Nå, men efter gårsdagens indlæg er status den, at e- og d-tast stadig kun virker sporadisk, mens n-tasten fuldstændig har opgivet ævred. Jeg har brugt vold og magt og desperate bønner og sågar en lille frustrationståre, men der er altså ikke noget at gøre. Normalt har jeg en backup-computer til situationer
Hvis nogen skulle være out of the loop, så tilbragte for ganske nylig jeg en god måned med at være syg. Det var mit eget lille helvede. Jeg havde ikke feber eller smerter, men jeg havde blandt andet konstant kvalme og var ør og utilpas. Jeg var elendig. Nogle dage ville der være tegn på bedring, og jeg ville måske være helt funktionabel, og så måtte jeg atter starte dagen efter med
Jeg var flere forskellige former for kvæstet, da jeg i mandags skulle finde fra Århus hjem til København. Egentlig var jeg gået over til at bruge busser som transportmiddel, primært fordi man kan komme over Storebælt en 3-4 gange for, hvad en enkeltbillet koster hos DSB. Men. Desværre har Flixbus opkøbt de fleste af sine konkurrenter, så der er nu kun Flixbus og Kombardo tilbage, ingen
Mit internet lagde sig til at dø i går formiddag. På en skala fra nul til hundrede er det en ret solid krisesituation for en person, der lever det meste af sit arbejdsliv online. (En af mine veninder har en tendens til at gøre det her. Først lave en skala og derefter overhovedet ikke at bruge den skala, og jeg råber ad hende, hver gang hun gør det. Nu er det åbenbart smittet). Jeg ringede
Så har man prøvet det med.
Prøvåhør, det er det dummeste i hele verden, og det er i bund og grund nok et ret stort first world problem, men jeg er hidsig!
I går aftes kunne jeg pludselig ikke logge på min Netflix. Normalt er jeg jo bare fast logget på, men jeg var blevet smidt af, og da jeg forsøgte at logge ind med mine gemte oplysninger, fortalte Netflix mig, at de ikke havde en konto
2008-Miriam med jævnt skinny øjenbryn.
Jeg plejede at gå og fryde mig over, at internettet stadig var en spæd opfindelse, da jeg var teenager, så alle mine pinligheder ikke blev dokumenteret og for evigt ville kunne googles frem, hvis man havde bare den mindste snilde på det område. Og så fik jeg den app, der hedder “Timehop”, som hver dag viser mig alle de ting, jeg digitalt
Jeg er ret sikker på, at jeg ville være guf for Marie Kondo. Skulle det være gået nogens næse forbi, hvem hun er, så er hun sådan en oprydnings- og organiseringsekspert og har sågar en serie på Netflix, hvor hun gør sig i netop den slags. Hvis jeg havde været den virkelig grundige type, havde jeg nok set et afsnit eller to forud for dette indlæg, men det er jeg ikke, og alligevel
(Bonus-Herbert)
Jeg hører et nyt slangord. Jeg synes, det er åndssvagt. Altså, virkelig åndssvagt. Jeg nægter at bruge det. På et tidspunkt synes jeg, det er så dumt, at jeg begynder at bruge det ironisk. Og unægteligt, med tiden, finder jeg en dag pludselig ud af, at det er blevet en del af mit faste ordforråd, og jeg bruger det i flæng på lige fod med alle andre ord. Også helt
Jeg kommer til jer direkte fra lufthavnen i Fort Lauderdale. Egentlig skulle jeg være landet i Atlanta for tyve minutter siden, men sådan skulle det altså ikke helt gå…
Det startede ellers godt. Både på turen til London og den til Fort Lauderdale fik jeg tildelt vinduespladser. Dels synes jeg, det er de bedste plader, men de har også den fordel, at man har en “væg”
For nogle uger brød jeg med en mand, jeg har setes lidt med siden efteråret. Ikke fordi han ikke var sød, for det var han. Virkelig meget endda. Men han havde i bund og grund ikke rigtigt tid til mig, og da jeg holdt op med at være ny og spændende, blev det faktum meget tydeligt. Problemet var bare, at jeg på det tidspunkt havde konkluderet det der med, at han var meget sød. Så jeg