Huset er solgt, og der har været gang i en større grovsortering for at finde ud af, hvilke ting der var værdige til at komme med hjem til Århus, hvor pladsen er noget mere beskeden. Derfor fik jeg forleden – aftenen før flyttemændenes ankomst – følgende besked fra min mor: “Bliver du meget såret,
Det er stadig en udbredt misforståelse, at jeg kommer fra Randers. Det gør jeg ikke. Jeg er faktisk århusianer, born and bred, men det er også nemt at blive forvirret, når nu mine forældre bor i Danmarks New Jersey. Jeg boede der også selv, men kun for en relativt kort bemærkning i mine teenageår. Faktisk flyttede jeg tilbage til Århus ganske få uger efter min 18-års fødselsdag.
Jeg er overordnet set ret vild med det, det barnløse liv. Ingen bleskift, morgenvækning eller meltdown i Netto i ulvetimen. Væsentligt færre mængder vasketøj og uforklarlige pletter på samtlige ejendele. Nærmest uendelige mængder frihed. Men når man har ramt de 30, medfører barnløsheden også, at man føler sig en del udenfor. Især hvis man ikke bare er barnløs, men oven i købet
På væggen til højre hænger der to billedcollager af min søster og mig, da vi var små og søde. (Jeg var klart sødest indtil omkring 5-årsalderen, så begyndte det at gå støt ned ad bakke med en mangeårig akavet fase). På væggen til venstre hænger en virkelig gammel reklameplakat for en kirkefestival, hvorpå der er malet et ansigt, som enten skal forestille Gud eller min far.
Sponsoreret af Banrock Station.
Det er det, jeg holder allermest af ved vin. At det er overskud på glas. Nogle gange er det det store overskud, hvor man sidder på en græsk ferieø og nyder solnedgangen, mens man påtænker at åbne en flaske til, og nogle gange er det lidt mindre overskud, hvor børnene har været umulige og nægtede at falde i søvn, og nu har man lige en time til at krølle
Tiden var forsvundet for mig. Jeg havde løbet fra Herodes til Pilatus for at skaffe kage og slik og var nu så sent på den, at jeg begik en fatal fejl. Man skal huske at låse sin cykel op, før man sætter sig op på den og begynder at træde i pedalerne. Det gjorde jeg ikke, og selvom jeg ikke denne gang cyklede låsen i stykker, hvilket ellers tidligere er lykkedes mig, så hoppede kæden
1) Kan man regne med, at hunden undlader at gø begejstret i den der enormt vigtige halve time lige efter putning?
Svar: Nej.
2) Hvad filan gør man, når den syvårige kommer tussende ind i stuen knap tre kvarter efter sengetid og siger, at han ikke kan sove, fordi han (takket være en klassekammerats storebror) er bange for mordere á la Jason Voorhees?
Svar: Jeg lovede at slå alle potentielle
Jeg skal være barnepige i dag. Passe mine søsters tre børn. Det giver mig altid en form for panikfølelse, fordi jeg jo ikke er den store børneekspert. Jeg er den yngste af to, jeg har ingen fætre eller kusiner, der er væsentligt yngre end mig, jeg arbejdede aldrig som babysitter, da jeg var teenager. At omgås børn ganske frivilligt er stadig et relativt nyt territorium for mig. Især
Min mor skriver ikke bare sirlige indkøbslister, hun skriver sirlige indkøbslister, der inkluderer ting som “hule til Frank”.
Min mor siger altid: “Ellers ved jeg vist ikke noget om nogen”, når hun har leveret den mængde sladder, hun lå inde med.
Min mor forlader aldrig huset uden en pose hundegodbidder, og hun kender alle hunde på fælleden (hvor hun dagligt løber)
