Reklame – jeg har ikke modtaget betaling for noget, men Odense Teater har venligst sponsoreret turen.
Der er helt ærligt få ting, jeg holder mere af, end når andre end mig sidder med ansvaret. Når jeg bare skal dukke op, og så er der en anden, der har planlagt og bestemt og bedrevet. Så i onsdags troppede jeg glad op på Frederiksberg, velvidende at turen gik til premieren på Den
Kender I det, når man går ind i et rum kun for fuldstændigt at glemme, hvad det var, man skulle derinde? Og så går man meget forsigtigt de præcis samme skridt tilbage igen i håb om at få øje på et eller andet, der minder en om, hvad det lige var, man havde gang i? Nogle gange spotter man så krummerne på bordet, der var grunden til, at man besluttede sig for at gå ud i køkkenet
Ligger man selv inde med en hemmelighed eller to, man har lyst til at indsende, kan det gøres anonymt i formularen her.
Annonce for Ellos
Det her bliver et ret ligetil indlæg uden for meget knævren, selvom I på nuværende tidspunkt nok godt ved, at jeg er dårlig til at begrænse mig på det område og selv ved indlæg som dette, der burde være ret simpelt, har en tendes til at komme ud på alskens irrelevante sidespor. Case in point: Verdens længste indledende sætning.
Sagen er den, at jeg hvert eneste
Første omgang historier kan læses her, og hvis man selv har en eller to at bidrage med, foregår det lige her.
Angst er en kompliceret størrelse at fortælle om, fordi den er så irrationel, at den ofte kommer til at fremstå lidt fjollet. Som om man overdriver eller skaber sig. Tag dig nu lidt sammen. Du er besværlig. Du er barnlig. Du er pinlig.
I dag vil jeg gerne dele lidt om en af mine hyppigste angst-triggere. Som er noget så hverdagstrivielt som at sætte et vækkeur til tidligt om morgenen.
1. Min vicevært: “Nu sætter jeg sådan nogle strips på alle vaskelåse, og så har man TO UGER til at fjerne strippen, ellers klipper jeg låsen.”
Mig, en uge efter sidste frist: “Oh shit.”
2. Jeg er indforstået med, at ovenstående punkt får det til at lyde, som om jeg ikke har vasket tøj i tre uger, men realiteten er mere, at jeg ikke er god til at planlægge
Jeg fucking elsker film med et godt plot twist. De er selvsagt allerbedst, når man ikke rent faktisk ved, at der kommer et twist, men med mindre jeg lavede et filmindlæg Russian roulette-style, hvor én ud af fem film tager røven på folk, så er det altså svært at holde den del af overraskelsen skjult. Heldigvis er det gode plot twists force, at man sjældent ser det komme, så forhåbentlig
Jeg har skrevet lidt om det før. Da jeg brugte mine teenageår på at stalke Nik & Jay (med verdens stiveste smil). Det var gode tider. Jeg havde to sabbatår, hvor jeg boede hjemme og arbejdede fuld tid, og mine forældre afkrævede mig af en eller anden grund hverken penge