– Hvor uretfærdigt det er at gå og have lyst til pizza hele dagen, men dygtigt købe masser af broccoli og så komme hjem til sådan en reklame her.
– Hvorfor man ikke kan få lov til at gå ind til en cykelsmed og bede om at få sin lås klippet over uden straks at blive stemplet som cykeltyv. (Nøglen var knækket af i
I har dem sikkert også. De der Facebook-venner, der fuldstændig ukritisk deler alt mellem himmel og jord i den tro, at de gør deres til, at jorden kan blive et bedre sted at være. I virkeligheden er de bare pisseirriterende.
Det underlige er, at flere af dem ikke engang hører til den der gruppe af lidt halvretarderede folkeskolefolk, man kun er venner med af pligt.
Jeg har en liste. En liste over ting, jeg skal købe, mens jeg er i det tyske. Den indeholder mest praktiske ting, jeg mangler, som er væsentligt billigere hernede: Tandpasta, neglelakfjerner, parfume. Den slags. Her er, hvad jeg i realiteten har fået købt:
Verdens grimmeste, men mest behagelige hjemmefutter. (Hobbitfødder med et feminint twist) Tiltrængt,
For en serienørd som mig er den ultimative røde løber selvfølgelig den, der hører til the Emmys. At det er nogle af mine favoritskuespillere, der går på den, afholder mig dog selvfølgelig ikke fra at komme med sarkastiske kommentarer om deres valg af påklædning.
…Men lad os starte med de få gode:
Penny
Jeg er egentlig ret begejstret for den trend, der hedder “stærke” øjenbryn. Det er naturligvis de færreste, der decideret kører Cara Delevingne-stilen, men lidt har også ret, og en smule markerede øjenbryn gør noget rigtig fint for de fleste pigers udseende.
Men selvfølgelig er der også nogen, der har taget trenden og
Som klassisk tegn på min patologiske perfektionisme går jeg uhyggeligt meget op i, hvad andre mennesker synes om mig. Venner, familie, bekendte, komplet fremmede – det er helt ligegyldigt. Alle skal kunne lide mig! (Hvilket er en lidt kompliceret holdning at have, eftersom der er ret mange mennesker, der virkelig ikke kan lide mig.)
Anyway, som det overfladiske
Engang imellem kunne jeg godt ønske, at jeg havde valgt at gøre bloggen anonym. Eller, nok ikke så meget bloggen som mig selv. Så var der ligesom lidt mere frihed til at skrive. Ligesom fx Frøken Rodebutik, der har en hel stribe indlæg med analsex som tema. Ikke at jeg ser det som
Jeg kan ikke garantere, at det her bliver det dummeste indlæg på bloggen nogensinde, men det er et godt bud.
I regret nothing!
Pæn indpakning und alles.
Det hele startede med, at jeg fik en mail fra et PR-bureau. Sådan et helt ægte et. De ville gerne bede om min adresse, fordi de ville sende mig et pressekit. Og selvom det er lidt pinligt at indrømme, så spassede jeg helt ud. Fuldstændig. “This is it!” Hvinede jeg begejstret inde i mit hoved. “Du er blevet opdaget!