Engang imellem bliver jeg spurgt, hvad jeg gerne vil med bloggen. Hvorfor jeg startede den. Hvad jeg gerne vil opnå. Den slags.
Jeg var ivrig bloglæser omkring et år, før jeg selv blev blogger. Dengang var jeg lykkelig beboer i candyflossland og kom aldrig rigtig væk fra BloggersDelight. Jeg væltede mig i outfitbilleder og sponsorerede indlæg og
Jeg er vred på mænd i dag. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er temmelig kynisk, når det kommer til det andet køn, men til mit forsvar så har jeg ingen grund til at være andet. Blandt de sidste hankønsvæsner, jeg har følt mig bare mildt tiltrukket af, har der fx blandt andet befundet sig:
-En lystløgner
-En player
-En
Såeh, kan I huske skandalesagen fra i sommer, hvor Abercrombie & Fitchs (ikke særligt attraktive) CEO udtalte, at de ikke ville producere størrelser større end en large, fordi tykke mennesker jo per definition er uncool og usexede og nederen og generelt alt, man bør undgå i livet, og jeg blev røvsur og gav ham en sviner?
Jeg har i dag været min Bloglovin igennem med en tættekam og smidt i hvert fald en ti-tyve blogs på porten. Jeg var simpelthen så træt af, at mængden af blogindlæg, der ikke interesserede mig, var større end dem, der gjorde.
Jeg slettede ikke nogen ud fra en pludselig indskydelse. Kun dem, jeg ikke har besøgt i noget, der nærmer
Én dag forsinket. Dammit! Jeg var ellers lige blevet så sej til det… Nå, men i Oktober 2012:
…Skrev jeg et af bloggens mest læste indlæg nogensinde om grimme, grimme trends.
…Tudede jeg over en mand, der ikke ville have mig. (I dag vil jeg heldigvis heller ikke have ham!)
Der findes to slags talende togmennesker. Dem, man godt gider tale med, og dem, man ikke gider tale med. Jeg rendte ind i begge dele i dag på verdens længste lokalrejse takket være orkanstormen. Jeg har ellers ikke haft beef med mandagens glade blæsevejr før nu. Min cykel væltede, og ded var ded. Indtil min normalt stille og rolige torsdagstur til Hillerød forvandlede sig til et
Jeg har en fornemmelse af, at jeg vist ikke er den mest spændende af bloggere i disse dage, men min krop er lidt brudt sammen – hjerne inklusiv. Jeg tilbringer det meste af dagen med at sidde meget stille (fordi nakken gør naller), indtil jeg uundgåeligt når et punkt, hvor jeg skal nyse (fordi der vist er noget influenza – eller forhåbentlig bare
Nu hvor der er kommet to kommentarer lige i rap på indlægget om de unge rygere i lejligheden over for min, der advarer mig om mængden af mine negative indlæg, føler jeg lige behov for at sætte noget på plads:
Jeg har ikke behov for en åbenbaring
Jeg hader mine nye genboer. Det er en gruppe unge mennesker (sagde hende den 80-årige), og det er stensikkert deres første lejlighed sammen. Men det er overraskende nok ikke larmen, der generer mig. Det er rygningen. Men hov, tænker I nu, hører Miriam ikke selv til generationen, hvor det nærmest var obligatorisk at begynde at ryge i forbindelse med sin konfirmandforberedelse? Og jo, det gør
– Hvor uretfærdigt det er at gå og have lyst til pizza hele dagen, men dygtigt købe masser af broccoli og så komme hjem til sådan en reklame her.
– Hvorfor man ikke kan få lov til at gå ind til en cykelsmed og bede om at få sin lås klippet over uden straks at blive stemplet som cykeltyv. (Nøglen var knækket af i