Ensomhed er et emne, jeg har været tæt på at berøre flere gange. Det er svært og tungt og enormt meget tabu. Det er, som om at indrømme man er ensom, er det samme som at erklære fallit – at erkende at ingen vil have en.
Jeg føler mig sjældent ensom. Jeg har aldrig været en forhold-for-forholds-skyld kinda gal, og jeg trives
I dagens cringeværdige afsnit stifter vi igen bekendskab med R fra første indlæg i serien. Det var et meget sejlivet og i øvrigt utroligt voldeligt crush!
Jeg så R i fredags. Han blev ved med at slå mig med sin meget grimme paraply. Så sagde jeg, han var en mandschauvinist… osv. Og fik bank igen. Da jeg sagde, han og RB var et sødt
Jeg har været i Randers i en hel måned. Med egen have og fritid i massevis, og i morgen, når jeg endelig skal hjem igen, starter hedebølgen. FML.
Sidste år på denne tid bloggede jeg en del. Til en afveksling. Her er toppen af poppen fra juni 2014:
Jeg skrev om nogle trends, jeg ikke forstod. Jeg har ikke lært at forstå dem siden da.
Jeg
Det er syv år siden, jeg fik, hvad i lægmandstermer ville kaldes et nervesammenbrud. Syv år, Niels. Man lærer et og andet. Syv år var også, hvad det endte med at tage mig at acceptere, at man ikke bare sådan lige kan kravle op ad sådan et hul igen, og at jeg måske aldrig kommer til at kunne gøre tingene, som jeg gjorde dem før.
Det er tilladt at gøre mange ting som blogger. Med undtagelse af at brokke sig over, at det ikke altid er sjovt at være blogger. Jeg gør det med jævne mellemrum og kalder dem meget passende tudeindlæg. Det er jo det, de er. Rene first world problems. Men det er alt det andet, jeg brokker mig over jo også. Og alligevel er det absolut acceptabelt at
Jeg fik en åbenbaring forleden. En virkelig åndssvag, åbenlys åbenbaring. (Lækker allitteration, dér.) Jeg har nemlig gået og været lidt usikker på, hvorfor det aldrig rigtigt blev interessant med ham der Superman. Det oplagte
Og hvordan gik den så, den store date? Overraskende godt. Jeg havde nok også håbløst lave forventninger, så jeg kunne næsten kun blive overrasket positivt, med mindre han havde vist sig at være nynazist.
Vi var hjemme hos ham. Alle kloge råd i verden ville nok anbefale et neutralt sted ude i offentligheden, men helt ærligt er første
Billede genbrugt fra indlæg om angst for livet efter uni. Same-same.
Det nærmer sig eksamensdeadline, hvilket selvfølgelig sætter lidt pres på, men ikke lige så meget pres, som det at det også nærmer sig dagen efter eksamensdeadline. For den dag har jeg en date. Eddermame.
Jeg er jo noget skadet fra tidligere forhold. Sådan, absurd jeg-kan-godt-se-det-men-ikke-gøre-noget-ved-det-meget.
Gæt en fuldert.
Da der i min introuge på uni var en tutor, der lidt henslængt bemærkede, at vi selvfølgelig ikke skulle dukke op til undervisning klokken 13, når der stod klokken 13 i skemaet, var det det særeste, jeg længe havde hørt. “Jojo, vi skriver godt nok, at det er der, undervisningen starter, men alle ved, at den først
Jeg bliver ved med at glemme, at vi er i 2015. Selv da jeg skrev foregående sætning, var jeg lige nødt til at slå blikket ned på computerens datoviser. For fuck’s sake. Anyway, her er, hvad der skete sidste år på denne tid:
Jeg fortalte om strabadserne