I er en del, der har ønsket et indlæg med mine shoppingresultater fra Berlin, og det skal også nok komme. Jeg går bare lige og venter på en pakke først. Jeg var jo af sted med udelukkende håndbagage, så jeg valgte simpelthen at sende en del af rovet hjem til mig selv for at kunne købe mere. Hvor grådig er man så?
I mellemtiden kan
For noget tid siden fik jeg en mail fra Hjerteforeningen, om jeg ville være med til at skabe opmærksomhed omkring deres kampagne, Elsk hjertet. Sagen er nemlig den, at der bliver forsket alt for lidt i kvindehjerter, og det ryger der simpelthen for mange liv på. Derfor har Hjerteforeningen lavet de her fine armbånd, der koster 40 kroner og skal hjælpe med at lave
1. Hentet virkelig pæn neglelak på posthuset og givet mig selv et mentalt spark i røven, fordi jeg havde glemt alt om den bestilling og derfor helt bestemt brugte de penge igen i Berlin.
2. Efterladt et fint spor af kattegrus fra Fakta til min lejlighed, fordi jeg åbenbart fik købt en pose med hul i.
3. Taget omkring 45 billeder af Frank.
4. Nonstop opdateret instagram, fordi jeg i dag har
Der er kommet rigtig mange gode idéer til nye blogindlæg, og jeg kan mærke inspirationen komme luskende tilbage med halen mellem benene. Så tak! Der har imidlertid ikke været et eneste ønske om mere musik på bloggen, så derfor kommer der naturligvis her et indlæg med musik. 😉
På hemmelighederne kan jeg se, at I er en del, der går
At være blogger er lidt ligesom at sidde i en rutchebane. Nogle gange sker der det store vilde, og nogle gange kører man bare sådan lidt ligeud. Lige nu sidder jeg der i vognen og venter på, at der skal komme et loop. Sådan i overført betydning. Jeg føler mig nemlig en anelse uinspireret for tiden. Og så alligevel ikke, for jeg har omkring 20 kladder, som gerne engang skulle blive nogle
Nu har jeg jo været i Berlin en del gange før og har skrevet meget udførlige og detaljerede indlæg derom, så denne gang har jeg i stedet valgt at lægge ud med en gang snapshots. Variation er vigtigt!
I Berlin har jeg…
…Som altid spist verdens bedste carbonara på yndlingsrestauranten, Piazza Rossa.
…Ventet enormt meget på
(Spoiler: I did this. A lot.)
Hejhejhejhejhej! Jeg er hjemme igen! Ét stort, kvæstet mess, der skal sove og hvile trætte fødder og kysse på Frank hele natten. Og så skal jeg nok Berlin-spamme jer i morgen. Promise!
Først skal jeg dog lige give en af de efterhånden famøse reprimander i forbindelse med hemmelighederne. Denne gang dog ikke
Ohne Worte. (Har for travlt med at bruge penge, jeg ikke har, til at knytte nogle kloge ord til. Nogen, der skal have en currywurst med?)
Vel ankommet klokken lige-efter-alle-butikkerne-lukket drog søster og jeg et lettelsens suk, da det viste sig, at receptionisten på vores hotel talte et udmærket (okay, nogenlunde) engelsk. Jeg har jo teknisk set en bachelor i tysk, men hvor jeg forstår det meste og er ret habil skriftligt, så har mundtlig aldrig været min force. Nok mest fordi jeg insisterer
