Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Meta-tuderi. (Ja, seriøst.)


Kilde

Det er tilladt at gøre mange ting som blogger. Med undtagelse af at brokke sig over, at det ikke altid er sjovt at være blogger. Jeg gør det med jævne mellemrum og kalder dem meget passende tudeindlæg. Det er jo det, de er. Rene first world problems. Men det er alt det andet, jeg brokker mig over jo også. Og alligevel er det absolut acceptabelt at skrive indlæg om, hvordan man føler sig utilstrækkelig som veninde, datter, kæreste, kollega, studerende, kattemor og alle mulige andre roller, man befinder sig i. Men beslutter man sig at dele sine usikkerheder som blogger med sine læsere, kan man altid forvente en kommentar om, at man skal lukke røven og stille sig tilfreds med det, man har.

På den måde er kommentarfeltet en bloggers bedste ven og værste fjende. For man kan på den ene side være sikker på, at der er læsere, der ser det som deres personlige ansvar at muntre en op igen, når man mister motivationen. Og helt ærligt ikke? Så er det dem, der driver værket i meget højere grad end mig. Men man kan omvendt også være sikker på at få besked på at tage sig sammen. Fordi man i kraft af at være blogger skal være lykkelig for alle sine mange fordele og vide, at man er priviligeret og derfor ikke kan tillade sig brok. Hvilket man jo bestemt har ret til at mene, men bestemt ikke hjælper i en situation, hvor man i forvejen føler sig helt nede under gulvbrædderne.

Sidste gang jeg fortalte om, at jeg følte mig som en bloggerfiasko, fik jeg det her at vide i kommentarfeltet (efter et kompliment, så jeg ikke skulle tage det så tungt?): “Det irritere mig dog grænseløst når du opretter en af dine “giv mig følgere!” “se mig, jeg har ikke nok sidevisninger!” “Jeg vil have sponsorgaver!”. Hold nu op. Du er en af de blogge der dagligt får sidevisninger. Lad være med at kræve mere og mere, og vær lykkelig for det du får.” 

Kommentaren gjorde mig dels lidt ærgerlig og fik mig dels til at føle mig ret misforstået. Så meget at jeg nu her to måneder efter reelt skriver et tudeindlæg om tudeindlæg… Jeg er en meta-tuder! Tudeindlæggene er aldrig ment som en opfordring til at like mig på alle sociale platforme, der eksisterer, eller at overdænge mig med roser og slikke tårerne af mine kinder. (Ikke at det ikke er rart, selvfølgelig!) Jeg ville faktisk være meget ked af det, hvis det var den generelle opfattelse. Hvis det var min intention, ville det stå direkte i indæggene. “Jeg har nedtur på, fortæl mig jeg er pæn!” Jeg pakker ikke ting ind, det troede jeg egentlig, jeg havde gjort klart. Jeg kan ikke bruge tomme likes til en skid og er derfor meget mere interesseret i folk, der oprigtigt har lyst til at læse med – og dem kan jeg jo heldigvis se altid i min statistik. Hele ghost-followers-konceptet er overfladisk og hult og siger mig intet. Tudeindlæg om bloggen er på ingen måde anderledes end tudeindlæg om mænd, uni og mit generelle privatliv. Som jeg svarede den omtalte læser i sin tid: “Min identitet som blogger er en stor del af min personlighed, så når det fylder – enten af gode eller dårlige årsager – så får det et indlæg, som alt andet i mit liv gør. [Disse] indlæg er ikke “se mig”-indlæg. Det er en ærlig konstatering af, hvor meget bloggens liv har en indvirkning på mit humør. Jeg bliver usikker. Jeg er et menneske. Og jeg synes kun, det er fair at dele den side af mig med bloggen, fordi det er det, jeg har skabt den for.” Jeg vil ikke lyve – jeg er ikke cool nok til uden videre at ryste den type kritik af mig. Det er temmelig sucky at få at vide, at ens usikkerheder er “grænseløst irriterende”. Især når det jo ikke ligefrem er følelser, man i forvejen er stolt af at have, men som man netop fortæller om på trods af bloggerfacade og sarkasmeglæde for at vise, at man er et ganske uperfekt menneske.

Hvor første del af den omtalte kommentar gør mig lidt trist, så bliver jeg i stedet en smule provokeret af anden del. “Lad være med at kræve mere og mere, og vær lykkelig for det du får.” Altså… Næh! Og vær faktisk sød at give mig en kugle for panden, hvis jeg engang forvandler mig til et menneske, der holder op med at stræbe efter altid at blive bedre. Jeg er lykkelig for det, jeg har, men jeg vil altid kæmpe for forbedre mine kundskaber som blogger, ligesom jeg gør det på mit studie, i mit køkken og med alle andre ting, der interesserer mig. Det er da top-ufedt at være okay med at befinde sig på ét niveau, hvis man har en drøm og en mulighed for at nå det næste. Jeg er et ambitiøst menneske på mange områder, og jeg bruger hver dag timer og timer på bloggen, fordi jeg elsker det og altid håber på at gøre det større og bedre. Så nej. Jeg vil aldrig nogensinde stille mig til takke. Jeg vil tværtimod altid sætte en stolthed i at stræbe efter mere.

Når det så er sagt, så er det jo lidt løgn, at jeg skriver, at tudeindlæg ikke er “se mig-indlæg”. Sandheden er snarere, at alle indlæg er “se mig-indlæg”. (Enten det eller “se Frank-indlæg”!) Det er jo min blog. Den handler om mig. (Det kommer forhåbentligt ikke bag på nogen.) Men altså, jeg er helt indrømmet dundrende uperfekt, så nogle gange er jeg vildt badass og nogle gange er jeg et virkelig ynkeligt skravl. Alle vil ikke altid kunne lide alt ved mig. Guderne skal vide, at det kan jeg ikke selv… Så derfor, husk endelig, at hvis der er en type indlæg herinde, man ikke bryder sig om, så er det altid helt okay bare at springe dem over. 😉

Kommentarer (11)

  • Jeg synes, du er badass, selv når du tuder. Og det er hverken for at slikke tårer eller røv eller noget som helst andet, synes bare du er så skøn, fordi du netop altid er ærlig, åben, ligefrem. Og uperfekt til tider. Det er derfor, jeg læser med, jo 🙂

  • Sikke mange forskellige indlæg lige om det her. Jeg læste i går- mener jeg, at MML alias Twinpeaks ikke tuder nok på sin blog! LivefraLolland (jeg er dig evigt taknemmelig for den anbefaling!) har skrevet et rigtig rendmigirøvennuerjeggal indlæg og du meta-tuder… Jeg kan lide det hele, og hvor du jo “kaster op” på din blog, gør jeg det ud over de nærmeste mennesker, når noget presser sig på, same same, vi har jo alle de dage 🙂

  • Det er d i n blog – hvor du skriver meget eftertænksomt, velformuleret, sjovt, varieret og heldigvis tit – og det er derfor, man følger lige netop den. Andre læser andre blogs og har glæde af det. Du på min top ti – øverst 🙂 Bare du nu ikke får præstationsangst!

  • Rolig nu, det var ikke ment på den måde dengang. Havde ikke ligefrem regnet med at du ville tænke så meget over den kommentar. Det beklager jeg. Virkelig. Og jeg mente den kompliment, for jeg elsker virkelig din blog og læser den ofte. Så ofte at jeg åbenbart havde opfanget lige netop de indlæg, hvor du snakker om bloglovin eller instagram, hvor du snakker om dine få følgere, eller at du har mistet følgere, og om folk så ikke kan li dig mere. Jeg beklager at have fået dig til at tænke så meget over den kommentar.

  • Folk, der liker – fx i forbindelse med konkurrencer, hvor det er et krav for at kunne deltage, men aldrig læser med af egen fri vilje. Dvs det på papiret ser ud, som om man har sygt mange følgere, men det er ikke dem alle, der aktivt læser med.

  • Jeg er meget glad for at høre, at din kommentar ikke var ment så negativt, som jeg opfattede den. Det er helt naturligt, at ikke alle læsere finder alle indlæg lige interessante, og man må naturligvis også gerne gøre sin mening til kende, jeg vil bare gerne opfordre til, at man er påpasselig med at være konstruktiv. Det er svært ikke at tage det personligt, når ord som “grænseløst irriterende” bliver brugt. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.