Frank chiller på noget plastic fra en af mine efterhånden fortvivlende få pakker…
Frank chiller på altanen, der er det næstbedste hvilested med udsigt over haven og friske briser i ansigtet…
Frank chiller i et skab…
Frank chiller i sin min seng…
Frank chiller med udstrakt hals…
Såeh, Kate formerly known as Middleton ligger angiveligt i skrivende stund på et hospital i London og er ved at skubbe Englands kommende tronfølger ud af sin tissekone. Og verden er blevet sindssyg. Det er åbenbart vores allesammens baby, og jeg er altså overhovedet ikke klar til at blive forælder. Og da slet ikke til et barn, som allerede før
1. Jeg burde nok have set den komme. I sekundet man begynder at bralre op om, at livet er dejligt, så kommer nemesis og bider én i røven. Haps, sagde det, så brød mit tarmsystem sammen, og jeg har nu mere eller mindre været lænket til toilettet siden omkring klokken to i nat.
2. Jeg har i den forbindelse forvandlet mig til et barn igen og udnytter
Pæn indpakning und alles.
Det hele startede med, at jeg fik en mail fra et PR-bureau. Sådan et helt ægte et. De ville gerne bede om min adresse, fordi de ville sende mig et pressekit. Og selvom det er lidt pinligt at indrømme, så spassede jeg helt ud. Fuldstændig. “This is it!” Hvinede jeg begejstret inde i mit hoved. “Du er blevet opdaget!
Efter en helt horribelt lang togtur med forsinkelser, skræppende teenagere, solen konstant bagende ind igennem vinduet og en storsnorkende genbo, er Frank og jeg omsider ankommet til Randers. Efter lidt tiltrængt føde, (og endnu fem mislykkede forsøg på at komme igennem forpulede niveau 79 i Candy Crush!) tog jeg Frank med på tur i haven,
Kære Jensen Ackles. Kom og red mig fra den realitet, der er danske mænd.
Såeh, jeg var jo ved at være der, hvor jeg begyndte at overveje, om jeg skulle begynde at se mig om efter en mand. Altså ikke en ægtemand, bare en kærestemand. Efter et par år med skræmmende meget uheld på den front var jeg endelig så småt ved at begynde at lade mig selv tro på, at der måske endda kunne være
Som skrevet gik jeg lidt amok. Fire ringe, fem armbånd, syv halskæder. 16 smykker til omkring 60 kroner. Det er altså ikke dårligt. (Jeg er naturligvis især begejstret for halskæden med Den Lille Prins. Den smukkeste bog i verden. Jeg gør mit ypperste for at kopiere hans livssyn; det er ikke en hat, det er en elefant inde i en slange!)
Siden,
Jeg er (som sædvanlig) på vej ud af døren, så det bliver ikke noget super langt indlæg, men jeg tænkte, jeg lige ville viderebringe de gode nyheder, at mit postbud altså ikke stjæler alle mine pakker. I dag kom han nemlig (kl. 8.40 – hallo, det er lørdag!) med en pakke fyldt med det her.
Ja, jeg gik lidt amok. Fordi det var røvbilligt.
Såeh, det her skete i kommentarfeltet til det seneste Fie-indlæg, og det satte nogle tanker i gang. Jeg skal ærligt erkende, at jeg ud fra den første kommentar (for hurtigt) konkluderede, at der var tale om en Fie-supporter, og derfor svarede en anelse mere aggressivt end nødvendigt. Men samtidig mener jeg 100% det, jeg skriver. Jeg synes, det er en forfærdeligt
Billede af de (virkelig sørgelige) Louboutin-kopier, Fie har “købt.” Lånt fra Fies blog.
Jeg er ved at være rigtig træt af det pigebarn der. Kort update: Først fandt jeg ud af, at Fie Laursen reklamerede for fake designervarer. Derefter kunne jeg desværre konstatere, at hun gjorde det bevidst. Og nu er hun så i gang igen. “Never ending stoooo-oooory!”
Først og fremmest