Igen i februar har folk klikket sig ind på bloggen via nogle temmelig aparte søgninger… Nogle gange ville jeg ønske, der var en oversigt over alle Googles søgeord. Folk er så mærkelige, altså.
Kineserbørn talent – Jeg er usikker på, om det er en helt politisk korrekt søgning, men ikke desto mindre har der en
Jeg kunne ikke finde et passende billede, så her er et gammelt snapshot af Frank, der prøver at nasse pizza.
Når man ender en mascara-anmeldelse med “Det’ noget lort! Hold jer væk fra det!”, så er det lidt, som om man
…Det ikke er unormalt at vågne af at få en klo i øjet.
…Dine strømpebukser ikke længere er købsfarven, men mere farven på din kat.
…Du ved, at en madskål skal være helt fyldt op, før maden i den kan registreres.
…Du gerne svarer din kats miaven med ting som “ja, jeg ved det godt” eller “nej,
Jeg har generelt et lidt ambivalent forhold til instagram. Jeg er tosset med hele snapshot-konceptet, men jeg synes ofte, det (lidt ligesom med blogs) forvandler sig til en konkurrence om, hvem der har det fedeste liv. Hvor billederne i virkeligheden er taget med spejlrefleks og senere importeret til telefonen, eller hvor alting er sirligt opstillet og kun i beige nuancer. Det er ikke så meget
1. Madame Pom Pom. Det er ikke, fordi jeg synes, de er grimme. Det gør jeg ikke. Men vi er enige om, at de bare er fancy elastikstykker med en knude i enden, ikke? Til 80 kroner?
2. Normcore. I årevis har modebranchen formanet os om vigtigheden ved personlig stil og forgudet folk som Anna Dello Russo, som, let’s face it, ofte bare ser lidt fjollet ud, og nu skal vi pludselig
Jeg var utroligt uinteressant i januar sidste år, må jeg nok erkende. Her er et udsnit af de få indlæg, jeg endnu er nogenlunde tilfreds med.
De Hvide Bude blev busted, og jeg morede mig uendeligt meget over at se familien Danmark blive chokeret over, at pæne og ordentlige mennesker også tager coke.
Endnu en måned, endnu en omgang virkelig underlige Google-søgninger, der af den ene eller den anden grund har ført folk ind på bloggen…
Masochist sko – For mig ville Crocs nok være et godt bud. Jeg ville nødvendigvis få et mindre sammenbrud, hvis jeg blevet tvunget i sådan nogle.
Kan man putte feta ovenpå lasagne? –
Da jeg var yngre, skrev jeg dagbog. Selvfølgelig ikke hverken særlig regelmæssigt eller særlig grundigt, men ikke desto minde er det uhyggeligt underholdende at læse resultatet i dag. Og ting, der er uhyggeligt underholdende, skal da på bloggen! Så hermed det første indlæg i serien om Fortids-Miriams skriblerier…
Mandag d. 27/10 1998 (Miriam, 12 år, 6. klasse, red.) I dag blev jeg forelsket i R. Han og jeg og D. (7. klasse) (øv) skulle være sammen i badminton. Han kaldte mig Connie. (Med hjerte rundt om Connie, red.) Efter timen var vi alene i gangen. Han gik hen til mig, så mig i øjnene og slog mig i hovedet med sin ketcher. Han er for kær. Jeg har skrevet en lille sang til ham: R. er sød (x2) Og han kaldt’ mig Connie Ja, han kaldt’ mig Connie Kom og syng med (x2) For det’ ham jeg ka’ li’ Ja, det’ ham jeg kan li’ R. er sød La la la la la la Kom og syng med For det er han da R. er sød (x2) Ja, det er han daI am not making this stuff up, people! Man kan argumentere for,
Ak, så kan jeg vist ikke udskyde den længere. Det er tid til at kigge på sidste års nytårsforsætter og sætte nogle nye for 2015. Jojo, det er måske nok traditionelt noget, man gør, før klokken slår tolv nytårsaften, men jeg har jo aldrig rigtig været hende, der får ting gjort.
Lad os starte med at se på