Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Noget om folkeskole-Miriam og Fran Fine

Da jeg lige var startet i skole, kan jeg huske, jeg tænkte, at dem i 9. og 10. klasse legit var voksne. De måtte forlade skolens grund i spisefrikvarteret, hvor de gik op i Skejby Centret og købte junk på grillen. Da jeg selv nærmede mig den alder, var det gymnasieeleverne, der var voksne. Så blev det dem på uni. Så dem med fast arbejde. Det blev aldrig rigtigt mig selv.

Misforstå mig ikke, jeg ved godt, jeg er voksen. Jeg har både boliglån og studiegæld, egen lejlighed og virksomhed, og hvis jeg sætter en brugt tallerken i vasken, så er den ikke på mystisk vis forvundet tre timer senere, når jeg går i køleskabet efter min næste snack. Jeg havde bare altid en fornemmelse af, at jeg på et tidspunkt ligesom ville føle, at jeg havde styr på tingene. Og det er ikke rigtigt sket.

På mandag har jeg fødselsdag. Jeg bliver 34. Hvis du læser med og er midt i tyverne, så synes du nok, det lyder af meget. Hvis du læser med og er midt i fyrrerne, så synes du nok, det lyder af lidt. Alder er en spøjs ting på den måde. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg har krise over min alder. Hvis jeg har det, er det nok mest i relation til, hvad dels mine egne og dels samfundets forventninger er til, hvordan en 34-årig ser ud. Og hvordan det ikke rigtigt er der, jeg er.

For mit vedkommende kæmper jeg nok stadig lidt med den der narrativ, at man er en sørgelig type, hvis man er over 30 og ikke er gift og har børn. Ikke dermed sagt, jeg selv ser sådan på det, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er en idé, der lever i bedste velgående. Jeg er ved at gense The Nanny lige nu, som er en af mine 90’er-favoritter, og jeg elsker den stadig, men den er virkelig et produkt af sin tid. Fran er simultant en sexet, street-savvy kvinde og verdens sørgeligste single, der bare ikke kan finde en mand. Hele hendes liv og stort set hvert eneste afsnit drejer sig om Frans efterhånden ret desperate jagt på en ægtefælle. Ikke kærlighed. Giftemål. Og selvfølgelig er det en komedieserie, og det hele er sjov og ballade – på samme måde som er tilfældet med mængden af fatphobia og toxic masculinity i Venner – men derfor er det stadig et ret tydeligt symptom på en samfundsindstilling, der desværre ikke er forsvundet i så høj grad, som man kunne ønske.

Generelt kender jeg selvfølgelig ikke særlig mange, der lever et liv, der ser ud præcis som de forestillede sig, det skulle, da de var børn. Det gør det ikke til et dårligt liv. En tilværelse som single er ikke per definition noget, der skal ynkes, og det er en super ærgerligt tendens, at det ofte sker ret automatisk. Jeg er på ingen måde ude på at bagatelisere hvor svær behovet for tosomhed kan være, men jeg bliver samtidig virkelig træt af et samfundssyn, der på mange måder dikterer, at man helst skal være halvdelen af et par for at blive set som fuldkommen.

Nej, folkeskole-Miriam havde nok ikke set 33-årige Miriam være der, hvor hun er i dag. Men folkeskole-Miriam var på den anden side også overbevist om, at vi skulle være den næste Britney Spears og stjæle Justin Timberlake (i overført betydning, ikke noget med kidnapning), og det gik ikke just fremragende med det, så hvad ved hun? Realiteten er jo, at 33-årige Miriam  lever et ret nice liv, selvom hun ikke har fulgt livsmanuskriptet™. Jeg satser på, at 34-årige Miriam forsætter samme vej.

Kommentarer (46)

  • Jeg synes faktisk at Miriam lever et rimeligt fedt voksen-liv. Udefra ser det ud til at være fyldt med gode venner, en rar familie og den sødeste kat jeg følger på Instagram. Der er højt til loftet og plads til alle hos Miriam, og så synes jeg faktisk at det er rimeligt voksent at hvile i sig og være rummelig overfor alle hun møder. Og så er det da det fedeste i verden at kunne rumme den barnlige side af sig selv, så man er et skønt og kompliceret menneske, der omfavner alle sine sjove og voksne og skøre sider. Jeg er i midt tyverne, men håber da at jeg er lige så true to myself, som Miriam er, om en 10 års tid.

    Så jeg er enig med dig i at der er noget helt galt med samfundssynet, der ofte dikterer nogle traditionelle idealer, men jeg tror at de fleste af os der følger med her, er nede med at alle kan leve den livsstil de selv ønsker.

    Kipper et flag på mandag for ikke-rigtig-voksen-ikke-rigtig-barn Miriam, som er mega sej og rar. Hurra!

    • Hvor er du sød, tusinde tak! Jeg er jo egentlig også godt tilfreds. Man kan jo sagtens indrette sig fabelagtigt med de ting, man selv har kontrol over. De ting, man ikke har kontrol over (kærlighed, børn – hvis man ønsker det, etc), er jo ikke summen af ens liv eller en som person. Men ja, jeg er helt med på at bakke op om, at folk lever deres liv, som de ønsker!

  • Jeg fylder 35 om et par måneder. Jeg er gift, har to børn, hus, realkreditlån, bil og fast job. Jeg føler mig stadigvæk ikke voksen. Ikke på den måde som jeg havde forventet. På trods af førnævnte ting og at jeg om nogen er samfundets definition af voksen osv, så føler jeg ikke at jeg har styr på en skid og af og til tænker jeg “kommer der ikke snart en voksen der kan hjækpe?” ?

    • Haha, spørgsmålet er, om det nogensinde kommer? Jeg spurgte min mor engang, og hun har det også stadig sådan, og hun er altså over 60! 😀

  • Da jeg var 15, troede jeg at jeg ville have både mand og børn som 25-årig, det skete ikke, men til gengæld var jeg lykkeligt single og lykkeligt børnefri. Da jeg var 26 blev to af mine bedste veninder gravide næsten samtidig, og jeg var stadig single og jeg blev bange for, at komme til at føle mig udenfor og skruk, men det skete ikke. Deres børn er søde og dejlige, men det bedste ved dem er at de ikke er mine. Jeg er nu 27 år og lykkelig i et forhold, men stadig lykkeligt børnefri. Jeg vil stadig gerne de samme ting i det store hele, men jeg har det fint med at jeg ikke er der endnu. Til gengæld har jeg opnået nogle ting, som mit 15-årige jeg ikke ville turde drømme om, og i det store hele så er jeg glad for at min plan ikke lykkedes.
    Alder og forestillinger er en sjov ting (:

    • Så god pointe med, at man jo også har lavet en masse ting, som ens barne-jeg slet ikke havde fantasi til at forestille sig! Ens fremtidsforestilling som barn er jo nok også mærket af, hvor simplificeret ens forhold til livet er i den alder.

  • Du rammer fuldstændig plet med dette indlæg – TAK for at sætte ord på alle mine tanker om alder og min forestående 35 års fødselsdag ??? Tillykke på forskud ❤️

  • Hej Miriam.
    Virkelig godt indlæg. Jeg har selv kæmpet med følelsen af, at jeg var ‘bagefter’ ift. Børn/kæreste/hus/etc, det meste af mine år i 20’erne. Nu er jeg 31 og har stadig ingen børn. Min tvillingesøsters ældste søn bliver 9 til oktober. Heldigvis har det sat mine forældres spørgsmål på pause, at der er andre børnebørn.
    Dejligt at du sætter ord på de fordomme/forventninger man kan møde som single.
    Ps. Hvor har du fundet: The Nanny?
    Elsker den serie. ?

    • Mine forældre holdt heldigvis ret hurtigt op med de der spørgsmål. Jeg ved, at min mor egentlig godt kunne tænke sig nogle flere børnebørn, men hun er fantastisk cool med, at det selvfølgelig er min beslutning, og det har jeg ikke lyst til.
      The Nanny ligger på Amazons streamingtjeneste. 😀

  • Det var lige sådan et indlæg jeg havde brug for lige nu, Miriam! Tak ?? Jeg er selv (kun) 26, men jeg føler allerede i høj grad alle de ting, du selv nævner med egne og andres forventninger til én på min alder.

    • De starter også tidligt! Nærmest allerede når man kommer ud af folkeskolen skal man jo tage stilling til uddannelse, som ligesom skal forme ens fremtid. Og samfundet bærer meget tydeligt præg af, hvor hurtigt man før i tiden skulle blive voksen og slå sig ned. Bare tænk på, at vi stadig giver kanel som 25-årig, hvor det jo i dag er ganske normalt ikke at være blevet gift der.

  • Tillykke med dagen på mandag!
    Da jeg som 5-årig startede i skole, fik jeg en venskabsven, som var 11 år. Målet med mit liv blev at fylde 11 år! Nu venter 30 til efteråret.

  • Da jeg var 16 år sagde min mor til mig, at jeg ikke ville komme til at føle mig mere voksen, men bare få mere ansvar. Jeg syntes det lød forrykt. Nu er jeg 35 år, ingeniør, gift og to børn og kan konkludere, at min kloge mor havde evigt ret.

    • Det er så mærkeligt, for det er jo lidt sort. Så sidder man der og tjener sine egne penge og sørger for sit eget liv, og så føler man stadig, man skal kalde på en voksen.

  • Well said (written). Jeg er også 33 going on 34. Præcis samme følelse. Skal have det dér første barn om 6 mdr., men føler mig slet ikke voksen-voksen. Og alt imens jeg har været feminist og talt for lige vilkår og al den jazz, har min genetik skreget på det barn! Og den holder bare ikke kæft, så nu får den sin vilje. Men min datter skal opdrages til at være ligeglad med alt sådan noget – altså hvis hun vil – så har lige bestilt ‘Brev til en nybagt forælder’ af Chimamanda Ngozi Adichie. Nu skal jeg så godt nok have en dreng, men han skal vel også lære det ?

  • Jeg er 45 og føler ikke, jeg har styr på en skid. Altså, jeg er gift og har to børn, hus, bil, tre katte, håber på en hund. Men omlægning af lån, pension, indberetning af skat, al den slags fatter jeg intet af! Begriber ikke, folk kan finde ud af det…..

  • Det sidste afsnit er så vigtigt, og lige hvad jeg havde brug for at læse. Jeg kan nemt lade alle de tanker og drømme jeg havde som barn og teenager dikter, om det liv eg lever nu er det rigtige. Jeg er 26 og havde regnet med at bo med en kæreste og have børn, hus og have i tankerne. Jeg bor alene og har været single i 3 år. Jeg får så tit spørgsmålet “Skal du ikke snart finde en mand?”. Nu er jeg begyndt at sige nej. Ikke fordi jeg ikke gerne vil have en kæreste; men det skal sgu da være den rigtige, ikke bare en jeg finder for at have en. Indtil det sker, vil jeg ikke sidde og være trist – jeg vil så gerne nyde det liv jeg har nu.
    Det blev til en masse ord – jeg ville faktisk bare sige tak, Miriam, for at du kan sætte ord på noget, jeg selv oplever.

    • Det er verdens måske mest provokerende spørgsmål. “Hvordan går det med datinglivet?” Rager ikke fucking dig! Ugh. Kan blive så hidsig over det. 😀

  • Ting der er værre end at være 34 og ugift:
    En hvilken som helst alder og gift med den forkerte!!!
    Jeg giftede mig med den rigtige da jeg var 38 og efter fem uger med Corona er jeg virkelig taknemmelig for at jeg ikke gik i panik.

  • Hvor er det sjovt med den slags. Jeg er 28 og mor, gift, og i hus med have. Men min karriere er ikke rigtigt kommet igang endnu, som i overhovedet, siden jeg blev færdig med min kandidat i 2017 er der faktisk ikke rigtigt sket det store andet end et vikariat. Og det får mig til at føle at jeg slet ikke er voksen.. Selvom jeg nu skal forestille mig at være nogens mor ?
    Og det er som om de følelser bliver forstærket gange når man sammenligner sig med andre (på samme alder især). Sammenligning må være det værste træk vi har som mennesker, for det fører meget sjældent noget godt med sig. Nogle gange opfører vi os som om der kun er en begrænset mængde talent, skønhed eller succes i verden, og hvis vi ser andre med mere af det end os tror vi at vi så selv er mindre smukke/dygtige/søde.. Men det er jo ikke en pizza. De andre tager ikke ens stykke.
    Nå men uanset – jeg lever et meget andet liv end dig, men kan relatere til dig. Og finder dig inspirerende og sjov! ?

  • Vi er helt på bølgelængde Miriam. Jeg er 37, har børn, mand, hus bil osv. men jeg føler mig heller ikke rigtigt voksen. Det er svært at definere hvad det er der giver den følelse, men jeg får den ofte når jeg ser andre på min alder der bare virker lidt mere tjekkede i tøjet, har lidt bedre styr på økonomien og har de der helt naturlige voksenagtige samtaler med andre vokse- samtaler som jeg aldrig rigtig har synes jeg.

    • Sidste år var jeg til en påskefrokost, hvor jeg var den eneste barnfri, og der blev talt om børnehaveindkøring i to stive timer. Har aldrig følt mig så udenfor i mit liv! 😀

  • I en alder af 33 leder jeg også jævnligt efter en mere voksen voksen. Jeg tvivler på det er noget man nogensinde vokser fra. Min faster har fortalt hun har det på samme måde.

    Jeg bor alene med min kat. Til hverdag har jeg det rigtig fint med bare at være mig. Jeg har aldrig haft det store ønske om mand og børn. I disse tider kan jeg godt savne tosomhed, eller i det mindste bare at bo med et andet menneske. Jeg er så heldig at skulle på arbejde hver dag, så jeg får snakket med andre end katten, men jeg savner virkelig at give nogen et kram.

    Mht Alletiders Barnepige, så faldt jeg tilfældigt over den. Jeg elskede den som barn, og jeg har set den flere gange, men jeg trængte til et godt grin og så tog det ene afsnit det andet. Jeg er nu færdig med alle 6 sæsoner, og jeg må indrømme, at jeg kraftigt overvejer at starte forfra igen. Et godt grin i disse tider, eller i det hele taget, skal man ikke kimse ad.

    • Jeg savner også i Corona-tid. Jeg ville nok ikke helt kunne overskue at bo med et andet menneske, men der er gået mange krammere tabt, som er tiltrængt!

  • Spot on, Miriam. Selvom næsten halvdelen af alle ægteskaber med børn går i opløsning, så er det stadig for flertallet idealet, den skabelon, som man forsøger at presse ned over sin tilværelse. Jeg har personligt været mere ulykkelig i et forhold, end jeg nogensinde har prøvet at være alene. Jovist er der konsekvenser. Men det er der ved alle livsvalg.

  • Jeg husker stadig den der absolutte selvfølge som barn: når man bliver voksen bliver man gift, får børn, bor i hus og har et arbejde. Færdig. At ingen af delene så nødvendigvis kommer af sig selv eller kommer let til én, det finder man jo gradvist ud af. At det så oven i købet ikke er givet, at det er lykken at have de ting, for ikke at tale om, at man kunne noget så revolutionerende som at ønske at leve et helt andet slags liv, ja så langt rakte min fantasi dengang slet ikke.. De er sgu kompliceret at blive voksen. Hilsen en på 34, der – dybt uopfindsomt – er endt med mand, børn, hus osv, men som til gengæld på ingen måde føler sig ‘voksen’.

  • jeg er helt ung (fylder 22 i næste måned), og passer på mange punkter ind i “villa, vovse, og volvo” modellen , og shit der er mange der bliver chokret, når de hører at jeg er gift med min kærste, og at vi har bil, (forhåbentligt snart, vi ligger i forhandlinger, et nedlagt landbrug), 3 katte og en fælles dyr hobby sammen.
    vi har ikke børn, men det er mere fordi at storken lader vente på sig …

    nå jeg mistede også mine teenage år til svær depression, kompliceret sorg, skolevægring, og generel mistrivsel, generelt begynte jeg først at falde til og live op fra min zombi tilstand,da jeg fik styr på alt det uden om

    • Ja, det er spøjst, engang skulle man helst slå sig ned hurtigst muligt, men nu kan man åbenbart også gøre det for hurtigt!

  • Jeg har mand og barn. Selvom jeg elsker dem ubetingget, er jeg pisse misunderlig på dit liv og den frihed du har.

    • Græsset er vist ofte grønnere på den anden side – på nogle punkter i hvert fald. Familielivet koster desværre lidt på frihedssiden. 🙂

  • Jeg er SÅ enig i det med samfundsynet! Jeg mødte min kæreste sidste år, og har været ovenud lykkelig med ham – men det ændrer ikke på at jeg HADER, når folk siger noget i stil med: “Det var vel nok godt, du fik dig en kæreste”. Nej, det er godt at jeg fandt Andreas*. Ikke bare hvilken som helst person, men ham jeg rent faktisk elsker at tilbringe tid med. Efter 4 år som single forventede folk, at jeg dog snart “bare” fandt mig én eller anden. Men hvad folk ikke forstår er, at mine singleår var en AWESOME tid, som jeg ikke vil bytte for noget. Faktisk de bedste år i mit “voksenliv” (24-28 år). Aldrig har jeg lært så meget om mig selv og andre som i de år. Singlelivet er stærkt undervurderet. For det kan være amazing. Og det ér tilladt at sige at man til tider kan savne tosomheden OG samtidig føle man ikke vil bytte sin tilværelse ud for noget. Man må godt det hele – for vi er jo voksne, der selv bestemmer. Også selv om vi ikke føler os voksne 😀

    *navnet på kæreste.

    • Hørt! Hørt! På samme måde som det selvfølgelig er tilladt at savne sit singleliv, når man er i et forhold. Der er jo gode dele ved begge to!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.