I et Bridget-indlæg tilbage i januar indgik følgende punkt: “Jeg er med et skub fra jeres side begyndt at se “You”, og den er helt vildt god, men jeg er seriøst bekymret for, hvad det siger om mig, at en del af mig egentlig synes, Joe er meget sympatisk.” Det
For nogle uger brød jeg med en mand, jeg har setes lidt med siden efteråret. Ikke fordi han ikke var sød, for det var han. Virkelig meget endda. Men han havde i bund og grund ikke rigtigt tid til mig, og da jeg holdt op med at være ny og spændende, blev det faktum meget tydeligt. Problemet var bare, at jeg på det tidspunkt havde konkluderet det der med, at han var meget sød. Så jeg
Engang for efterhånden halvmange år siden gik jeg og manglede en ny taske. Det var på en eller anden måde lykkedes mig at lægge en (ret) lille håndfuld tusinde til side, for nu ville jeg faktisk gerne have en ordentlig en af slagsen, og hvis man stalker sale-sektionerne på de fancy-schmancy webshops længe nok, så må man uundgåeligt ramme plet på et tidspunkt. Og så skete det. Jeg
Jeg vil gerne sige rigtig mange tak for responsen på gårsdagens indlæg. Jeg var meget nervøs for at udgive det. Bange, ligefrem. Jeg har i lang tid trukket mig lidt med de indlæg, der kræver mere af mig. Både dem, hvor jeg føler, jeg blotter mig, og dem, der lægger op til debat.
Kender I det, når noget, man egentlig godt vidste, men ikke har lyst til sådan rigtigt at erkende, det begynder at gå og presse på, så man til sidst er nødt til at gøre noget ved det? Det er sådan, jeg har haft det med min indstilling til dating i lidt smålang tid efterhånden. Det startede nok allerede i sommer. Jeg sad på en restaurant med
Jeg havde tænkt mig at starte det her indlæg med: “Ved I, hvad det mest irriterende ved dating er?” Og så gik det op for mig, at jeg har stillet og selv besvaret det spørgsmål efterhånden rigtig mange gange. Og hver gang er svaret anderledes, for hvor det der med at date for folk i langtidsforhold kan virke helt spændende, sexet og eksotisk, så er realiteten, at det i virkeligheden
Det kan allerbedst beskrives som et totalt meltdown. Det, jeg i forgårs oplevede, da jeg var syg på tredje dag, og verden pludselig eksploderede i hovedet på mig. Jeg så den ikke komme, og jeg var ikke forberedt. What goes up, must come down, som de siger, og jeg har da også haft en
Det er det, de siger. Og okay, når jeg ser på min nye header, er det svært at være uenig. Nu. For den er så fin og så utroligt meget mig, og så er der altid lidt Frank med på job. (Den er i øvrigt lavet af Betina Drews, som jeg meget gerne vil anbefale, at man tjekker ud og bruger, hvis man har brug for en illustrator/grafisk
En af de ting, jeg har prioriteret i min terapi, er mit selvværd. Mit stakkels, forslåede selvværd. Når man har gået i årevis med en sygdom, der i bund og grund er en djævel på skulderen, der konstant og meget højt råber, hvor forfærdelig man er, så kommer der
Min yngste nevø besidder det vildeste tilfælde af selektiv hørelse, jeg nogensinde har oplevet. Man kan bede ham om at gøre noget fem gange, hvor han troligt nikker eller svarer bekræftende, og når man så den sjette gang sætter en flig af skarphed i stemmen for at få drengen til rent faktisk at foretage sig noget nu, så kigger han op med sine store, blå øjne og siger helt oprigtigt: