Når det kommer til jul, er jeg ikke et af de der alt-med-måde-mennesker. Og det gælder selvklart også maden. Før jul var jeg hardcore sundhedsnørd op til photoshootet, og derfor reagerede min krop efterfølgende på den pludselige stigning i sukker og kulhydrater ved at blæse sig selv op i Michelin-mandsstørrelse.
Jeg syntes virkelig, jeg var i fremragende tid, da der i starten af december med posten ankom Pokémon-bamser til den store guldmedalje. Det er altid mest anstrengende at købe gaver til børn – især når man ikke har nogen selv. Fætter BR er et minefelt af gråd og latter, og ofte er jeg fuldstændig ude af stand til at differentiere mellem de to lyde. Jeg bruger som regel det første
Meget passende gif, no?
December er aldrig en billig måned. I særdeleshed når man som jeg ikke ligefrem svømmer i penge, men til gengæld er virkelig glad for at give gaver og derfor har en tendens til at købe for lidt mere, end budgettet tillader. Det plejer at gå okay alligevel, for den sidste tredjedel af måneden tilbringer jeg som regel i Randers, og så sparer man jo på madudgifter
Af alle de ting jeg aldrig havde forestillet mig skulle på mit CV, var ‘undertøjsmodel’ helt oppe i toppen sammen med tarantelavler og den der person, der nulrer J.Los brystvorter, så de er fine og perky til hendes musikvideoer. Derfor var det også noget af en overraskelse, da jeg fik en mail fra Change, der ville høre, om
Jeg googlede lige hans navn for at være sikker på, at det var stavet rigtigt, og så fortalte Wikipedia mig, at han i virkeligheden hed Thyge? Altså, jeg vidste jo godt, han var dansker og har altid syntes, han havde et lidt mærkeligt navn, men hvorfor kalder vi ham så Tycho? Er det, fordi Thyge er for svært at udtale for resten af verden, eller er det et kælenavn? For det lyder jo
I år var første år, jeg gav mig i kast med de såkaldte “pressedage”. Det betyder essentielt, at de (utroligt mange!) københavnske PR-bureauer holder åbent hus, og så kan man komme og netværke og kigge på alle deres ting. Det er på mange måder lige præcis den slags, der får folk til at tro, at blogging ikke er et rigtigt job, for der er både cupcakes og goodiebags,
De sidste par år er jeg gået semi-amok på black friday. Dels er jeg jo amerikanofil (og konceptet er ikke overraskende amerikansk), og dels kan jeg virkelig godt lide rabatter. Jeg har brugt timer på at gennemtrawle nettet efter alle de bedste deals kun for minutiøst at gennemgå den enkelte webshop for at finde de helt rigtige ting at bruge mine rabatter på. Jeg har klappet mig selv
Jeg er allerede virkelig træt af at høre om valget. To timer efter jeg var faldet i søvn, vågnede jeg og skulle tisse, og et øjeblik troede jeg, det hele var en drøm. At Douchy McDouchebag ikke skulle være præsident. Men det skal han, og selvom jeg holder en dags pause fra diverse medier for ikke at drukne i valgspam, så føles det alligevel mærkeligt at skrive et indlæg om noget
Sneglcilles fredagsbar løb af stablen igen i går, og jeg mødte atter trofast op, fordi jeg jo er i den heldige situation, at jeg ikke har børn, og min Tinder-mand er for travl til at ses, så derfor var det nærliggende at smutte på Blume og drikke sig en kæp i øret.
Det gik godt. Jeg tyllede Facet Mules som en motherfucker og nåede allerede kl. 19.30 punktet, hvor jeg begyndte at fortælle
Okay, det er faktisk lidt pinligt, det her. Den der kæmpestore konflikt, Tinder-manden og jeg havde, ikke? Den eksisterede tilsyneladende mest i mit hoved. Fordi jeg er en overanalyserende kælling. Ahem. Det viste sig nemlig, at det for ham bare var en helt almindelig diskussion med lidt uskyldig uenighed.
I går, efter vi havde haft omtalte diskussion on/off i et døgns tid, og vores anden