Mentale mure og at turde

Det er et af mine yndlingsbilleder i hele verden. Taget min første morgen i en forstad til Boston da jeg efter 10 års dagdrømme endelig fik virkeliggjort mit ønske om en tur til USA. Jeg har svært ved at beskrive den lykkefølelse, jeg havde i det øjeblik. Lige dele stolthed over at have gjort det hele alene og en overvældende ubegribelighed over, at jeg reelt var der. Det skete faktisk. Der var små glædeshop i mine skridt, og et konstant smil på mine læber, lidt ligesom når man er nyforelsket. Solen skinnede fra en skyfri himmel, jeg var på vej mod togstationen, og så spottede jeg skiltet. “Constitution Way”. Det bliver ikke meget mere amerikansk, så jeg gjorde midlertidig holdt og tog et billede. Til evig tid vil det billede nu minde mig om den der fantastiske dag, hvor jeg gav pokker i al min tryghedsmani og udlevede min allerstørste drøm.

Jeg får ind imellem beskeder fra folk, der har lyst til at gøre min tur efter. Altså, ikke nødvendigvis roadtrip i USA, mere det der med at være af sted alene. Men hvordan gør man? Hvordan tør man? Og jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal svare. For da jeg gik i gang med research til min tur var det med en fulstændig overbevisning om, at jeg på et tidspunkt i processen ville bakke ud igen og lade det blive ved fantasien. Men jo mere jeg dykkede ned i det, desto mere blod på tanden fik jeg, og da jeg til sidst nåede et punkt, hvor jeg var løbet tør for hypotetiske planlægningsmuligheder, lykkedes det mig på en eller anden måde at købe en flybillet. The point of no return.

Jeg så mig aldrig tilbage, og det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. At rejse alene er en helt anden oplevelse end at rejse med din mor, din veninde eller din mand. Det er en anden type ferie, der spiller på nogle andre tangenter. Alle muligheder er åbne, der er ingen at tage hensyn til, og du bestemmer alt. Det er svært at forklare, hvor meget man ubevidst går på kompromis og tager hensyn til sin(e) rejsepartner(e), før man pludselig bare er sig selv. Det er en fantastisk befriende oplevelse og for en selverklæret tryghednarkoman som mig var det et selvtillidsboost af dimensioner.

Det er en mental mur, man lige skal have brudt ned. Og den mur har i princippet ikke rigtigt noget med din rejse at gøre. For så snart du står i det, så gør du bare. Så finder du ud af, hvordan man skifter fly, finder hotellet fra lufthavnen, tager ukendt offentlig transport. Det er det der med at tage et leap of faith, der er det svære. Og det er svært, indtil det er gjort. Men derefter falder det hele ligesom på plads. Og man føler sig stærk og selvstændig og helt på bare bund, men det er en fantastisk følelse.

Og det er det hele værd.

Kommentarer (12)

  • Fantastisk timing – i dag er første aften på min anden solorejse! Jeg er for øvrigt helt enig i alt du skriver her. Det kan bare noget, det at være helt på egen hånd i et fremmed land 🙂

  • Solorejser er lykken! Alle kvinder burde give sig selv en solorejse i løbet af sit liv! Vigtigt emne, Miriam, tak for at dele. Alle kvinder bør opleve rusen over eget mod ved at stå i en fremmed by, det er den vildeste følelse: kilden i maven over at være på usikker grund og turde alligevel. At sige Hej til sig selv og lidt ensomhed måske – og erfare at det ikke gør noget i det store billede for det, der står tilbage er tusind fede oplevelser og eventyr og at MAN GJORDE DET og er for sej!
    Jeg har rejst alene i USA og Japan og tror tricket er at rejse på eventyr fx i storbyer frem for en chartertur til et familie/par-paradis, hvor man er the odd one out. Men måske jeg tager fejl og andre har gode erfaringer med det?

    • Jeg har rejst en del alene og også prøvet en chartertur til Kos. Ja, jeg var nok lidt den “Odd one” ?, jeg blev i hvert fald lagt mærke til, når jeg sad alene på en restaurant. Men netop fordi alle var opmærksomme på mig, blev jeg inviteret på vin og snak ved nabobordene og tjenerne inviterede mig ud i hobetal, jeg havde faktisk svært ved at få tid alene ?
      De oplevelse har jeg aldrig haft når jeg rejser med nogen, så det kan anbefales ?

  • Da jeg var 18 (for 20 år siden ?) rejste jeg alene til Australien og New Zealand. Jeg, der ellers havde været stor tryghedsnarkoman som barn og vant til at være i flok. Mit trick til at gøre det var at sige det højt “Jeg skal til Australien til september” til alle jeg kendte også inden jeg havde købt flybilletter eller planlagt rute. Det forpligtede nemlig og hver gang nogen venligt spurgte ind til min forestående rejse handlede jeg mig tættere på.

  • Jeg er på vej til Japan for at vandre 1200 km som pilgrim, alene uden at tale japansk… lige nu er jeg grådlabil og ved at skide i bukserne af skræk- men det at turde er en sejr..
    Jeg har ofte rejst alene og har mødt de dejligste mennesker- solorejser er sagen man skal bare holde sig fra all inklusive og familie hotellerne

  • Jeg er så enig. Da jeg blev gravid med mit første barn, var det første jeg gjorde at booke en solo flybillet til mit sjette 3 ugers roadtrip i USA. Det var jo sidste chance i maaaange år! Og det var så fedt, selvom folk skulede lidt til min gravide mave og nok studsede over, hvad jeg havde gjort af faren til barnet…

  • Jeg har kun været på to kortere alenerejser, men som en forholdsvis ekstrovert person, vil jeg klart anbefale AirBnB og at gøre sit forarbejde grundigt.
    Begge gange valgte jeg at bo hos værter, som i gamle reviews blev beskrevet som meget sociale, og det var en kæmpe succes! Ikke at jeg brugte oceaner af tid sammen med dem, men det var virkelig dejligt at kunne komme “hjem” efter en lang dag, og blive spurgt om, hvad man har lavet, om det var sjovt osv.
    En af dem var bartender og havde inkluderet 2 drinks om dagen i prisen – det var super hyggeligt at smage hans mere eller mindre underlige opfindelser sammen med de to andre (solorejsende) som boede der.
    Det andet sted gik min vært konstant og hyggede om mig, når jeg var hjemme. Den sidste aften inviterede hun mig ud sammen med to af sine venner, og det er et af mine bedste minder fra den ferie.

  • Det er så fedt at rejse alene! Og så sejt, at du gjorde det! At rejse alene er faktisk hovedtemaet på min blog og jeg tipper om alt muligt fra planlægningen til sikkerhed. Nye solorejsende skal være velkommen til at slå vejen forbi for flere tips, men jeg synes at du rammer hovedet på sømmet. Det er bare at tage afsted, så klarer man hurtigt resten 🙂 http://aworldofbackpacking.com

  • Som en anden skrev: solorejser er lykken! Dog vil jeg sige, at en tur som din til USA med billeje måske ikke lige for alle skal være ens jomfrutur – man kunne jo starte med en weekend i London eller Berlin, hvis man ikke har prøvet det før, for at “stick one’s toe in the water”. Jeg har selv været ude at rejse alene mange gange, men der er rejsemål, hvor jeg tøver, ofte måske pga. en mental mur, men det arbejder jeg på. Der er mange oplevelser at hente, og der er også noget befriende ved at rejse alene. Man skal ganske enkelt kun tage hensyn til sig selv, og man kan være lige så spontan, som man vil. Der er ingen forventninger fra andre, der skal indfries. Det kan kun anbefales.

  • Jeg har rejst i hele Asien, Australien, New Zealand samt dele af Sydamerika alene igennem flere år. Jeg er efterhånden så vant til det, at jeg nærmest ikke kunne forstille mig andet. Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker på denne måde, b.la. min kæreste, som jeg bor med den dag idag.
    Iøvrigt, tak for en fantastisk blog, Miriam. Har fulgt dig i mange år, og anbefalet dig til flere! Du er så sej og gør det virkelig godt 🙂 Kh.

  • Jeg er helt enig i at man virkelig lærer at håndtere problemer og bare go with the flow. Jeg rejste som 17-årig alene til England i 14 dage hvor ALT fuckede up, men til gengæld lærte jeg en hel del om både mig selv og hvordan man håndterer de her situationer. Til næste sommer håber jeg på at tage til Yekatarinburg i Rusland, hvor jeg skal bo hos nogle fremmede russere (bedsteforældres kollegaer) og så ellers prøve at gøre mig forståelig på russisk, for der er næsten ingen der taler engelsk derovre. Så er man ligesom tvunget til at øve sig hele tiden 🙂

  • Jeg har netop gennemført min første solorejse, en 10 dages vandretur i Lapland. Jeg lå søvnløs natten til jeg skulle afsted, og gennemgik 50 forskellige skrækacenarier. Kun 2 gik i opfyldelse: og Hey, jeg tacklede dem! Så hvad var der egentlig at være bange for. Alle burde solorejse fra tid til anden, det gør underværker for ens mentalitet

Der er lukket for kommentarer.