Der er flere, der gerne vil vide, om jeg har en plan B, hvis nu det her blogginghejs aldrig helt resulterer i en indkomst, man kan leve af. Og nej, det har jeg i bedste Miriam-stil ikke. Det mest nærliggende er selvfølgelig at lave noget sprogligt på siden. Oversættelse, tekstforfatning, korrekturlæsning. Sådan noget. Det mest problematiske på
1. Min søster og svoger har i dag budt ovenstående skønhed, Luna Lovegood, velkommen i familien. Jeg er lige ved at gå til af misundelse.
2. Jeg kunne selvfølgelig trøste mig med Frank, hvis det ikke var, fordi han er gået amok over sin feriefrihed og i øjeblikket kun kigger ind, når han er sulten.
3. Var meget overbevist om, at
Jeg var til familietamtam ude på landet i går, og det var muligvis den mest intense omgang idyl, jeg i mit liv har været udsat for. På alle måder en vidunderlig dag. Der var kun et enkelt øjeblik, hvor jeg lige fik en mental lussing. Min faster havde arrangeret et løb, hvortil vi skulle deles ind i hold:
Min nevø: “Jeg håber ikke,
Ovenstående artikel fra Dagens.dk poppede op på min Facebook-feed her til aften, og jeg blev helt mat i koderne af at kigge nærmere på opslaget. Dels er der selvfølgelig det absurde i, at Dagens stiller spørgsmålet “Bør
Man indsender som altid sine egne hemmeligheder ganske anonymt lige her. Husk, at hemmelighederne er et frirum, og det derfor ikke er tilladt at skrive kritiske eller fordømmende kommentarer! 🙂
Mens de professionelle fotografer udelukkende gik efter pæne, opstillede billeder, gik jeg all in på midt-brunch-billeder. De er så dejligt menneskelige.
Jeg blev så glad, da jeg så deres casting call. (Glad og lidt ked af, at jeg både er for gammel og for lav til at lege modello selv.) Jeg har set alle sæsoner nogensinde af America’s Next
…At neglelak på fingrene skaller af efter en time, mens det på tæerne tilsyneladende kan overleve en atomkrig.
…Friblødning. Nej vent, det vil jeg faktisk meget nødig tale om.
…Hvorfor man uden problemer kan huske teksten til sange, man ikke har hørt i 15 år, men ved grød ikke kan komme i tanke om, hvad man lige gik ud
Sponsoreret
Jeg har glædet mig som et lille barn til det her indlæg. Læsere med virkelig god hukommelse kan måske huske, at det var lige præcis Jordan, der i sin tid startede min overtagelse af blogverdensherredømmet, og i dag fortsætter vi
Vi starter mit Bridget-døgn sent torsdag eftermiddag, hvor jeg stod på Alexanderplatz i Berlin med pakket kuffert og sagde farvel til min mor, mens jeg let forsinket (og derfor allerede let panisk) satte kursen mod lufthavnen. Derefter så de næste 24 timer i kronologisk rækkefølge således ud:
– Ankom til Ostbahnhof station og gik lidt forvirret
Jeg sov 13(!) timer i nat og vågnede i dag med væsentligt mere mod på tilværelsen. To intense berlinerdage kan nok tage pusten fra de fleste, men det er altså totalt det værd. Jeg glemmer hver gang, at flyveturen kun tager 40 minutter. Nærmest helt åndssvagt. Det tager længere tid at komme til Køge, når jeg skal besøge
