Tjuhej, hvor det går! Jeg har boet alene, siden jeg var 18 år (diverse kæledyr undtaget), og det har jeg ingen planer om at lave om på, så det er kæmpe fish-out-of-water for mig at være blevet kastet midlertidigt ind i en hardcore børnefamilie. Jeg tænker, det næsten bliver et indlæg for sig selv, når jeg lige er kommet hjem og har fået slået mave, men min primære bemærkning

I vanlig stil holder jeg mig fra at lave nogen form for ‘guide’, for det er jeg simpelthen ikke kvalificeret til efter fem dages ophold, men jeg vil mægtig gerne dele, hvad der var gode, og hvad der var mindre gode oplevelser ved min tur til Chicago.

Det bedste

• Chicagos arkitektur er fuldstændig forrygende. Både de ældre bygninger og de spritnye skyskrabere. Det kan virkelig anbefales at lægge gå-ruter ind mellem ting, man gerne vil se – især i centrum – for der er meget at suge til sig.
• Stan’s Donuts. Der ligger en Dunkin’ Donuts på hvert eneste gadehjørne, men don’t get fooled! Dunkin har intet på Stan (Dunkin har i min optik ikke noget på ret mange), og Stan’s ligger spredt rundt omkring i byen og derfor heldigvis forholdsvis nem at komme i nærheden af.
• Garrett Popcorn. En Chicago-klassiker. De har relativt få smagsvarianter og derudover et pænt prisskilt, men shit, man skal næsten unde sig selv det. Vi undgik det, der hedder “Garrett Mix”, som vist ellers er det, man bør gå efter, men det er karamel- og ostepopcorn  blandet sammen, og så avanceret er jeg altså ikke. Deres karamelpopcorm med pekannødder var til gengæld vidunderlige og forsvandt hurtigt.
• Chicago Cultural Center. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det teknisk set er for et sted, men det er gratis, og det er smækfyldt med kunst og kultur. Noget af det for mærkeligt (læs: finkulturelt) til mig, men pt har det et gun violence projekt kørende, som virkelig rørte mig. Arkitekturen inden i bygningen er desuden et besøg værd i sig selv. Har da aldrig fotograferet så mange lofter før i mit liv.
• Wicker Park og Lincoln Park. Begge nabolag et kvarters tid fra centrum, begge nabolag med enormt meget charme og miljø, hvor man kan ose lidt mere interessante butikker, restauranter og stemning.
• Molly’s Cupcakes. Der var et skilt i vinduet, der blærede sig med at være top 10 i hele USA, så jeg var nødt til at teste. Det er den bedste cupcake, jeg har fået i mit liv.

Det mindre bedste

• At bo i centrum. Jeg har allerede været inde på det, og min teori blev kun bekræftet af at flytte til Lincoln Park de to sidste dage. Det var bare et markant sjovere sted at bo.
• Millenium park. Det er her Cloud Gate aka The Bean ligger, og selvom bønnen selvfølgelig er et must-see, så er den tilknyttede park ikke et længere ophold værd. Faktisk vil jeg mene, det er lige flot nok at kalde det en park.
• På min sidste dag gik vi forbi American Writers Museum. Jeg havde spist frokost lige ved siden af dagen før og ikke opdaget stedet, som heller ikke var poppet op på nogen af de (føles det som) millioner af anbefalinger, jeg har gennemtrawlet pre-tur. Jeg har stadig lidt lyst til at sætte mig ned og tude over det, så hermed nævnes det til andre. Jeg ved selvsagt ikke, om det er godt, men fuck, hvor ville jeg gerne have været derinde.
• Chicago-style pizza. Jeg er så ked af det, men de ser bare markant bedre ud, end de smager. Det var ikke stedet, det er konceptet, der er fejlbarligt. Prøves skal det selvfølgelig, og underholdende er det bestemt, men forvent ikke at blive blæst bagover af ret meget mere end udseendet. Den traditionelle pizza fungerer simpelhen bedre.
• Trump Tower. Så gik man lige der og havde det nice, og så blev man konfronteret med den orange klaphat.

Summa summarum er Chicago et virkelig dejligt sted og en overraskende flot by. Der er meget at opleve (og

Jeg ville have skrevet, at jeg er vel ankommet til Chicago, men eftersom jeg lige er vågnet efter min tredje nat, er det lidt halvgamle oplysninger. Turen herover var fin – på de sidste to rejser har jeg oplevet at være så forsinket, at jeg har misset mit næste fly, så på nuværende tidspunkt er succeskriteriet at slippe for

Greetings fra gate A8. Klokken er i skrivende stund 7.44, og jeg har været oppe i tre timer. Det lyder måske ikke af meget for nogen (især dem med meget små børn, gætter jeg på), men når klokkeslættet starter med et firtal, så er det altså stadig nat i min bog.

Indtil videre har jeg husket det hele. Det lyder måske godt, men min erfaring er, at man altid glemmer et eller andet,

Om præcis to uger er jeg næsten lige gået om bord i et fly fra Barcelona til Chicago. Jeg er meget spændt på, hvordan den her tur forløber. Sædvanligvis rejser jeg jo alene, i hvert fald i USA og i hvert fald over så lang en periode. Og når man så lægger oveni, at der blandt mine rejsepartnere er tre børn med tilhørende energiniveau, så er jeg noget skeptisk omkring, hvordan min