Annonce for GoMentor
Jeg har altid været enormt åben omkring min psyke herinde. Jeg synes, det er det åndssvageste tabu i verden. Hvorfor er det alment acceptabelt at gå til lægen, når noget ikke fungerer i ens krop, men pinligt eller skamfuldt, hvis det mentale helbred trænger til hjælp? I sin tid (den meget mørke tid) fik jeg af min læge en psykologhenvisning, der betød, at jeg
Jeg havde faktisk alle planer om at genopstarte Bridget i dag. I løbet af ugen har jeg skrevet de vanligt kiksede ting, jeg gør, ned, for det er jo ikke, fordi jeg er blevet tjekket, bare fordi jeg ikke har dokumenteret mine pinlige øjeblikke. Det er i dag en måned siden, Frank blev fundet, og Bridget har holdt pause lige siden. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har så svært ved at skrive de
Sorg er… farlig. For mange. Jeg kan godt lide min sorg. Ikke hvordan den river i mit hjerte, eller hvordan den tager min søvn, eller hvordan den gør mig trist og træt og opgivende, men jeg kan godt lide, at den findes. Den er vidne om kærlighed. Det ville være mærkeligt, hvis jeg ikke var ked af det. Jeg ville sågar nok føle mig skamfuld, hvis jeg havde været ovenpå igen efter
Den sværeste tid på døgnet for mig gennem de sidste mange år har været, når jeg lægger mit hoved på puden om aftenen. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg lider af periodisk insomni, og jo mere oprør, der er i mit sind, desto værre bliver søvnløsheden. Problemet er tankemylder. For at falde i søvn er man nødt til at give slip, og det er ikke en god ting, når man er midt i en
Det var en hund, der fandt ham. Han havde ligget noget tid, så den fik færten og snusede sig frem til den lille høj, hvor Frank havde lagt sig for at tilbringe sine sidste øjeblikke. I virkeligheden var det utroligt fint. Han lå bare i en af sine sædvanlige sovestillinger, og der var faldet lidt løv ned på ham, men ellers var han i ganske hel tilstand. Hundens ejer ringede derefter
Jeg indrømmer blankt, at overskriften efterhånden er en referencejoke, jeg har tærsket usandsynligt meget langhalm på, men jeg kan nu engang så godt lide den. Og i dag er den en slags nødvendighed, for det er lige præcis syv år siden, jeg oprettede nærværende blog, jeg dengang gav et helt håbløst navn, som vi ikke taler om længere.
Kære læser,
Hvordan du har fundet herind,
…Jeg ved ikke hvad, det er bare noget, jeg har læst engang, og det lyder meget rigtigt. Jeg tackler kriser elendigt. Halvt panik, halv stikken fingrene i ørerne og råbe “LALALALA”. Derfor sidder jeg også lige nu med meget store tårer trillende ned ad kinderne, mens jeg planlægger at give mit VISA-kort en solid svingom, når turen i morgen går til Flensburg.
Generelt
Frank og jeg tager på ferie i morgen. Hjem til min mor. Eller “hjem” er måske så meget sagt, for “hjem” er jo blevet solgt og midlertidigt erstattet af at lille hus meget langt ude på landet, som jeg er meget spændt på, hvordan kattedyret tager imod. Men ikke desto mindre forlader vi København for en uges tid, og det bliver godt. Frank trænger til at ligge i
Det er et af mine yndlingsbilleder i hele verden. Taget min første morgen i en forstad til Boston da jeg efter 10 års dagdrømme endelig fik virkeliggjort mit ønske om en tur til USA. Jeg har svært ved at beskrive den lykkefølelse, jeg havde i det øjeblik. Lige dele stolthed over at have gjort det hele alene og en overvældende ubegribelighed over, at jeg reelt var der. Det skete faktisk.
“Hvad skal du i sommerferien?” Det er et helt almindeligt, venligt og uskyldigt spørgsmål. Og ofte gør det mig alligevel lidt utilpas. Fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal svare. Jeg ender gerne med et “det ved jeg ikke endnu” (ja, selv midt i juli) eller det endnu mere undvigende “jeg har jo altid og aldrig ferie – #bloggerlife” efterfulgt af grin,