Når man er meget entusiastisk omkring noget, så kan det godt smitte lidt, og det har jeg oplevet en del med mine USA-rejser det sidste år. Men jeg får også en del tilbagemeldinger fra folk, der er lidt nervøse for at skulle kaste sig ud i det, for der er en masse skrevne og uskrevne regler, og hvad nu, hvis man fucker helt op og bliver sendt hjem, før man overhovedet når ind i landet?
Frygt
Indlægget er fortællinger fra min pressetur og dermed reklame.
Den første aften skulle vi have middag med de andre inviterede og nogle folk fra Ben & Jerry’s. På passende vis startede vi med at gå bordet rundt og fortælle vores navn, hjemland og yndlings-B&J. Det sidste er næppe overraskende lidt af en Sophie’s choice-ting for mig, så jeg endte med at lave et
“Hjemturen kan kun blive en skuffelse,” sagde Matilde, da vi sad på vores kæmpefly på vej mod Detroit, med usandsynligt meget benplads og et sæde imellem os, som vi brugte som bord, mens vi en gang hver halve time fik tilbudt nye snacks eller mad. Hun anede ikke, hvor meget ret hun ville få.
Burlington ligger temmelig meget ude i ingenting, så det tager tre fly at nå til Danmark
Det ironiske er, at jeg indtil videre har svælget i idyl og amerikansk charme. Og så drog jeg mod destinationen, hvor jeg havde en forestilling om, at den oplevelse ville toppe, og alt kollapsede. Connecticut har givet mig en slags Paris-syndrom, og selvom jeg nok godt kan komme igennem uden psykologhjælp,
Jeg havde lidt blandede følelser, da jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle alene på pressetur. Positive, fordi det betød, jeg havde en at hægte mig på og tale mit modersmål med, hvilket trods alt er lidt mere afslappende på en tur, der ellers kræver, at man er enormt opsøgende og “på”. Negative, fordi min sidste USA-tur gav mig blod på tanden med alenerejseriet, og
Den er på plads nu. Ruten. Min rejseplan. Jeg tror, jeg har styr på det. Eller, i hvert fald så meget styr på det, som man kan, når man nu er typen, der er panisk for, at noget går galt, hvilket per definition betyder, at noget går galt. Sidste gang havde jeg problemer med data, men det problem burde være løst den her gang, og desuden skal jeg kun være af sted i halvt så lang tid,
Det var John F. Kennedy, der i sin tid populariserede Cape Cod, og siden har det været så berømt, at de fleste af os har hørt navnet, også selvom vi (læs: jeg) i virkeligheden ikke har den fjerneste idé om, hvor det ligger. Eller havde den fjerneste idé, selvfølgelig. For nu ved jeg, at det ligger nede i bunden af Massachusetts, og at Marc og Donna bor der med deres 14 år gamle hund,
Disclaimer: Jeg er hverken stor fan af kaffe, peanuts eller brun is som helhed, så der er en vis sandsynlighed for, at jeg ikke er verdens bedste tester. Til gengæld tilbeder jeg alle former for karamel. Hav i øvrigt in mente, at jeg anmelder ud fra mine forventninger til Ben & Jerry’s, så selv dem med mindre gode karakterer ville jeg til hver en tid foretrække frem for enormt
Indeholder reklame – min bil var sponsoreret af Hertz.
Fangede I overskriften? Gjorde I? Ligesom ‘Deal or no deal’? Get it? Arh, det er altid skidt, når man er nødt til at forklare sine jokes…
Nå, men der er nogle stykker, der har været lidt nysgerrige på, hvordan det spændte af, da jeg – den køreforskrækkede tryghedsnarkoman – skulle forsøge ene mand
Det er tid til at kigge på resultaterne af den bucket list, jeg lavede sammen med Karoline, inden jeg tog af sted. Jeg har faktisk klaret mig tæt på elendigt, men det er, hvad der kan ske. Realiteten er ofte noget anderledes end ens forestilling af, hvordan det vil være. 😀
1) Knald en amerikaner
Nope. Da det kom til stykket, havde jeg slet ikke lysten eller overskuddet til at kaste mig ud