Det er en af de der sære dage, hvor jeg sætter mig foran computeren med fuld skrue på lysten til at skrive noget, men ‘noget’ vil ikke rigtigt komme til mig. Der er det der lidt tunge indlæg, der omkredser noget så uinspireret som min altan, men i virkeligheden handler mere om, hvad jeg for omkring fem år siden sad derude og tænkte på. Men det er måske lige hårdt nok at
Ja, undskyld, jeg clickbaiter. Men det var det mest sarkastiske, jeg kunne komme på, og det her bliver et virkelig sarkastisk indlæg! 😀
Der er den her radiostation i mit træningscenter. Som vist egentlig slet ikke er en radiostation. I hvert fald spiller den essentielt de samme ti sange igen og igen, og ja, Bieber, det er stensikkert for sent at sige “sorry” nu. Ind imellem de
Et intimt indblik i min Facebook-færden:
– Jeg hader Facebook-debatter, men når de dukker op, kan jeg sjældent lade være med at kigge og bliver som regel dødhidsig. Nogle gange bruger jeg et kvarter på at formulere den helt rigtige respons til en særligt båtnakket kommentar kun for at slette mit bidrag to sekunder efter udgivelse, fordi mit blodtryk ikke ville have godt af
Jeg er en slags ekspert i lækre træningsbilleder.
Det er en universelt stående joke, at visse grupper af mennesker er meget, æhm, vokale omkring specifikke dele af deres liv. Det drejer sig i særdeleshed om de tre nævnt i overskriften. Crossfitterne er dem, jeg personligt hører mest til. (Med mindre jeg altså drister mig til at poste
Engang imellem ræssonerer en hemmelighed ganske uventet hos en imponerende mængde mennesker, og i gårsdagens indlæg blev det en indsendelse om heste vs ponyer. Som tidligere hestepige troede jeg sådan set, at forskellen på de to var almen viden (hestepiger skal helst være lidt hovski-snovski), men det er det åbenbart ikke, så y’all gonna learn today! 😀
Skimmelen i billedet (den
På væggen til højre hænger der to billedcollager af min søster og mig, da vi var små og søde. (Jeg var klart sødest indtil omkring 5-årsalderen, så begyndte det at gå støt ned ad bakke med en mangeårig akavet fase). På væggen til venstre hænger en virkelig gammel reklameplakat for en kirkefestival, hvorpå der er malet et ansigt, som enten skal forestille Gud eller min far.
For snart to år siden blev jeg snydt for en iPhone af en douchebag i en salgsgruppe på Facebook. Jeg havde ellers virkelig gjort benarbejdet for at sikre mig, at han var den, han sagde, han var, men jeg havde helt ærligt ikke kalkuleret med, at der fandtes mennesker dumme nok til at snyde og bedrage folk med deres ægte identitet ude i det åbne. Folk forsvinder altså ikke, bare fordi man
I dag har jeg været ved at rydde op i mine billeder på telefonen. Indlægstitlen fortæller resten. 😀
Forsøgte at tage et charmerende jeg-har-fødselsdag-selfie. Fejlede håbløst. // Skulle engang dokumentere, hvem Nichlas fra Paradise var. Har ikke nænnet at slette billedet siden. (Vi er også et exceptionelt nydeligt par, når man sådan sætter os op ved siden af hinanden, no?)
Morede
Det er ikke så tit, jeg føler mig fulstændig blank, når jeg sætter mig ned for at blogge. Jeg kan altid finde et eller andet at skrive om. Bare ikke i dag. Der er totalt blokeret for noget som helst interessant at sige. Det er lidt som det der afsnit af Sex & the City, hvor Carrie løber tør for mandeemner. “Last night, I actually started writing about my sock drawer. Men
Hvordan jeg hvert år formår at glemme de der ting, der hører forårets komme til, er mig en gåde. Solens stråler, der gør mig opmærksom på, at mine ruder trænger slemt til at blive vasket. Is på tilbud i alle butikker. Friske ærter i grøntafdelingen, der frister noget så grusomt, men altid er melede som ind i helvede den første måned.
Og så er der børnene. Børnene, der langsomt