Jeg har rendt rundt som lidt af en hovedløs høne i dag. Min hjerne, i al sin visdom, besluttede sig for, at den var træt af at huske på, hvordan ugedagene fungerer. I går var det torsdag, så langt er jeg med. Og fredag er den sidste dag inden weekenden, den del har jeg også stadig styr på. Men af en eller anden grund havde jeg bildt mig selv ind, at der var en dag ind imellem de to,
De af jer, der frekventerer Instagram, har nok haft svært ved at undgå den video, komiker Lasse Madsen lagde ud i går. I hvert fald hvis I følger en omgang influencers – eller som minimum mig. Det er nemlig en parodi på en masse klassiske influencer-kendetegn, og den er så sindssygt spot on og virkelig sjov, at der er mange, der har delt den. Undertegnede inklusiv.
Men hvor god en
Jeg havde lige skrevet et halvt indlæg om, hvordan min irritationssensitivitet på nuværende tidspunkt er så fin, at jeg hele tiden er faretruende tæt på at eksplodere, og så slettede WordPress det hele og sendte mig tilbage til mit kontrolpanel uden nogen form for forklaring (eller undskyldning!), så nogen skal være sød at sende mig et bomb squad, tak, bare ikke det fra Grey’s
I går var jeg nødt til at blokere en fyr, der syntes, det var på sin plads at skrive nogle beskeder til mig, hvori han nedgjorde en anden Instagrammer, der havde lagt et sårbart opslag op. (Hvordan det kom på tale, vil jeg ikke komme ind på, for hun skal på ingen måde have nys om, at det har fundet sted). Han grinede af hende og skrev, at hun virkede “ustabil”. Han syntes
I går blev jeg tilbudt min drømmelejlighed. Næsten i hvert fald. Der var ét lille ord, der spændte ben for mig. “Da du er noteret på foreningens venteliste til en lejlighed, kan jeg hermed eventuelt tilbyde dig nedenstående lejlighed.” Mand, fuck det eventuelt. Fuck det langt væk til et sted, hvor klip-klapper i stedet for at sige klip og klap, når man
Modeindustriens problem er, at det alle dage har været en branche, hvor der var en naturlig begrænsning for nye opfindelser. Altså, misforstå mig ikke, selvfølgelig kan man altid designe et nyt print eller en striktrøje, hvor ærmerne sidder et par millimeter anderledes end nogen strik før den nogensinde har haft dem, men de store ting er ligesom taget, ikke? Der er aldrig nogen, der
Foto: Emily Spiro.
Det er efterhånden ikke en hemmelighed, at jeg lever af reklame. Det være sig mestendels virksomheder, der betaler mig for at vise jer ting, som de så håber, I vil smide nogle penge efter. Det siger måske også sig selv, at der findes virkelig mange monsterblærede samarbejdspartnere derude, flere af hvilke jeg ville give min højre arm og en bid af den venstre for at
Jeg læste på et tidspunkt en artikel om en boomer-type, der brokkede sig over den yngre generation, og hvordan vi er vant til “instant gratification” og derfor vil klare os elendigt i livet, fordi vi ikke har tålmodighed til noget som helst. Jeg skriver “vi”, fordi min erfaring er, at selvom jeg selv begynder at sige den der “ugh”-lyd, når jeg skal rejse
Jeg elsker Luksusfælden. Elsker. Engang var mit go-to reality Paradise Hotel. Jeg svor til det, forsvarede det mod haters, jeg lavede ugentlige recaps herinde, jeg svælgede i dramaet. Men på et tidspunkt blev jeg (meget imod min vilje, faktisk) ligesom for gammel til at få reality-boner af at høre nogen skrige “breeeeeev” en gang i kvarteret og kæmpe om at knalde
Da jeg var barn, havde jeg en klar forestilling om, at jeg skulle være kendt, når jeg blev stor. Jeg så seriøst på Britney Spears og tænkte: “Yes, det ser realistisk ud. Den klarer jeg.” I mit hoved var Britney meget ældre end mig, og jeg havde jo ligesom årevis til at nå dertil. I realiteten er hun født fem år før mig og var umiddelbart i gang med sin karriere, før