Jeg er personligt virkelig glad for tiltaget “små blogs” herinde (nummer 1 her og nummer 2 her), fordi blogland kan være et urimeligt svært sted at råbe op, og der derfor er en masse knaldgode blogs, der ikke får bare halvdelen af den opmærksomhed, de har fortjent.
Nu er der så bare sket det lidt uheldige, som jeg nok egentlig burde have
Som altid læner jeg mig op ad ordsproget “bedre sent end aldrig” og fremviser stolt mine Berlin-køb. Jeg tror, det er første gang i mit liv, jeg har været bare halvfornuftig på en shoppeferie. Jeg købte kun ting, som var latterligt billige og/eller jeg ikke kunne leve uden. Dermed ikke sagt at mine køb nødvendigvis var strengt nødvendige,
Én dag forsinket. Dammit! Jeg var ellers lige blevet så sej til det… Nå, men i Oktober 2012:
…Skrev jeg et af bloggens mest læste indlæg nogensinde om grimme, grimme trends.
…Tudede jeg over en mand, der ikke ville have mig. (I dag vil jeg heldigvis heller ikke have ham!)
Normalt bruger jeg billeder af Grumpy Cat, når jeg er sur, men jeg synes egentlig, det er så slemt den her gang, at vi er nødt til at skulle ud i noget Colonel Meow.
Jeg er vred. Fuldstændig fysisk dirrende, tårer i øjnene, har lyst til at smadre noget-vred. Og eftersom mine vægge er så skrøbeligt byggede, at det stensikkert ville efterlade et massivt hul, hvis jeg sendte en knyttet næve
1. Min hovedpude er lige præcis tre meter høj og fast som en bodybuilderøv. Er derfor vågnet med voldsomt ømme skuldre og nakke.
2. Har i øvrigt ikke sovet så meget generelt. Min mor snorker værre end Meredith Grey. Og snakker i søvne. (Hendes hovedpude er i øvrigt perfekt.)
Såeh, min mor ringede forleden og spurgte helt nonchalant, om jeg ikke ville med en tur til Berlin. Og det gider jeg godt. Jeg elsker Berlin. Især når man har været der nok til rent faktisk at opleve byen og ikke bare besøge museer med 2. verdenskrig-tema. Berlin er så meget mere end det!
Vi var faktisk også af sted i november sidste år. Derfor
Klokken er fem minutter i der-kommer-gæster, men jeg vil alligevel lige tjekke ind, fordi jeg kan! Mit internet døde nemlig i går – det var selvfølgelig Franks skyld, jeg faldt over ham og smadrede computer (og håndled!) ind i mit spisebord, og så knækkede mit USB-stik. Havde lige forberedt mig på adskillige dage uden blog, men
Det fine ved at være blogger er, at hvis man føler sig uinspireret, så kan man altid tale om sig selv. Og det er en af mine spidskompetencer! Selvom det ikke kommer til udtryk på bloggen særlig ofte, så er jeg lidt af en foodie, når jeg har muligheden for det. Derfor kommer her en omgang tilfældige oplysninger om mig og mad (mmmm, mad…):
1.