Jeg er på det sidste faldet over nogle artikler, der handler om, at folk i højere grad fravælger at læse nyheder. Simpelthen fordi det er så utroligt deprimerende. Jovist er der da hist og her en lidt mere positiv historie at hente, men som hovedregel handler det jo meget om krig og elendighed og recession og klimakatastrofer og alt muligt andet. Og jeg forstår godt, at folk vælger det
Jeg så på et tidspunkt et klip med Keanu Reeves, der udtalte noget i stil med, at noget af det rareste ved at blive voksen er, at man ikke længere går ind i alle mulige unødvendige konflikter med andre (fremmede) mennesker. Man gider simpelthen ikke.
Ind imellem får jeg skudt i skoene, at jeg har mistet min kant, har solgt ud, ikke tør råbe op mere. Og det er på sin vis rigtigt, hvis
I dagens indlæg kommer jeg blandt andet ind på suicidale tanker, så hvis du er et lortested oven i hovedet, så overvej lige, om det er nu, du skal læse det. <3
Jeg var i terapi forleden og havde i den forbindelse en snak med min terapeut om nogle tanker, jeg egentlig har gjort mig i årevis, men som har fyldt lidt ekstra på det sidste. Det handler om, hvor dårlige vi som mennesker
Ind imellem hører jeg folk sige til studerende, at de skal huske at nyde det, mens det varer. Lige om lidt venter voksenlivet, og så er det slut med sjov og ballade. Og, altså, det er ikke, fordi jeg ikke også kan savne det. Det var ret fedt, at min primære beskæftigelse var at læse bøger og efterfølgende nørde dem helt til bunds med andre litteraturentusiaster. Det var ret fedt,
Da jeg var barn, var jeg 100% frygtløs. Når jeg cyklede ned ad en bakke, var det med så høj fart, jeg menneskeligt kunne opnå. Hvis jeg kom forbi et hegn, skulle jeg altid lige lægge en hånd på det for at mærke, om det mon var elektrisk (jeg sagde, jeg var frygtløs, ikke at jeg var klog). Jeg gik altid hardcore efter den største hest tilgængelig i ridetimerne. Når jeg klatrede
Hvordan går det? Et spørgsmål, jeg så vidt muligt forsøger at undgå for tiden, men som er rimelig standard og som regel følger lige i røven på “hej”, når man snakker med andre mennesker. Jeg har lyst til at sige, at det går godt, for jeg synes egentlig, det mestendels er sandt. Men jeg kan også konstatere, at jeg har taget rimelig mange forholdsregler for, at det kan
Hver gang jeg skal snakke om børn (og det er et emne, vi runder semi-jævnligt), føler jeg behov for at komme med en disclaimer om, at nej, jeg har ikke ændret mening. Der er ingen frosne æg eller søgen efter baby daddy på vej, det er stadig ikke noget, jeg ønsker. Men det betyder ikke, at der ikke er en form for afsavn ved det fravalg. De ting, man giver slip på ved at blive mor (frihed,
Jeg bliver ved med at battle de forsætter. Jeg kan egentlig godt lide at have nogen. Det er ikke noget, jeg går så meget op i, at de konstant hænger mig over hovedet, eller jeg giver mig selv skideballe, hvis det ikke bliver til noget, men det kan godt være et lille push,
(Det siger måske sig selv, men spoiler alert!)
Hver gang Netflix lancerer en større satsning, råspiller de altid traileren i toppen af ens skærm. Da de begyndte at pushe Bridgerton, vidste jeg med det samme, at det var noget, jeg var nødt til at se. En kombination af Gossip Girl og Jane Austen, man kan dårligt finde en bedre målgruppe end mig. Især når Shonda Rhimes oven i købet har
Det kommer næppe bag på nogen, at jeg er svært begejstret for serier. Det kommer næppe heller bag på nogen, at det ikke er ny dille. Åh nej, jeg har altid været faretruende glad for det stads, og dengang man ikke kunne streame, som det passede en, hvor man altså skulle sidde foran fjernsynet tirsdag kl. 20, hvis man ville have det nyeste afsnit af Dawson’s Creek med,