Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Mig og børn

Engang imellem bliver jeg spurgt om, hvad the deal is med mig og børn. Og det er meget enkelt: Jeg forstår ikke børn. Altså, ikke sådan rent sprogligt, mere i overført betydning. (Selvom det første også kan være et problem, jævnfør et videoklip min søster for nyligt sendte mig af min lille nevø, der render rundt med en kappe på og råber, at han er Superbøsse – hvilket angiveligt betyder Supersmølf.)

Jeg har haft det sådan her, så længe jeg kan huske. Jeg har aldrig leget med dukker, aldrig syntes babyer var søde, aldrig drømt om at blive mor. Jeg har altid fået at vide, at det ville ændre sig med alderen, men indtil videre er der altså ikke sket noget. På min fødselsdag i år vandt jeg sågar et 13 år gammelt væddemål med min gamle efterskolelærer, fordi hun var overbevist om, at jeg ville have ombestemt mig og fået børn som 27-årig. Nope!

Det er ikke, fordi jeg decideret hader børn, som mange fejlagtigt tror. Objektivt set kan jeg nok godt se det appellerende ved dem, jeg kan bare ikke mærke det. Jeg gætter på, jeg har det på samme måde med børn, som folk, der ikke er dyremennesker, har det med dyr. Vi har at gøre med sære væsner, man ikke rigtigt kan kommunikere med, som render rundt og larmer, skider, æder og kræver opmærksomhed. Same shit, different species. Jeg synes bare tilfældigvis, at dem med pels er meget sjovere…

Og så er der det faktum, at man aldrig rigtigt kan få fred fra børn, hvor Frank jo fx. selv kan administrere spise-, skide- og sovetider, hvilket unægteligt mindsker mit arbejde en del. Og larmen er noget mere begrænset. Larmende børn kan høres alle steder. Og jeg er helt sure, gamle fru Olsen på det punkt. Det er mega uncool, men jeg virkelig hys med den slags, fordi jeg er det, der hedder særligt sensitiv og har et virkelig stort behov for ro. Altså, jeg er ikke hende, der går ned i gården og råber af de stakkels, sagesløse børn, der bare leger, jeg nøjes med at brokke mig herinde. 😉

Det er heller ikke sådan, at jeg undgår børn for alt i verden. Jeg kan fx mægtig godt lide min søsters børn. En af mine bedste veninder er også gravid, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at synes, at hendes lille pige er bedårende. Jeg kan sagtens læse historier, lege titte-bøh og lave sære ansigter. Og jeg kan sagtens nyde det. Det er bare temmelig vigtigt for mig, at der er nogen, der kan overtage barnet igen, når jeg ikke gider mere… Eller der er en ble, der skal skiftes. 😉

Kommentarer (16)

  • Alt for mange mennesker får børn, selvom de ikke egner sig som forældre – Hvilket jeg ikke siger, du ikke gør, but you get the point 😉 Udelukkende positiv holdning du har dig, Miriam!

  • Kunne ikke lade være med at smile da jeg læste dette indlæg 🙂 …..for det var fuldstændig som at læse min egen holdning/opfattelse af børn i MANGE MANGE år! Jeg var “ærke-single” og skulle ALDRIG hverken giftes eller have børn. Mit liv var totalt EGO og meget materialistisk fikseret i mange år. Men så da jeg var 31 år mødte jeg denne her mand som slog benene væk under mig og ændrede mit syn på rigtig mange ting. Blev gift to år efter og blev mor to år efter vi blev gift. I dag har mine værdier ændret sig 180 grader, og hvor jeg før udelukkende købte mærkevarer og havde designer møbler osv, så køber jeg stort set alt i H&M og deslige, og vores hjem er primært møbleret med IKEA møbler. Ha ha ha….. Jeg siger ikke, at det samme vil ske for dig, men jeg synes bare at det er SÅ SJOV læsning, fordi det er nøjagtigt sådan jeg havde det indtil den rette mand ændrede den “kemiske sammensætning” i min hjerne…. Love your blog BTW!
    Kh. “Mor-til-to ….der ikke-så-det-komme” 😉

  • Jeg har det på samme måde og har altid haft. Jeg har haft mulighed for at få børn, boede i mange år med en mand, der synes det var mit valg. Han havde fået børn med første kone, men hvis jeg ville, så ville han gerne have flere. Lysten kom aldrig. Andres børn er fine, vil ikke ha mine egne.
    Nu er tiden ved at være der, at hvis jeg vil nå at få børn, skal jeg nok finde en kæreste, at få dem med eller begynde at planlægge, at få dem alene. Hverken lysten eller panikken er der 🙂
    Føler mig ikke mindre kvindelig af den grund, så “alle” kvinder vil ikke have børn, lige meget hvad man siger 😉

  • Hørt. Jeg er total med på den der. Jeg er også bare virkelig dårlig til at tale med børn. Det er jo small talk på et niveau, jeg slet ikke kan følge med på. “Min far har en rød bil” – “Øh. Okay?” Jeg kan faktisk ikke engang særlig godt lide min brors ældste barn. Møgunge. Hov. Må man godt sige det?

  • Haha! Jeg er slet ikke i tvivl om, at det hele kan ændre sig på et splitsekund – også for mig. Men lige nu, der har jeg meget svært ved at forestille mig det. 😉

  • I know! Min søster giver også nogle gange telefonen til en af børnene, og jeg synes det er SÅ strengt! Straks har man hele ansvaret for at holde en samtale kørende, og jeg kan overhovedet ikke kommunikere med nogen, der kun giver mig monosyllabiske svar igen.

  • Jeg har altid haft det, som du har det. Både mht. børnene og dyrene. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ikke ville have børn, og jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle have kat 🙂 Nu er det under alle omstændigheder efterhånden for sent for mig med børnene, men Max the Cat og jeg skal forhåbentlig hygge os sammen mange år endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.