad dig, at du skulle cykle forsigtigt, hvorefter hun selv kørte direkte ind i en lygtepæl? Måske blev din kusine ved med at fortælle
1. Har fået besked om, at der er kommet en ventet pakke til mig, hvilket er fedt, bortset fra at den er kæmpestor og derfor ikke kan hentes på cykel, og lige præcis denne gang har PostNord valgt ikke at levere den til posthuset to gader væk, men til et nyt og spændende sted, der ligger omtrent ti gange så langt væk.
2. Efter Fleetwood Macs “Dreams” har fået en renæssance,
Foto: Emily Spiro
I kender godt de der gamle mennesker, der ikke giver en fuck for at følge med teknologiske udviklinger og råber over, at alting foregår elektronisk, og hvorfor kan man ikke bare sende et brev med et frimærke som i gamle dage? Jeg har en snigende fornemmelse, at det bliver mig. For jeg er der måske nok i virkeligheden allerede lidt.
Jeg hader apps. Eller, det passer ikke,
Har man lyst til at bidrage med en hemmelighed eller to (eller ti!) til næste uges hemmelighedsindlæg, kan det som altid gøres i den anonyme indsendelsesformular, der kan findes lige her. 😀
Jeg lavede et Instagram vs reality-indlæg tilbage i februar, men som blogger tager man i sagens natur småmange billeder af sig selv, og reglen er generelt (for mig i hvert fald, der findes sikkert mere tjekkede typer), at der bliver taget i hvert fald tyve billeder, før der kommer et, der kan bruges. Her er atter nogle eksempler på dem, der blev valgt fra.
Vi lægger ud med ovenstående, der er forskellen på at være vindblæst på den lidt Beyoncé-agtige måde og at være vindblæst, når man arbejder med vind i naturen og ikke fra maskine. Jeg kan afsløre, der blev taget afsindigt mange billeder, fordi mit hår havde det vildt på næsten allesammen.
Et Instavenligt grin vs en knap så instavenlig, men nok til gengæld lidt ærligere portrættering af mit grin.
Man kan få nogle ret fine billeder ud af at spille fandango midt på en gade. Man kan også få nogle, hvor man ligner en, der har meget svært ved at kontrollere egne lemmer. Hvilket måske i virkeligheden ikke er helt usandt.
Meget fin og yndig til venstre for så på magisk vis at forvandle mig til ethvert menneske i en amerikansk tv-serie, der har røget imponerende mængder hash.
Et brugbart resultat vs kløende hovedbund og usamarbejdsvilligt kjole-fald.
Bonus-runde.