Når man er meget entusiastisk omkring noget, så kan det godt smitte lidt, og det har jeg oplevet en del med mine USA-rejser det sidste år. Men jeg får også en del tilbagemeldinger fra folk, der er lidt nervøse for at skulle kaste sig ud i det, for der er en masse skrevne og uskrevne regler, og hvad nu, hvis man fucker helt op og bliver sendt hjem, før man overhovedet når ind i landet?
Frygt
Indlægget er fortællinger fra min pressetur og dermed reklame.
Den første aften skulle vi have middag med de andre inviterede og nogle folk fra Ben & Jerry’s. På passende vis startede vi med at gå bordet rundt og fortælle vores navn, hjemland og yndlings-B&J. Det sidste er næppe overraskende lidt af en Sophie’s choice-ting for mig, så jeg endte med at lave et
“Hjemturen kan kun blive en skuffelse,” sagde Matilde, da vi sad på vores kæmpefly på vej mod Detroit, med usandsynligt meget benplads og et sæde imellem os, som vi brugte som bord, mens vi en gang hver halve time fik tilbudt nye snacks eller mad. Hun anede ikke, hvor meget ret hun ville få.
Burlington ligger temmelig meget ude i ingenting, så det tager tre fly at nå til Danmark
Det ironiske er, at jeg indtil videre har svælget i idyl og amerikansk charme. Og så drog jeg mod destinationen, hvor jeg havde en forestilling om, at den oplevelse ville toppe, og alt kollapsede. Connecticut har givet mig en slags Paris-syndrom, og selvom jeg nok godt kan komme igennem uden psykologhjælp,
Jeg havde lidt blandede følelser, da jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle alene på pressetur. Positive, fordi det betød, jeg havde en at hægte mig på og tale mit modersmål med, hvilket trods alt er lidt mere afslappende på en tur, der ellers kræver, at man er enormt opsøgende og “på”. Negative, fordi min sidste USA-tur gav mig blod på tanden med alenerejseriet, og
Den er på plads nu. Ruten. Min rejseplan. Jeg tror, jeg har styr på det. Eller, i hvert fald så meget styr på det, som man kan, når man nu er typen, der er panisk for, at noget går galt, hvilket per definition betyder, at noget går galt. Sidste gang havde jeg problemer med data, men det problem burde være løst den her gang, og desuden skal jeg kun være af sted i halvt så lang tid,
Forvirringen har været total omkring den her tur. “Du er HVOR? Og HVORFOR?!” Jeg er i et kæmpe varehus midt ude i ingenting et sted i Sverige. Fordi jeg godt kan lide billige ting. Essentielt.
First things first: Vi rejste med OK Rejser, der tilbyder endagsture til en meget fair pris. 95 kroner
(Jeg ved sgu ikke, om det her er reklame, men lad os sige det for en sikkerheds skyld! 😀 )
Man skal være varsom med at bruge udtrykket “mit liv peaker!” (…og det er jeg ikke), men den her gang kan vi vist godt i fællesskab konkludere, at den er god nok. Der er nemlig sket det, som jeg forsigtigt har drømt om, siden bloggen begyndte at blive læst af andre end bare en håndfuld
Jeg ved ikke engang, hvordan vi første gang hørte om det, men det er en af de der ting, vi har talt om at gøre i årevis. Engang imellem ville emnet af uransagelige årsage komme op, og vi ville sige: “Ja mand, det skal vi også en dag!”, men vi kom aldrig videre med det. Et år gav jeg sågar min søster et gavekort på en tur i den tro, at vi så ville få lettet røven(e),
Ordet “guide” er ikke en beskyttet titel, og derfor bliver det måske brugt lige gavmildt nok i rejsesammenhænge. Skal man skrive en guide til en destination, bør man (i min ganske subjektive optik) have prøvet mere eller mindre alt, der er at prøve, så man kan vælge de allerbedste ting ud og anbefale dem. Jeg var i Barcelona i 2½ døgn, så det er selvsagt umuligt for mig