Jeg har haft en af de der dage. Eller, det vil sige, teknisk set har jeg slet ikke været ved bevidsthed i dag, men alligevel. Jeg har døjet virkelig slemt med søvnløshed de sidste par uger. Folk misforstår generelt søvnløshed og tror, det betyder, man tusser rundt hele natten med alt for meget energi og gør rent og andre konstruktive ting.
Engang imellem bliver jeg spurgt om, hvad the deal is med mig og børn. Og det er meget enkelt: Jeg forstår ikke børn. Altså, ikke sådan rent sprogligt, mere i overført betydning. (Selvom det første også kan være et problem, jævnfør et videoklip min søster for nyligt sendte mig af min lille nevø,
Frank og jeg er på vores anden bryllupsrejse. Er det et udtryk på dansk? Second honeymoon. Nej? Jeg bliver altid virkelig slem med mit danglish, når jeg hopper ind i en engelsksproget bogs univers. Pt genlæser jeg Hunger Games trilogien, mens jeg venter på den nyeste film. Eller det vil sige, jeg stopper nok efter bog to, for bog tre er ret rådden.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg vist ikke er den mest spændende af bloggere i disse dage, men min krop er lidt brudt sammen – hjerne inklusiv. Jeg tilbringer det meste af dagen med at sidde meget stille (fordi nakken gør naller), indtil jeg uundgåeligt når et punkt, hvor jeg skal nyse (fordi der vist er noget influenza – eller forhåbentlig bare
Såeh, det viser sig, at hvis man anklager sine læsere for ikke at have humor, så skrider de fra én. Der kan man bare se. My bad. Men hej til jer, der er tilbage! 😀
Jeg får gæster i aften og prøver desperat ikke at gå i gang med den store rengøring. Min psykolog siger, at min sygelige perfektionisme kommer af et desperat ønske om
Nu hvor der er kommet to kommentarer lige i rap på indlægget om de unge rygere i lejligheden over for min, der advarer mig om mængden af mine negative indlæg, føler jeg lige behov for at sætte noget på plads:
Jeg har ikke behov for en åbenbaring
Jeg hader mine nye genboer. Det er en gruppe unge mennesker (sagde hende den 80-årige), og det er stensikkert deres første lejlighed sammen. Men det er overraskende nok ikke larmen, der generer mig. Det er rygningen. Men hov, tænker I nu, hører Miriam ikke selv til generationen, hvor det nærmest var obligatorisk at begynde at ryge i forbindelse med sin konfirmandforberedelse? Og jo, det gør
Jeg ved det godt. I mangler Bridget. Bridget nummer 100 endda. Jubilæums-Bridget! Det er en stor dag. Men Bridget er et glædesindlæg, og jeg er i sorg, så I må vente lidt.
Jeg troede egentlig ikke, det ville ramme mig så hårdt den dag, jeg endelig opgav at bevare et bare nogenlunde civiliseret forhold til
Normalt bruger jeg billeder af Grumpy Cat, når jeg er sur, men jeg synes egentlig, det er så slemt den her gang, at vi er nødt til at skulle ud i noget Colonel Meow.
Jeg er vred. Fuldstændig fysisk dirrende, tårer i øjnene, har lyst til at smadre noget-vred. Og eftersom mine vægge er så skrøbeligt byggede, at det stensikkert ville efterlade et massivt hul, hvis jeg sendte en knyttet næve
Jaja, jeg skal have en ny header. Jeg ved det godt.
Jeg føler mig lidt som en af de store aviser, der er nødt til at bide i det sure æble og indrømme, at de fuckede op. Ikke fordi de selv synes, de fuckede op, men fordi der er nogle andre, der synes det. Og det er ikke så godt, når man er en avis. Eller mig, da jeg jo er en anelse perfektionistisk.
Here’s the