Jeg tænker, jeg næppe er den eneste, der af og til bruger min Instagram Explore uden det store formål, bare for at koble lidt af og motionere min scroll-finger. Den anden dag endte jeg nede i et kaninhul af de større, og pludselig havde jeg forvildet mig ind på en profil, jeg absolut ikke var målgruppen for, men som fascinerede mig helt enormt. Det var ikke en stor profil, det var en
Indlægget er skrevet i samarbejde med Det Nationale Sorgcenter.
Jeg er ikke bange for at få Corona. Det har taget mig ret lang tid at udrede det vanvittige boost af angst, jeg har døjet med, siden Corona blev synonymt med pandemi frem for mexicansk øl, men det er der, jeg er landet. Jeg er ikke bange for at blive syg. Jeg hører ikke til risikogruppen, og skulle skaden ske, så tror og håber
Da jeg lige var startet i skole, kan jeg huske, jeg tænkte, at dem i 9. og 10. klasse legit var voksne. De måtte forlade skolens grund i spisefrikvarteret, hvor de gik op i Skejby Centret og købte junk på grillen. Da jeg selv nærmede mig den alder, var det gymnasieeleverne, der var voksne. Så blev det dem på uni. Så dem med fast arbejde. Det blev aldrig rigtigt mig selv.
Misforstå mig
Så fik vi de forventede to uger mere i lockdown. Jeg er sikker på, det er den rigtige beslutning, men jeg kan også godt forstå den stigende bekymring blandt små virksomheder og selvstændige. Der er mange afskedigelser og mange firmaer, der nok desværre ikke kommer helskindet ud på den anden side af påske. Jeg er en del af flere netværk for blandt andet enkeltmandsvirksomheder, og
Overskriften siger det hele. Jeg ved ikke, om der findes mennesker, der ikke oplever det her fænomen (i så fald: SNYD!), men jeg ved, at vi er mange, der gør. Man ligger i sin seng og er sekunder fra at døse hen, og pludselig beslutter ens hjerne sig for at forråde en på det groveste ved at bladre tilbage i fortiden og finde et minde frem, hvor man gjorde noget så pinligt, at det med
Annonce for dating.dk
Dengang jeg var i et langdistanceforhold – da alting stadig var lyst og lykkeligt, forstås – der kørte jeg en del med DSB. Mere eller mindre hver weekend, faktisk. Det var før, priserne for alvor eksploderede (og mens jeg havde studiekort) og før, busserne kom på banen, så toget var den vej, man gik. Det var også før, smartphones bragede igennem, så
Der har været solskin hele dagen. Jeg clearede alle former for indbakker og satte mig op i vindueskarmen med en bog. (Jeg ville ønske, jeg kunne skrive ‘en god bog’, men det lader desværre ikke til, at det er tilfældet). Og så sad jeg der og sugede til mig i stor stil. Og well, nu er klokken halv fem, og min hjerne var fuldstændig blank på at forfatte et blogindlæg. Så
Okay, jeg er en lille smule irriteret i skrivende stund. For der skete det, at jeg besluttede mig for, at jeg ville skrive det her indlæg, og så gjorde jeg mig nogle tanker omkring, hvad det skulle indeholde, og på det tidspunkt var der en klokke der begyndte at ringe lidt halvinsisterende i mit baghoved. Det virkede ligesom lidt bekendt. Så jeg brugte søgefunktionen i min backend og fandt
Traditionelt ville jeg lave et indlæg med status over, hvordan det gik med sidste års forsætter og derefter komme med mine nye, men da jeg fandt sidste års indlæg frem, stødte jeg i stedet på disse ord: “Jeg må nok erkende at have set mig lidt gal på nytårsforsætter i år. Mest fordi mange bruger dem på en måde, som jeg også selv gjorde engang. Sådan lidt “mit mål
Jeg faldt lige over det indlæg, jeg skrev tilbage i september, der handler om, når folk bliver så vrede på mig, at de bevidst sigter efter at angribe mig personligt, og det ikke altid har den ønskede effekt. Altså, at jeg nok i virkeligheden bare synes, de er lidt åndssvage.