1. Kære blog. Jeg har løjet for jer. Og det har været mærkeligt og overraskende svært ikke at dele hver eneste af mine bevægelser med jer. Sådan, virkelig svært. Pinligt svært. Som om der manglede noget i min hverdag. Siden torsdag har jeg nemlig været i Randers hos mine forældre for at forberede min søde veninde Jannis
Jeg er personligt virkelig glad for tiltaget “små blogs” herinde (nummer 1 her og nummer 2 her), fordi blogland kan være et urimeligt svært sted at råbe op, og der derfor er en masse knaldgode blogs, der ikke får bare halvdelen af den opmærksomhed, de har fortjent.
Nu er der så bare sket det lidt uheldige, som jeg nok egentlig burde have
Engang imellem bliver jeg spurgt, hvad jeg gerne vil med bloggen. Hvorfor jeg startede den. Hvad jeg gerne vil opnå. Den slags.
Jeg var ivrig bloglæser omkring et år, før jeg selv blev blogger. Dengang var jeg lykkelig beboer i candyflossland og kom aldrig rigtig væk fra BloggersDelight. Jeg væltede mig i outfitbilleder og sponsorerede indlæg og
De første ord, der kom ud af min mund i dag, var: “Frank, din kæmpelort, kom og tag ansvar for dine handlinger!” Og Frank, der ikke altid er så stærk i, hvornår han har lavet ballade og bør føle sig skyldig, kom glad luntende hen til mig og begyndte at gnubbe sig op ad mine ben. Suk.
Med jævne intervaller hele natten blev jeg vækket
Som altid læner jeg mig op ad ordsproget “bedre sent end aldrig” og fremviser stolt mine Berlin-køb. Jeg tror, det er første gang i mit liv, jeg har været bare halvfornuftig på en shoppeferie. Jeg købte kun ting, som var latterligt billige og/eller jeg ikke kunne leve uden. Dermed ikke sagt at mine køb nødvendigvis var strengt nødvendige,
Jeg er vred på mænd i dag. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er temmelig kynisk, når det kommer til det andet køn, men til mit forsvar så har jeg ingen grund til at være andet. Blandt de sidste hankønsvæsner, jeg har følt mig bare mildt tiltrukket af, har der fx blandt andet befundet sig:
-En lystløgner
-En player
-En
Frank- og tand-edition.
1. Ni ud af ti billeder, jeg tager af Frank, ser sådan her ud.
2. I går læste jeg, at gennemsnitslevealderen for Frankens race, British Shorthair, er 12,5 år. Frank er 12 år, 6 måneder og 21 dage. Tjekker nu panisk hans vejrtrækning hvert 10. minut.
Jeg ved ikke, hvordan jeg troede, jeg kunne slippe af sted med ikke at vise jer billeder af Frank i udklædning. Det krævede megen lokken og virkelig mange slørede billeder, men her er han så endelig: Humlebien, der både er for tyk til at kunne flyve og til at kunne passe sit kostume.
Men åh, så bedårende!
Da jeg var barn, var jeg en badass. En fuldstændig vanvittig vovehals med absolut ingen tanke på potentielle konsekvenser. I dag er mine knæ lutter ar og min underlæbe ditto som bevis. Men jeg lærte aldrig af mine skader. De var bare en del af legen.
Hver dag gennem hele mine folkeskoletid cyklede jeg til og fra skole. Det var hovedsageligt op ad bakke på
Jeg har haft en af de der dage. Eller, det vil sige, teknisk set har jeg slet ikke været ved bevidsthed i dag, men alligevel. Jeg har døjet virkelig slemt med søvnløshed de sidste par uger. Folk misforstår generelt søvnløshed og tror, det betyder, man tusser rundt hele natten med alt for meget energi og gør rent og andre konstruktive ting.