Pæn indpakning und alles.
Det hele startede med, at jeg fik en mail fra et PR-bureau. Sådan et helt ægte et. De ville gerne bede om min adresse, fordi de ville sende mig et pressekit. Og selvom det er lidt pinligt at indrømme, så spassede jeg helt ud. Fuldstændig. “This is it!” Hvinede jeg begejstret inde i mit hoved. “Du er blevet opdaget!
Efter en helt horribelt lang togtur med forsinkelser, skræppende teenagere, solen konstant bagende ind igennem vinduet og en storsnorkende genbo, er Frank og jeg omsider ankommet til Randers. Efter lidt tiltrængt føde, (og endnu fem mislykkede forsøg på at komme igennem forpulede niveau 79 i Candy Crush!) tog jeg Frank med på tur i haven,
Kære Jensen Ackles. Kom og red mig fra den realitet, der er danske mænd.
Såeh, jeg var jo ved at være der, hvor jeg begyndte at overveje, om jeg skulle begynde at se mig om efter en mand. Altså ikke en ægtemand, bare en kærestemand. Efter et par år med skræmmende meget uheld på den front var jeg endelig så småt ved at begynde at lade mig selv tro på, at der måske endda kunne være
Såeh, det her skete i kommentarfeltet til det seneste Fie-indlæg, og det satte nogle tanker i gang. Jeg skal ærligt erkende, at jeg ud fra den første kommentar (for hurtigt) konkluderede, at der var tale om en Fie-supporter, og derfor svarede en anelse mere aggressivt end nødvendigt. Men samtidig mener jeg 100% det, jeg skriver. Jeg synes, det er en forfærdeligt
På trods af at gastronomi ikke ligefrem spiller en vital rolle på bloggen, er jeg faktisk lidt af en madsnob. Det er ikke noget, jeg har mulighed for at dyrke lige så intenst, som jeg kunne ønske, fordi både ordentlige råvarer og restaurantbesøg er en pricy affære. I går besluttede jeg dog alligevel at voldtage mit madbudget på
…Men jeg gør det naturligvis alligevel. En liste (hurra! flere lister til folket!) over sære ting, der vækker mig, selv når jeg angiveligt sover dybt.
1. Frank hopper op i sengen og lægger sig ved siden af mig. Blød pels mod bar hud (ja, jeg sover nøgen. Saucy!) burde ikke ligefrem være en følelse skrækindjagende nok
Det er de færreste, der kan kigge på billeder fra de glade 80er-dage uden at fnise eller pege bare en lille smule fingre. Mode fungerer så vidunderligt, at de ting, vi i dag forguder, på et tidspunkt forvandles til fortidens pinligheder. Her er mit bud på, hvad der i fremtiden når op på grimhedsniveau med puddelhundehår og neongamacher:
1. Alle
Fortsættelse på føljetonen om bloggere, jeg synes, fortjener ros. Efter i det første indlæg at have fokuseret på de udvendige bloggere, er det nu tid til at rette blikket indad. I denne omgang finder vi nok mine yndlingsblogs. Det er dem, hvor man
[vimeo http://www.vimeo.com/69179062 w=800&h=570]
Jeg. Er. Så. Dårlig. Til. At. Lave. Videoblogs. Men jeg prøver, okay? Denne gang indeholder resultatet blandt andet et blåt øje, den bedårende læspen, jeg altid fortrænger at have, hawaiianske springvand (som nok skulle havde været vandfald), et bøvet kirsebærtrick, en masse desperat fyldesnak inklusiv en virkelig upassende og ditto rådden joke om vold i hjemmet, en klat mascara, der sætter sig under mit ene øje ca. halvvejs inde i videoen og en Frank, der ligner noget, der hellere vil dø end at være i mit selskab…. Enjoy!
Jeg er ret stor fan af de såkaldte “random facts”-indlæg, som er blevet så populære i blogland. Det er et glimrende kompromis for læseren, der gerne vil lære bloggeren at kende, og bloggeren, der helst ikke vil udlevere hele sit privatliv. Ikke at det sidste er et issue, jeg render rundt med, selvfølgelig.
Nogle gange synes jeg dog desværre,