Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Jeg er bange – men ikke for det, jeg troede, jeg var.

Indlægget er skrevet i samarbejde med Det Nationale Sorgcenter.

Jeg er ikke bange for at få Corona. Det har taget mig ret lang tid at udrede det vanvittige boost af angst, jeg har døjet med, siden Corona blev synonymt med pandemi frem for mexicansk øl, men det er der, jeg er landet. Jeg er ikke bange for at blive syg. Jeg hører ikke til risikogruppen, og skulle skaden ske, så tror og håber jeg på, at jeg er okay rustet til at komme igennem. Det er ikke en sygdomsfrygt, der ligger til grund for min angst.

Den har grobund et andet sted.

Jeg er bange for at være medvirkende til, at andre bliver syge. Jeg er bange for at være usynlig smittebærer og helt uden at vide det sende en dame i Netto hjem med virussen, fordi der immervæk ikke er plads nok i de københavnske butikker. Jeg er bange for, at nogen af dem, jeg elsker, der er i risikogruppen, bliver ramt. Jeg er bange for at miste. Jeg ved ikke, om jeg vil kunne tackle det. Jeg er bange for at bidrage til, at samfundet skal være lukket ned længere end højst nødvendigt, fordi jeg glemte at spritte hænder, før jeg hentede en pakke. Jeg er bange for de længerevarende økonomiske konsekvenser både for mig selv personligt og for hele verden. Jeg er bange for, at tingene aldrig bliver som før igen.

Jeg savner helt ind i sjælen. Alt og alle. Hverdag og rutiner. Normalitet. Kontrollen er blevet taget fra mig, og det reagerer jeg relativt dårligt på.

Samtidig begynder der at blive råbt vagt i gevær, fordi den her voldsomme livsomvæltning kan have svære konsekvenser for os rent psykisk. Jeg føler mig på mange måder lidt fanget, fordi jeg kan mærke, det påvirker mig utroligt negativt at have så lidt reel kontakt til andre mennesker, men omvendt trigger det også min angst bare at bevæge mig udenfor af de grunde, jeg nævnte ovenfor. Der er et væld af forskellige måder, man kan blive påvirket mentalt af den her tid. Både hvis man i forvejen er lidt uvenner med sin psyke, og hvis man ikke er. Prøv at forestille dig at have OCD, der kommer til udtryk ved germofobi i en verden, hvor alt er lige nu er sæbe og håndsprit og kontinuerlig snak om bakterier? Eller at have en mor, der ikke bare er 75, men også på immunhæmmende medicin? Eller at være i behandling for en spiseforstyrrelse, hvor rutine er alfa og omega for succes kun for at få kastet alle former for rammer ud ad vinduet? Eller at have et meget sensitivt barn, der er ved at eksplodere, fordi det simpelthen er umuligt for ham/hende at forstå eller kapere, hvad der sker. Jeg har uanede mængder respekt for jer, der skal prøve at få en alternativ hverdag op at køre med børn i alle aldre, mange af hvilke ikke er gamle nok til at forstå situationen. Der må være enorm frustration over ikke at måtte se vennerne, irritation over alle de regler, der skal overholdes, og de må også unægteligt kunne fornemme den underliggende frygt, der siver ud i alle revner.

I forbindelse med alle de ting, man kan gå og kæmpe med pt, vil jeg meget gerne gøre opmærksom på Det Nationale Sorgcenter og Børn, Unge og Sorgs Corona-hotline. Her sidder der erfarne psykologer klar til at yde hjælp og rådgivning hver dag fra 9-16. Det er et usædvanligt godt – og gratis! – tilbud. Så hvis du oplever udfordringer som følge af alting Corona-relateret, hvad enten det er på egne vegne eller som pårørende, er der altså her hjælp at hente fra folk, der virkelig har styr på deres shit. Telefonnummeret er 69161667, og du kan læse mere om tiltaget her.

Hvis du har lyst, må du meget gerne dele en enkelt eller to af dine egne Corona-bekymringer i kommentarfeltet. Jeg ved i hvert fald, det hjælper mig at høre, når der er flere, der går med de samme tanker.

#dueraldrigalene

Kommentarer (138)

  • Min mor har kræft og er så meget i risikogruppen som man kan komme. Som om der ikke var nok bekymring allerede så skal jeg udover det også være bange for at hun bliver smittet med corona.

  • Tak for at italesætte hvordan jeg har det. Og hvorfor man ikke “bare” kan løse sin ensomhed med at se nogen. For hvad nu hvis man så dem og de tog virus med videre til deres ældre forældre?

    Føler ingen har forstået det før nu, tak ??

    • Nej, jeg fornemmer også, det stadig er en lidt skamfuld frygt. Jeg føler mig virkelig som en lus mellem to negle.

  • Jeg føler mig som så dårlig en mor fordi min søn, der er autist, ikke kan forstå hvad der sker og jeg er løbet tør for måder ar forklare det på.

    • Kram til dig. Måske er det et sted, hvor en psykolog fra hotlinen kunne hjælpe med nogle redskaber? Hvis du er tryg ved det, selvfølgelig.

    • Hvis din søn er gammel nok så vil jeg gerne anbefale DR ultra… De værter de har er super dygtige til at forklare corona simpelt… Min søn er også lettere autist og når jeg bliver træt, sætter jeg det på og så ser han det et par gange og lader mor her til være med alle spørgsmålene?
      PS vær ikke så hård ved dig selv, du gør helt sikkert dit bedste og er sikker på du den perfekte mor til din søn❤️

  • Jeg savner hverdagen og synes at det er rigtig svært ikke at have noget at stå op til. Jeg prøver at være sød ved mig selv og acceptere at jeg bare ikke har samme energi som jeg plejer, men nogle dage er sværere end andre. Jeg stoppede tingene med en fyr, jeg havde ses med længe, lige efter Danmark lukkede ned og jeg kan også godt mærke at jeg sidder meget mere fast i de følelser end jeg “normalt” ville have gjort, simpelthen fordi jeg ikke har muligheden for at tage ud og lave noget, snakke med nogen og opleve ting for at få det og tankerne på afstand og få fyldt op med nogle positive ting ovenpå de triste følelser.
    Jeg føler bare generelt at jeg “sumper” lidt mere rundt i negative tankemønstre og følelser fordi jeg ikke får nye input. Facetime og gåture på afstand kan en hel del, men rutiner og hverdag er for mig det største savn.

    • Det er fucking svært. Jeg kæmper også med at være okay med min reaktion på alt det her. Øget angst og tilbagefald til gamle mønstre og følelsen af ikke at foretage mig noget ordentligt. Jeg bemærker også, at jeg tramper mere rundt i negative tankemønstre, fordi der ingen distraktioner er, så det er du ikke alene om!

  • Udover at det (som altid) er et virkelig velskrevet indlæg, der fuldstændig rammer hovedet på sømmet i forhold til hvordan jeg selv har det, så er det billede af dig simpelthen intet mindre end FABELAGTIGT!

    Vi er ramt herhjemme på mange punkter. Min mand er hjemsendt fra arbejde og er ved at blive helt kuk af at gå hjemme. Han har aldrig gået så lang tid uden at arbejde før. Vores femårige, der er et af de børn, der har “særlige sociale og pædagogiske behov” og han lever og ånder for rutiner og forudsigelighed.
    Det hænger kun sammen i børnehaven fordi han har ressourcepædagog tilknyttet fire ud af de max seks timer han er der dagligt. Men vi er nødt til at sende ham afsted, for jeg kæmper med en ret heftig depression og både jeg og min mand har brug for at kunne trække vejret lidt. Egen iltmaske først. Ellers er der heller ikke noget overskud til at være forældre for den lille på ni måneder som desværre synes, at søvn er en voldsomt overvurderet ting.

    Jeg HADER corona!

    • Billedet er fucking amazeballs, men al credit der går til Emily Spiro, der har taget det!

      Og jeg er simpelthen så overmåde imponeret over de af jer med børn! De får hverken afløb eller rutiner eller noget som helst. Det må virkelig være svært for både dem og jer!

  • Jeg arbejder på en camping plads med rengøring. Det er langt fra alle der holder afstand. Det bekymre mig når fastliggerne kommer for tæt på mig. De er pensionister. Så pas dog på dig selv. Lad være med gå i tlt flok, lad være med drikke kaffe sammen. I weekender kommer familier, børn mange steder.
    Jeg gør baderum rene.. Selv om jeg spritter, har jeg en riciko for få det og jeg er hjertepatient. Heldigvis ikke i den slemme kategori men sammen med mine andre skavanker.. Min kæreste har mild kol, slæber jeg nu det med hjem til.. Tankerne er mange

    • Jeg har virkelig også bemærket, at de ældre er dårlige til at respektere afstand. Det er drønfrustrerende, for det er jo til dels for deres skyld, at vi andre gør det! Men jeg kan kun forsøge at forstå, hvor svært det må være for dig og din kæreste med jeres risici.

  • Jeg er også bange. Aldrig har jeg været så hårdt ramt af angst, som i de sidste to måneder. Både pga corona, men også pga en masse andre omstændigheder i mit liv. Noget af det jeg frygter allermest er at miste mine bedsteforældre. Jeg er 23 og de er begge 74. De er som et ekstra sæt forældre for mig, og har altid været der, når mine forældre svigtede. Altid klar med kram og kærlighed og omsorg, og bare tanken om en verden uden dem får tårerne frem i mine øjne. Jeg er ikke sikker på at jeg kunne klare at miste dem nu.
    Jeg genkender også frygten for at smitte andre, i det tilfælde af at jeg selv blev ramt af sygdommen. At jeg ville være grunden til at andre skulle opleve den sorg, som jeg selv går og er nærmest panisk over. Det er pisse-fucking-hårdt. Jeg savner min familie og trænger sådan til et kram, men samtidigt er jeg rædselsslagen for hvilke konsekvenser det potentielt kunne have.
    Der er så mange ambivalente følelser på spil, og jeg har så svært ved at håndtere dem. Jeg er virkelig ked af at du og andre også er påvirket af angst, men jeg finder også en trøst i at vide, at jeg ikke er alene med de følelser og tanker, som dominerer for tiden. Tak for dig og dette indlæg, Miriam!

    • Ja, det er jo noget megalort, at vi allesammen (både med og uden angst) kæmper lidt under Corona, men det letter virkelig at tale højt om det. Man føler sig lidt mindre alene.

  • Jeg er bange for at blive syg. Jeg er i risikogruppen og jeg er helt hysterisk bange for at få Covid-19, og jeg er bange for at dø.
    Jeg er bange for at min søn tager virus med hjem fra sine besøg hos sin far, at nemlig.com manden afleverer det med vores bestillinger eller at ungerne på første sætter det på gelænderet i opgangen og det sniger sig ind på den måde. Jeg er også bange for at al den her væren bange fucker mig op. På den lange bane. I de sidste 7 uger har jeg været udenfor en gang. En eneste gang. Og det er jeg egentligt skræmmende ok med det. Jeg har ikke lyst til at skulle ud.
    Og jeg ved ikke hvordan det bliver når jeg engang bliver nød til at møde ind på arbejde igen, i stedet for at arbejde hjemmefra.

    • Du tackler det så godt, som du kan. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad du går igennem, det må være meget hårdt. Afstands-kram til dig.

      • Kæreste Miriam

        1. Tak <3

        2. Det her er et af de mest rørende kommetarspor jeg har læst. Det fylder mig med en følelse af fællesskab. Måske er vi ikke bange for de samme ting, men vi får kollektivt sagt at vi er bange og får sat ord på – bare det at skrive den kommentar jeg skrev i går var udrensende og på en sær vis en måde at kigge mig selv i øjnene på og stikke min frygt en krammer og indlede en stille indre dialog om vi måske kunne gøre noget andet, i stedet for at være så forbandet bange. En reflektion der kun blev stærkere af at ligge og læse andres ord, og dine. For shit hvor er det fint at du tager dig tid til at skrive noget til hver af os. Det er en given af dig selv, der er så smukt. Tak.

        Og hvis du en dag bliver i tvivl om hvad det er du gør, sådan for andre, som menneske (det håber jeg ikke du bliver, men hvis nu), så er det blandt andet dét her. Du tilbyder et sted hvor man kan lægge sine bekymringer og tanker, man kan skrive ting højt, man ikke tør sige, end ikke hviske. Både i den her slags indlæg, i WTF emnerne og i Hemmelighederne.

        • Tusinde tak, hvor er du sød! Jeg tror også fuldt og fast på, at det hjælper at dele. Dels fordi man føler sig mindre alene og dels fordi tanker har en tendens til at fylde bare lige en snert mindre, når de bliver sagt højt.

  • Jeg er ikke bange for at blive syg, men jeg er bange for at vi aldrig kommer tilbage til en normal hverdag.. og jeg er bange for at min mor, som er sygeplejerske, går ned med stress fordi de fortsat er pressede og hver eneste får ny information og retningslinjer!
    Men jeg holder hovedet højt, for selvom jeg er bange, så ved jeg at det nol skal gå! ❤️

  • Hold da kæft. Jeg ved godt at andre har det ligesom mig og går med nogle af de samme tanker. Men du rammer spot on. Jeg er bange for at smitte min mor med KOL. Men jeg er også bange for at være skyld i at andre kan blive syge. Jeg håber også jeg selv vil kunne klare at blive syg, men at kunne smitte andre
    Avs.

    Jeg er også heldig/uheldig ikke at have andre end mig selv at skulle tage vare på og det er både godt og skidt, for jeg savner virkelig også social stimulering. Jeg går ture og ser på mennesker og smiler til gud og hver mand bare for at få lidt af den der følelse. Men det er ikke det samme. Jeg har det rigtig godt i eget selskab, men jeg savner kulturelle events, kram og ikke at skulle holde mennesker 2 armslængde fra mig.
    Jeg håber på vi finder en ny normaltilstand, så forsøger at holde fast i alt det positiv. Men nogle dage er godt nok nemmere end andre.

    • Jeg synes, det er megasvært, det hele, men jeg finder en smule trøst i, at der bliver lukket en lille smule op. Det gør, at jeg trods alt tør forlade min lejlighed og se nogle få mennesker. Det er alfa og omega! Så længe vi ikke skal tilbage herfra, så tror jeg godt, jeg kan holde ud på det niveau.

  • Jeg synes selv jeg har taklet omveltningene godt, og har med positive øyne forsøkt å gi næring til optimisme hos min lille kreds. Inntil jeg plutselig ikke taklet det mer! Plutselig kom alvoret og frykten for det du også frykter, og det bet meg så i røven, at jeg fysisk følte for å krype ut av mitt gode skinn! Det var en helt fryktelig følelse, og selv om jeg etterfølgende fikk styr på panikken, var følelsen av trussel etablert i meg. Og mitt positive sinn kunne ikke lenger skinne like så kraftig. Jeg arbeider i helsevesenet, og vi er nå kastet ut i en voldsom omveltning i hverdagen, med restriksjoner, regler, fysiske forandringer og lignende. Mine pasienter er demente, og vi må ikke gi en klem, ikke stryge hånden over kinnet når de savner, gråter, ikke forstår, ikke husker. Det er så trist, så trist. Og deres fortvilelse smitter over på meg, for jeg vil så gjerne gi dem all omsorg de nå ikke får fra pårørende. Det er godt å lese dine tanker, for så er vi flere om å dele frustrasjon, sorg og fortvilelse. Men også flere til å prøve å løfte hverandre. Takk for deg Miriam, du er alltid en inspirasjon og glede å følge ❤

    • Åh, Siri, mit hjerte græder for dig. Det må være så utroligt hårdt at være i din position. Det er fandme uretfærdigt! Jeg øver mig også i at se de positive ting, og det hjælper, men der skal også være plads til at anerkende, at det hele er noget lort!

    • Det gør mig rigtig ked af at læse at du har det sådan. Men det gør mig samtidig også både glad og rørt at du (som nok ganske få) under normale omstændigheder tager dig godt og kærligt af vores demente borgere. Tak. ❤️

  • Jeg har det på samme måde – jeg er så vanvittigt bange for at komme til at smitte andre, for man ved jo aldrig. (også selvom jeg selv er rask)
    Samtidig er jeg ved at gå til af savn til mine niecer og min nevø – min ene niece blev født 8 dage før vi lukkede ned og jeg har endnu ikke mødt hende. Kan slet ikke holde ud at jeg bare misser den første del af hendes liv. Det er så hårdt ikke at se dem og de synes ikke nødvendigvis lige at det er særligt sjovt at FaceTime – de vil hellere lege.
    Sidst men ikke mindst er jeg bekymret for mine venskaber – jeg har en gruppe nye veninder som stadig mangler at blive helt fasttømret og lige nu betyder det en del, at vi ikke er det. Jeg bor i en anden by end resten og de mødes og går ture på afstand, så jeg er så bekymret for, at de er totalt fasttømrede når vi igen kan mødes og at jeg så er udenfor. Men jeg tør ikke tage offentlig transport og har ikke bil, så jeg kan ikke gøre noget ved det. Det er ikke specielt rart, for på samme tid under jeg dem jo at ses. Ville bare ønske jeg kunne være med.
    Puha – synes virkelig at Corona skulle tage og fucke af.

    • Øv, for helvede, det er lort hele vejen rundt. Kunne du have mulighed for at se din niece og nevøer på afstand, eller bor de også langt væk? Min søster kom simpelthen og hentede mig, fordi jeg ikke var tryg ved at tage det offentlige.

      • Nej ikke rigtigt desværre – de bor på Sjælland og jeg bor i Jylland, så det ville indebære offentlig transport. Lige nu kunne de ligeså godt bo i Timbuktu – det er lige så umuligt at komme dertil pt. Jeg prøver at FaceTime ind imellem og ellers kigger jeg på billeder af dem og tuder lidt imens.
        Åhr hvor skønt at din søster hentede dig – jeg føler mig virkelig heller ikke tryg ved det offentlige, så det er slet ikke en mulighed lige nu.

        • Jeg føler mig mere tryg ved det nu end før. Generelt har jeg fået lidt mere mod, efter der blev lukket en smule op. Men jeg kan godt forstå, du ikke tør. Især på så lang en tur!

  • Jeg arbejder på et afsnit kun med COVID patienter. Mine kolleger er ved at være trætte, både sygeplejersker og læger. Lad mig bare være ærlig – den første uge, måske 14 dage var det fagligt interessant at løfte sådan en omlægning og stå i mange nye situationer. Men nu, 6 uger senere er vi trætte. Og jeg er bange for at folk forsvinder fra afdelingen inden corona gør.

    Og så gør det mig så sur og ked af det at se folk stimle sammen, lægge sig ned i parker og ved vandet og nyde deres “corona-ferie”, mens de brokker sig over at turen til Thailand eller studenterkørslen aflyses!

    • Jeg kan KUN forestille mig, det er røvhamrende hårdt at arbejde med Covid. Jeg har så meget respekt for jer, der gør det. Jeg kan også godt forestille mig, det må svære svært ikke at blive lidt misundelig på os, der har “Corona-ferie” – også de af os, der ikke hænger ud i Fælledparken. Men jeg bliver godt nok lidt ked af det på alle de kommende studenters vegne, hvis de ikke må have lov til at brokke sig over at gå glip af studenterkørsel. Det er en once in a lifetime-oplevelse, og den ligger lige der, hvor ungdommen er på sit højeste. Det ER sgu synd for dem!

  • Jeg er bange for, at min KOL-ramte mor bliver smittet. Jeg er bange for, at hun dør, inden jeg føder det barn, jeg har i maven. Jeg er bange for, at sundhedssystemet er lukket ned, at man ikke får de tilbud, man plejer, at der sker barnet noget, og at det ikke bliver opdaget , eller at noget går galt til fødslen, fordi jeg er ikke var godt nok forberedt. Og jeg er bange for, at jeg ikke er bange nok for at blive ramt af corona.

    Jeg vil bare tilbage til hverdag og arbejde, så jeg ikke har tid til at sidde herhjemme med mine hormoner og tanker.

    • Jeg må give Maja ret… Hospitalsvæsnet er presset som aldrig før. De arbejder på skøre tidspunkter af døgnet for at kunne opretholde sikkerhed og samtidig tage sig af sin familie. Som Norge siger, så ja, så skal der en kæmpe tak til alle de unge, som særligt ofrer sig når vi snakker tabt tid, som aldrig kommer tilbage. Der mener jeg dog, at det er op til den individuelle og dennes familie at sikre en fejring efter Corona, og gøre dette til en særlig fejringerne er mindeværdig mange år frem.

  • Min kæreste og jeg er begge på den samme immunhæmmende medicin. Så jeg lever lidt med en dobbeltfrygt for både selv at dø og at mit livs kærlighed dør. Heldigvis har vi det godt. Vi har isoleret os sammen, ser ingen mennesker, får hjælp af kun de to samme forældre til indkøb. Og ja, prøver bare at få det bedste ud af det. Jeg tænker selv: Vi gør det absolut bedste, vi kan. Og skulle det alligevel gå galt, så kunne vi jo ikke have gjort mere. Den tanke må alle jer raske, der som Miriam, frygter at smitte nogle svækkede som os, gerne låne. Vi gør alle det bedste, vi evner at gøre ❤️

  • Jeg har været i behandling mange år for min angst for at være alene. Føler, at de sidste uger har sat mig enormt tilbage. Normalt skal jeg øve mig at invitere venner/familie, men nu skal jeg hele tiden overveje, om det ikke bare er for egoistisk, fordi jeg kunne komme til at smitte dem. Og de få venner, jeg ser, er jeg rigtig bange for at presse for meget ved at ville se dem meget oftere, end jeg plejer. Så det er bare en dum spiral. Tak for dit indlæg!

    • Det lyder godt nok også træls! Jeg synes, det lyder som et skidegodt kompromis at se de samme personer – det er det samme, jeg selv gør. Mon du har luftet din angst for at komme til at presse dem for dem? For jeg tør næsten garantere, at de bare er lykkelige for at kunne hjælpe!

  • Kære Miriam
    Dit indlæg er spot on. Jeg har ikke besøgt mine forældre siden 14 marts.. Min far er snart 75 og har haft dårligt hjerte i mange år ? Så tør simpelthen besøge dem.. Ved godt at man kan sidde med afstand osv..mennnn nej. Jeg har dog ( heldigvis ❤️) fået dem instrueret i Zoom ? Og det er MEGA dejligt..så de får rundtur i huset..så de kan se banditterne ( Kattene)
    Jeg har også været nervøs ( ikke så meget mere) da jeg har haft en del blodpropper og hjerneblødninger for nogle år siden..og så begynder tankerne bare at komme..plejer ikke at være et problem, men usikkerheden for dem til at blusse op..kan sygehusvæsenet klare det osv osv.
    Jeg ser så meget frem til alt dette er overstået ❤️

    • Hellere overforsigtig end underforsigtig! Gudskelov at vi trods alt lever i en tid med teknologi og kan ses på afstand.

  • Jeg er gravid, men kan godt mærke at jeg tager det ret roligt ift. mange andre der er gravide.
    Jeg er, ligesom dig, heller ikke så bange for at blive smittet. Dog er begge mine forældre i risikogruppen, så jeg ville også være enormt ked af at komme til at give dem sygdommen.
    Med de nye testcentre håber jeg på at kunne blive testet, så jeg endelig kan få lov til at give min mor et kæmpe kram! Hun bor alene og er god til at holde humøret oppe. Men synes snart hun trænger til noget kærlighed!

    PS undskyld for alle kommafejl.. Håber ikke det gør for ondt i øjnene. Og tak for en skøn og ærlig blog 🙂

    • Jeg glæder mig så meget, til tests bliver vidt tilgængelige! Det vil gøre det lettere for os allesammen!

  • Det bekymrer mig, om nogle i vores familier bliver syge i DK, for sagen er at vi pt ikke kan tage hjem og så komme tilbage til USA. De har lukket ned for al visum service, så hvis vi tager ud, kan vi ikke forny visum og komme ind igen. Jovist, som turister, men så mister vi begge arbejdet. Det er en potentiel virkelig nedern situation, men som jo ikke er sket endnu. Hvad der er mere reelt er, at vi ikke kan få gæster og ikke kan få besøg, før grænser og lockdown begynder at åbne. I det små er jeg da bekymret for om vi kan klare lockdown indtil juli, som det er tilfældet her. Men det er nu ikke så stor en bekymring. Den største er den med de forbandede landegrænser, visumregler og åndsvage præsidenter.

    • Hahaha, jeg ved godt, det er en alvorlig kommentar, men jeg grinede lidt over dit Trump-dis! 😀 Men i fuld alvor, det kan jeg fandme godt forstå, du er nervøs for. Distancen må tilføje en ekstra grad af bekymring, for i lille Danmark kan vi trods alt altid komme fra A til B, hvis det skulle gå galt.

      • Haha, godt det kunne bringe lidt morskab! Ej, det er tragi-komisk. Vores familie spurgte, om der var nye tiltag herovre og vi sagde, ja da, præsidenten har sagt, at man kan indtage solstråler og blegemiddel, men det har sundhedsstyrelsen dog frarådet. Altså, det er der vi er! Ingen Mette F agtige pressemøder, ingen sammenhængende strategi. Bare et stort kaos, som vi nu betaler prisen for. Vi skal som sagt have vores søn hjemme indtil juli. Det er skørt at følge den danske udvikling og så den amerikanske, der er SÅ forskelligt. Men man kunne nok ikke forvente andet af Trump’s USA. Hvis lortet rammer, så rejser vi naturligvis bare hjem til DK, det kan man heldigvis stadig. Det er bare det med at komme ind igen, der er kringlet. Men, ting åbner op igen. Vi skal bare lige have is i maven og krydse fingre for, at der ikke kommer akut behov for at rejse hjem

        • Det er vildt at se, hvad der foregår derovre. En præsident med fuldstændig usammenhængende og nogle gange decideret farlige udtalelser og folk, der samles i store protestflokke, fordi de er imod lockdown. Jeg håber, I klarer jer nogenlumde!

  • Min datter på 18 mdr skal til en undersøgelse på hospitalet i morgen. Jeg har hele tiden tænkt. at det er dejligt, at de har åbnet lidt så vi kan få det tjekket, men alligevel rammes jeg af tvivl her til aften. For hvad nu hvis en af os bliver smittet. Ovenikøbet vil de helst kun have én forælder med barnet, vi havde (lidt naivt måske) regnet med at vi selvfølgelig begge to skulle med.
    Det er første gang jeg reelt er bange under alt det her, og det er på trods af at folk ikke holder afstand, og min datter er tilbage i dagpleje. Men dagplejen ved jeg har fuldstændig styr på det, og min datter kommer ikke i nærheden af butikker. Måske jeg bare er en bekymret mor.

    • Selvfølgelig er du en bekymret mor! Og det skal du da også være! Måske tænk sådan her på det: Hvis der er nogen, der virkelig har forstand på at tage deres forholdsregler, så er det netop hospitalerne.

  • Tak ❤️ Lige hvad jeg trængte til at læse efter lidt tårer over savn. Savn til familie og især forældre. Har oplevet alt det her corona på samme måde som dig – og er så bange for at være skyld i andres sygdom. Min største bekymring er min farmor som ikke helt forstår alvoren og stadig ser venner i ny og næ.. nok på grund af en kombination en ensomhed og forvirring og alderdomsglemsomher.. uanset hvad er det hårdt og jeg føler mig magtesløs.. så tak for indlægget. Lige hvad jeg trængte til at læse her til aften

    • Min mormor er 90+, og hun er så godt til at tage det seriøst. Min far, der snart rammer 70? Not so much. Det er så svært at se på, når de ældre generationer ikke tager det seriøst. Jeg tror måske, de bare har været igennem så meget lort allerede, at de føler, de er hærdede.

  • Har for 3 mdr siden godt konstateret Diabetes 2 og forhøjet blodtryk. (Som jeg sket ikke har accepteret endnu) Og min kæreste er også diabetes. Så læser at nummer 1 på listen over døde er dem med forhøjet blodtryk, på listen er også en god portion med diabetes og endelige er jeg også overvægtig…har godt nok tabt 12 kilo… På den ene side føler jeg mig ikke syg, men på den anden side føler jeg at jeg er ramt triple. Ork, håber bare på en vaccine meget snart.

  • Som du er inde på, så er jeg bange for ikke at tage de rette hensyn og derved smitte andre, jeg savner at komme ud, men når jeg er ude at handle, har jeg også bare lyst til at løbe grædende hjem.
    Men min største frygt, er hvordan min søn på 7 kommer igennem det her. Han har det svært i alt det her og det kommer mere og mere til udtryk. Jeg er bange for at det vil følge ham længe og skade ham psykisk.
    Og så er jeg bange fordi jeg ikke længere tør drømme om fremtiden.

    • Hvis du har brug for noget sparring i forhold til din søn, så prøv evt at ringe til den hotline, jeg taler om. Der sidder meget erfarne psykologer med speciale i børn – måske det kan gøre, du føler dig lidt bedre rustet? Jeg kan kun sympatisere med din bekymring, det må være svært at føle sig magtesløs som mor.

  • Du rammer fuldstændig spot on Miriam!
    Jeg er pædagog på et bosted og vi har to borgere med svagt immunforsvar, så selvom vi godt må lave en lille smittekilde, så er jeg bange for at bringe Corona ind på mit job eller omvendt fordi jeg stadig går på job og ser beboere og kollegaer, så øger jeg risikoen for, at smitte nogen i min egen personlige lille smittekæde.
    Det er lige til at blive Sindssyg af! Også fordi jeg også kan mærke, at det ikke er godt for mig ikke at mærke/kramme dem jeg holder af, når jeg også i forvejen er single. Hudsult har fået en helt ny betydning og det samme har ensomhed!
    Tak for at tage det op! <3

  • Jeg har social fobi og klarer men hverdag sådan rimeligt under normale omstændigheder. Noget af det der er svært for mig normalt er at gå ud at handle f.eks. fordi jeg er bange for at gøre noget som andre vil se skævt til eller irettesætte mig for. Det trigger mig helt vildt med alle de forholdsregler, krav om afstand osv. som jeg bliver meget angst for at komme til at overtræde ved et uheld.

    • Jeg har selv døjet meget med social angst, så det kan jeg virkelig sætte mig ind i! Især fordi der aldrig har været så mange mennesker på gaderne, som der er nu, og der er ikke længere “stille” perioder fx at handle på. Kram til dig.

  • Jeg har samme tanker!
    Jeg er lærer og er tilbage på arbejde. Jeg er så bange for, at jeg ikke overholder retningslinjerne for mine elever og dermed er med til at sprede smitte – men børn er jo børn… Samtidig har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke føler mig som den samme dygtige lærer, da min tid går med at vaske og spritte – det tærer på overskuddet det hele. Så jeg bruger meget tid på at slå mig selv i hovedet, fordi jeg kunne have gjort det bedre.

    • Du gør det bedste, du kan! Det understreger dine bekymringer kun. Men jeg kan godt forestille mig, det må være svært ikke at sammenligne med den måde, tingene kørte på før.

  • Tak! for at sætte ord på det. Jeg har været så hårdt ramt af min angst siden lockdown. Og jeg er endda sygemeldt i forvejen, så jeg kan slet ikke rumme hvor meget, det påvirker andre mennesker. Min angst er også meget i frygten for hvordan fremtiden ser ud, og om samfundet bliver nogenlunde normalt på et tidspunkt igen.

  • Jeg er gravid og ikke bange for at jeg bliver syg og dårlig, jeg er bange for at der faktisk ikke er nogle der ved om vores ufødte børn bliver påvirket af det. Måske ikke nu, men hvad med om 16 år? Får vi en generation med dårlige lunger og ekstrem astma?

    • Det kan jeg sgu godt forstå. Min viden ligger på et alt for lille sted til at kunne sige noget tilnærmelsesvis klogt om det.

  • Tak for det her indlæg! ❤️ jeg døjer også med angst, og for mig trigges den, når jeg ikke føler mig i kontrol eller tingene ikke bliver på den måde, jeg havde forventet. Der er lidt rigeligt med tiggere lige nu!

  • Jeg er både bange for at smitte andre og for selv at blive smittet. Jeg er i risikogruppen og er sygeplejerske, så jeg SKAL på arbejde, jeg har ikke noget valg. Jeg går på arbejde hver dag med frygten/angsten for at blive smittet og måske blive alvorligt syg eller i værste fald miste livet. Jeg ville ønske, at jeg havde det privilegium, at kunne blive hjemme og passe på mig selv som så mange andre.

    • Det virker på alle måder virkelig uretfærdigt og helt forkert, at du er tvunget på arbejde. Fuck mand.

    • Shit! Fie… Tak for dig, og dit arbejde, men hvor ville jeg ønske at sundhedspersonale kunne få lov at blive hjemme hvis de er i risikogruppen.
      Virtuelt afsprittet kram <3

  • Jeg er bange for at min mor bliver smittet med corona. Hun fik uhelbredelig kræft i her i marts.
    Hvis jeg besøger hende risikere jeg kun bliver smittet og dør af corona.
    Hvis jeg ikke besøger hende, vil hun måske nå at dø alene. Vi ved ikke hvor længe hun har igen.
    Yderligere skal jeg snart på arbejde igen og der er risiko for smitte. Bliver fyret hvis jeg ikke tager på job. Bliver jeg fyret kan jeg ikke betale min lejlighed..
    Føler alt er så tungt.

    • Åh Malene. Det lyder på alle måder helt forfærdeligt. Jeg kan ikke sige noget, der kan gøre din situation bedre, men jeg sender dig de varmeste tanker. Hvis du har svært ved at tackle dine følelser, så overvej måske at ringe til den hotline, jeg nævner. Der vil du få reel psykologhjælp fra en, der er ekspert på netop det område. Det kan måske lette bare en smule på alt det tunge.

  • Jeg er 100% alene med mit barn og har holdt os isolerede fra andre, så vi har kunnet få aflastning fra mine forældre, for hjemmearbejde + hjemmebørnehave er ikke et match made in heaven.
    Nu er der plads i børnehave og vi får en mere alm hverdag, men jeg er bange for ikke at magte at skulle være helt alene, men jeg er endnu mere bange for at skulle komme til at tage smitte med til mine forældre.

    Allermest tror jeg faktisk jeg er bange for ikke at komme tilbage til en velkendt verden igen ?

    • Savnet til det gode gamle fylder meget også for mig. Lad os åbne, den stille åbning kan få lov at fortsætte!

  • Jeg kan sagtens følge sin frygt for at være smittebærer. Min frygt går på hvad det gør for vores samfund at alt lukker ned men også hvordan det påvirker mine børn at være i en verden hvor der er så meget frygt de ikke forstår og hvor der er skruet ned for alt hvad der hedder kram fra andre end os herhjemme. Men jeg har fuld tiltro til både børnehave og beslutningstagere og at de træffer de rigtige beslutninger for os alle.

    • Jeg tror også, det er et nødvendigt onde for den store helheds skyld. Men derfor har det jo stadig nogle konsekvenser, vi skal leve med. Jeg kan også godt frygte reaktionerne fra børn på længere sigt.

  • Mennesker er det helt store savn for mit vedkommende. Ikke at kunne kramme dem, jeg elsker, og ikke at vide, hvornår jeg kommer til det igen. Især min mor, jeg er ved at gå til over ikke at kunne kramme min mor.

  • Jeg er i risikogruppen og var næsten ude på den anden side efter 10 år med både angst og depression. Jeg var medicin fri, depressionen har været væk i et års tid og angsten kom kun i meget pressede situationer og var håndterbar. Nu er jeg tilbage til næsten daglige tårer, angst for alle mennesker og en følelse af ikke at kunne trække vejret ned i maven. Jeg er så bange, jeg er bange for at dø. For fem år siden havde jeg hilst døden velkommen, men jeg holder endelig af livet, så nu er dødsangsten der, og jeg kan ikke få snakket den ned med “Det er ikke så slemt, det skal nok gå”, for corona er slemt, og corona kan slå mig ihjel.

    • Puha, det lyder godt nok ikke rart. Det må være svært med så voldsomt et tilbagefald, når du nu lige følte dig ovenpå. Jeg håber, du får hjælp til at forsøge at manøvrere lidt i det.

  • Lige nu er jeg super splittet i mine følelser og hormoner. I starten af nedlukning, arbejdede min kæreste og jeg begge hjemmefra, med det resultat at vi fik en masse hyggelig tid sammen. Nu er min kæreste imidlertid retur på kontoret (der tager alle forbehold), mens jeg stadig er hjemme. Det har startet en nedadgående spiral, hvor mit humør er så dårligt og min motivation er lig nul, og samtidig føler jeg mig lidt “vraget”, sådan at min kæreste hellere vil på kontoret end arbejde hjemmefra med mig. Vi har talt meget om det og det er ikke sådan at tingene hænger sammen, men jeg kan ikke styre mine følelser og tænker muligvis at det handler om et sammensurium af ting, der lige nu påvirker mig. Synes bare det er en umådelig svær følelse oven i alle de andre coronarelaterede angstfølelser og dårligdomme. Tak fordi du tillader et forum, hvor vi kan dele stort og småt.

    • Min umiddelbare tanke er, at det er helt naturligt, du reagerer, som du gør. Som du selv siger, der er et sammensurium af ting, der går ind og fucker med ens hoved, og du har ikke rigtigt andre end din kæreste at reagere over for, så det er ham, der bliver modtager. Hvor er det dejligt, at I kan snakke om det!

  • Jeg savner min familie rigtig meget og synes, det er svært ikke at have nogle faste rutiner. Dagene flyder sammen, jeg føler mig ikke produktiv nok i forhold til, hvor få forpligtelser jeg har.
    Jeg er også nyuddannet fra i sommers og har endnu ikke formået at finde et job. Hvor længe går der nu, før der kommer et til mig?

    • Jobmarkedet lider virkelig, og jeg kan så godt forstå, du er bekymret, når du ikke engang har haft mulighed for at dyppe tæerne endnu. Jeg håber, det helt rigtige dukker op til dig inden længe.

  • Puha :(. Jeg kan godt forstå din angst. – og jeg har den også ! Men jeg er også angst for at vi bliver så menneskesky at vi ikke kan give et kram eller en skulder der hvor det behøves !
    Jeg er angst for at mine børn især skal blive sådan nogle socialt hæmmede mennesker , forstået på den måde at isolation bliver en normalitet og at “sammen hver for sig” bliver et helt normalt begreb ! Det bliver det aldrig for mig , men min 16 årige datter har tager det her så bogstaveligt at hun de sidste 2 mdr ikke har set en veninde eller forladt vores ejendom , og hvordan skal hun starte i gymnasiet til sommer – med tanken om “sammen hver for sig “ .. for hun vil heller ikke smitte …. eller smittes !

    Man håber naivt hver dag at man vågner op og så har det her været en meget Bizar drøm – eller at man når man tænder for fjernsynet ser “Breaking news : vaccine virker “

    Tak for din altid gode og nærværende tilgang til tingene Kære Miriam !
    Det skal nok blive godt igen ❤️

    • Det er også en bekymring, jeg deler. Jeg synes, det hjælper, at der er blevet lukket en lille smule op, og isolationen ikke er HELT så voldsomt, som den var først. Men jeg er også nervøs for, hvor længe fysisk kontakt skal være forbudt. Jeg tror, vi er mange, der mangler den.

  • Du ser blændende ud og dit indlæg er så vigtigt og velskrevet!

    Jeg skulle også lige lokalisere min angst i starten, da jeg isolerede mig i tre uger. Fandt også ud af, at jeg ikke er bange for sygdommen, men konsekvenserne. Jeg har lige kæmpet mig igennem en lang og hård periode med stress. Blev raskmeldt 1/2 og skulle endelig til at finde et job igen og tilbage til en normal hverdag. Så kom Corona. Så min angst ligger i frygten for fremtiden. Manglende job, singletilværelsen og hvad der ellers er af drømme. Derudover fungerer jeg ret sort/hvidt, så når der kommer restriktioner tager jeg dem meget bogstaveligt. Bliv hjemme = isolation. Det er dog blevet bedre med tiden, men uvisheden er ikke en drivkraft eller spændende for mig – tværtimod. ?

    • Jeg øver mig også på ikke at være helt så sort/hvid. For selvfølgelig skal vi også kunne fungere på et menneskeligt niveau, og det er svært i total isolation. Så det er nok noget med at prøve sig frem lige så forsigtigt.

  • Hvor er der stærkt du svarer på alle kommentarer ❤️

    … Og der er i øvrigt også et rigtigt godt indlæg. Jeg hsr andre følelser i dette her, men følte alligevel dit indlæg ramte plet i noget og lærte mig noget. Og så var det i øvrigt velformuleret

    • Tusinde tak. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi husker ikke at gå alene – også i overført betydning.

  • Fantastisk indlæg som altid !

    Jeg har delt min tid op i 4 dele tror jeg –

    En del af min tid på at frygte – på alt – corona, økonomi, fremtid.

    En del af min tid på at savne – at komme på job og se venner og familie og normalt liv og frihed.

    En del på at være ked af det på mine store børns vegne, på alt det de går glip af (og ja det bliver sommer igen men det er bare ikke lige præcis denne sommer, som skulle være den første så mange ting).

    Og en del på at bagatallisere og sige nu er det nok og det skal nok blive godt og så slemt er det jo ikke og

    Surprise – cirklen starter forfra!

    • Det er svært at navigere i alle de ting! Jeg tager også mig selv i at forsøge at mane lidt til “fornuft”, men jeg tror omvendt også, det er vigtigt, at der både er plads til at fokusere på det positive og det negative. De færreste ting er jo 100% enten/eller.

  • Sikke en omsorg du viser, Miriam. ♥️ Det rører mig dybt at læse dine kommentarer til alle os læsere.
    Jeg har også bekymringer om covid-19, men de fylder ikke så meget som de ellers godt kunne have gjort. Jeg har nemlig i mange år lidt forfærdeligt af OCD med fokus på bakterier. De sidste ca. 5 år har sygdommen været under kontrol. Nu er vi kommet ind i en tid, hvor alle mine ritualer fra dengang, nu pludselig er noget, der bliver anbefalet af Sundhedsstyrelsen. I starten var jeg helt ude at skide og utrolig bange for at blive OCD-syg igen. Men jeg har genvundet kontrollen. Jeg vasker og spritter, men er ikke hysterisk. ? Og min lille søn får lov til at lege frit og blive beskidt. Det er den VILDESTE sejr! Det kan slet ikke beskrives.
    Samtidig er jeg smerteligt bevist om alle dem/jer, der endnu ikke har fået kontrollen over angsten.
    Alt bliver godt igen. Måske ikke godt, som vi kender det, men det BLIVER godt igen. ♥️

    • Åh, hvor er det dejligt at høre, at det faktisk er blevet en succesoplevelse i stedet for det skridt tilbage, du frygtede. Stærkt! Tillykke!

  • Personligt er jeg heller ikke på nogen måde bange for at blive smittet, jeg er i min bedste alder, sund, rask og i god form. Men ligesom dig er jeg også bange for at være smittebære.

    Jeg arbejder til dagligt i Københavns politi, af hvilken grund jeg dagligt har kontakt med rigtig mange mennesker, og selvom vi forsøger at holde afstand, spritte hænder osv, så er kontakt med andre bare en del af jobbet.

    Der hvor det for mig bliver ekstra svært, det er, at min far klart ligger i risikogruppen, hvorfor jeg ikke har besøgt mine forældre siden udbruddets start. Men nu har min mor fået konstateret depression. Det er enormt frustrerende ikke at kunne besøge min mor og hjælpe hende igennem denne tid, af frygten for at smitte min far. Kæmpe lortevirus.

    • Det må være så svært at forsøge at finde balancen mellem kontakt og ingen kontakt i dit job. Undgås kan det jo immervæk ikke. Jeg håber, din mor får noget hjælp? Depression er en fucking nederen sygdom, og den er meget svær at bekæmpe, fordi evnen til at gøre ALT bliver påvirket, men der er heldigvis efterhånden mange hjælpemidler inden for området.

  • Jeg er i risikogruppe, på immunundertrykkende medicin og kemopræparat.
    Jeg er isoleret hjemme, alene, og har været siden 9..marts. Jeg har siddet i en have 4 meter fra veninde, et par gange. Gået tur med 3 meters afstand. Drukket kaffe i en indkørsel et par gange. Kører turer i bilen ud af byen, for at gå. Thats it.
    Jeg får varer bragt til min dør, og holder mig faktisk næsten 100 procent fra andre mennesker. Men det er hårdt! Jeg ved GODT hvor udsat jeg er. Det er der ingen tvivl om.
    Jeg er fed up! Af virtuel kontakt. Facetime, telefoner, Skype. Selv lægesamtaler er på video eller telefon. Jeg orker det ikke mere!
    I starten tænkte jeg meget på, at hvis jeg nu blev syg (jeg har kroniske sygdomme) og dårlig, så måtte ingen jo komme ind til mig. Shit det holdte mig vågen i en uge
    Mit arbejdsliv er sat på pause, mine kolleger er tilbage på job, men Jeg har lige fået en opdatering fra lægen om, at jeg fortsat skal være hjemme frem til pinse . “Og, du skal regne med det forlænges”.
    Det vidste jeg nok godt, men alligevel slog det mig ud.
    De siger, at en del mere af samfundet åbner d.10. Maj. Det åbner ikke for mig.
    Jeg føler. at jo flere ting der åbner, jo mere skal jeg lukke for. Jeg står og ser ned på glade kunder i en frisørsalon – og tænker: Jeg ville bare gerne kunne få en på besøg. Jeg er ikke mindre udsat idag end jeg var for 1 måned siden. Men jeg føler mig mere “glemt”. Jo mere vi skal åbne op.
    Det er en virkelig svær tid .
    Ps: På positiv siden har jeg oplevet kolleger, naboer, venner, fremmede endda tilbyde hjælp, også helt uventet. Til indkøb, affald, post, facetime kaffe osv.

    • Der er slet ingen tvivl om, at jer, der er i risikogruppen, er blevet tildelt en vanvittigt uretfærdig hånd. Hvor er jeg ked af, at du skal kæmpe på den måde. Det er dejligt at høre, at du har et solidt netværk, der bakker op og hjælper og ser dig, men det er selvfølgelig på ingen måde det samme som at kunne leve frit. Kæmpe krammer til dig.

  • Først og fremmest: Hvor er det fint at skabe et ‘frirum’, hvor bekymringer er tilladte og hvor man mærker, at man ikke er så alene som man nemt kan føle sig i disse tider.

    Jeg er også i risikogruppen og bange. Jeg føler mig desværre bange for verden – og endnu mere bange for hvornår eller om den følelse nogensinde forsvinder igen.
    Det er ensomt at være den eneste der er isolerer sig. Jeg kæmper med ikke at føle mig ‘glemt’, og det skar i mit hjerte, at min familie sås, fordi de savnede hinanden. Jeg savner også, men var ikke en del af den ligning af den grund. Jeg ved selvfølgelig godt, at mit afsavn ikke skal holde dem fra at ses. Knytte nødvendige bånd hvad angår min 9 måneder gamle niece og min mor. Jeg er bare bange for, hvornår det er min tur til at se min mor igen, bange for, at hun bidrager til at udskyde det, bange for, at hun selv bliver smittet og bange for, at det aldrig rigtigt kommer til at føles trygt igen. Æv. Sgu.

    • Det er fandme også meget æv! Som du selv siger – hvis det er muligt for dem, så skal de selvfølgelig ses, men det betyder på ingen måde, at du ikke er retfærdiggjort i at føle ekstra savn og misundelse, for det er sgu ikke retfærdigt, at du ikke kan være med. Jeg håber, det lysner snart, og verden langsomt vender tilbage til noget, vi ikke behøver være bange for.

  • Tak for det her indlæg, det er vigtigt. Det fik mig til at tude. Min mor blev diagnosticeret med alvorlig, kronisk kræft i januar, som om det ikke er slemt nok at skulle forholde sig til i sig selv, sker alt det her corona kaos. Jeg har benyttet lignende tilbud og kan kun være i beundring for, at der også tages højde for alle dem, der i forvejen har andre belastninger, der bliver yderligere pressede i de her situationer. Jeg satte især pris på Mette Frederiksens pressemøde, hvor hun nævnte ensomhed og angst, for første gang blandt alle de andre meget (!) reelle risikogrupper. Tak, fordi du blogger, Miriam.

    • Jeg synes faktisk generelt, der bliver gjort en stor indsats for at hjælpe dem, der sidder i nogle ekstra lortesituationer. Også bare ved at opfordre til at huske dem og række ud og tilbyde hjælp. Det synes jeg er virkelig dejligt. Det ændrer dog desværre ikke på, hvor fucking hårdt de må have det, og jeg synes også, det er svært, når vi ikke aktivt kan gøre mere.

  • Det er simpelthen så godt skrevet! Jeg har det akkurat lige som dig og jeg kæmper virkelig med det. Jeg kæmper også rigtig meget med de mennesker som konstant skal sige, “ej men du må tænke på du stadig har dit gode helbred og der er jo nogen som har det værre end dig!” Så fordi nogen har det værre, må jeg ikke være ked af, eller træt af min specifikke situation. Det kan gøre mig både vred, men får mig også til at skamme mig lidt og det er en meget træls følelse.
    Jeg har også endelig mødt den mand som jeg tænker er den helt rette, vi har kun kendt hinanden i 2. mdr. nu og han er i højrisikogruppe 1 og jeg er skrækslagen for, at ham der tog mig så mange år at finde, kunne risikere et meget dårligt udfald hvis han får corona. Og igen hører jeg folk sige til mig – ej slap af, der sker sikkert ikke noget, der er nogen der har det værre.

    • Det er virkelig en misforstået måde at forsøge at dulme folks bekymringer på. Jeg hører den også en del, og jeg forstår godt, hvor det kommer fra, men det hjælper eddermame ikke!

  • Jeg er som sådan ikke bange for corona/covid-19, men jeg er bange for alle de følgevirkninger, der er. Jeg har tillid til, at mine nærmeste tager deres forholdsregler, som jeg tager dem for deres og mine medmenneskers skyld. Jeg havde dog en større diskussion med min bror op til påske, hvor han insisterede på at tage hjem og besøge vores mor i en uge, selvom hun har lavt blodtryk, diabetes og hjerteproblemer. Hun er sendt hjem fra sit SFO-job af den årsag. Jeg synes det var dybt uansvarligt! Jeg har ikke besøgt min mor og den hjemmeboende bror siden januar – corona væltede de planer, vi havde lagt.
    Situationen fucker også med mit speciale. Bibliotekerne er lukkede og vi kan derfor ikke få materialer hjem – det er lidt et problem, når man skal bruge ældre tekster om mere obskure emner, som ikke er digitaliserede. Mit universitets bibliotek har åbnet lidt op, men det hjælper ikke meget, når der ikke transporteres bøger mellem deres lokationer. Og den bog, jeg skal bruge er bortkommet og skal erstattes – de kan ikke få bøger pt, så der er lange udsigter. Jeg er bange for det jobmarked, jeg kommer ud på som nyuddannet humanist; det er ikke nemt i forvejen, og det er næppe nemmere med endnu flere arbejdsløse.

    • Fuck mand, jeg havde slet ikke overvejet i hvor høj grad bibliotekernes lukning påvirker eksamenssituationerne. Det er svært nok at få fat i de rigtige bøger, når bibliotekerne faktisk er åbne!

  • Det er svært at være udskolingslærer i den her tid. På den ene side har man forældre, der skriver, at deres børn har for mange eller for få opgaver, eller at ens undervisning ikke er tilstrækkelig, selv om jeg pt. arbejder knap 50 timer om ugen og har minimum 2 timers samtaler hver dag med mine sårbare elever – alt imens man møder op med smil og trivselstiltag online hver dag. Er ved at brænde sammen følelsesmæssigt, men det går ALDRIG ud over mine elever. Jeg gør det så godt, jeg kan, men jeg kan altid gøre det bedre, og det er svært for en perfektionistisk pleaser at acceptere…
    Jeg savner “mine” unger … 🙁

    • Hold fast i det med, at du gør dit bedste! Der kan intet mere forlanges af dig. Jeg håber også, forældrene er opmærksomme på, at I sidder i en røvsvær situation og ikke lader deres frustrationer gå alt for meget ud over jer.

  • Tak fordi du skriver dette indlæg.
    Jeg er selv meget bekymrede for mine bedsteforældre i 80’erne, som har isoleret sig i deres lille parcelhus. Jeg bor i udlandet og har derfor ikke mulighed for at besøge dem på afstand. Min bekymring går både på smitte, men ligeså meget om de bliver alt for ensomme.

    • Det må hjælpe lidt, at de i hvert fald har hinanden! Men ja, det er svært med den der totale isolation for de ældre.

  • Jeg er ikke bange for selv at blive smittet – men jeg er bange for at få det og smitte andre. Som min kæreste, der har astma og nedsat immunforsvar efter en kræftsygdom. Som min far, der har forskellige aldersbetingede sygdomme, og som nu må vente meget længe og tålmodigt for at få tjekket en mulig kræftknude i brystet, fordi alle kræftpakker er sat ud af spil.
    Jeg er pissebange for at miste mit job, for jeg arbejder i en af de brancher, der lige nu bløder hårdt, og selvom vi alle er gået med til lønnedgang, så frygter jeg at det ikke er nok.
    Jeg lider af social angst, og det var meget svært for mig ikke at gå amok i at hamstre alt muligt før Mette F. lukkede landet ned, så jeg slet ikke behøvede at gå udenfor indtil det hele var ovre. Jeg er så bange for at hele samfundet kollapser på et tidspunkt og at det bliver alle mod alle. Eller at virussen muterer… Eller alt muligt andet.
    Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal kunne komme på arbejde igen på et tidspunkt, eller være noget som helst andet sted end i mit hjem, som er det eneste sted jeg føler mig nogenlunde trygt.

    • Jeg deler mange at dine tanker. Det er usikkerheden, der virkelig batter, fordi man ikke har et sluttidspunkt i horisonten og derfor ikke kan sige noget om, hvor mange flere konsekvenser, der vil være. Det har lettet lidt for mig, at det går så godt, at der er blevet åbnet lidt op, men det er stadig svært.

  • Jeg er gravid med tvillinger i uge 29, og er bange for at føde for tidligt, da min moderkage muligvis ikke kan følge med til at give min ene pige nok næring. Hvis jeg føder før tid, bringer jeg børn med ufærdige lunger ind i en verden med en pandemi, og det er så skræmmende. I så fald vil de være i risiko-gruppe hele det første år, og vi vil ikke kunne få hjælp fra forældre eller andre. Derudover er det en lidt svær graviditet i forvejen. Jeg har været sygemeldt med bækkenløsning i 3 måneder nu, og er alene det meste af dagen. Har alt for meget tid til at gå og bekymre mig. Tror dog på, at tingene begynder at lysne nu

  • Jeg er så enormt frustreret over alt det her nedlukning og afstandstagen! Jeg fødte få uger før nedlukningen og vi var indlagt indtil søndagen efter pressemødet. Det var en helt anden verden at blive udskrevet til, en verden vi slet ikke havde forberedt os på, da vi tog afsted mod fødegangen.
    Vi havde jo set frem til at vise baby frem til alle og enhver, til at bedsteforældre, vores søskende og niecer/nevøer kunne se og se baby og bare tage rundt til familie og venner for at vise vidunderet frem.
    Jeg havde set frem til en mødregruppe, til at gå til babysvømning og jeg ved ikke hvad.

    Det er virkelig hårdt at være isoleret med et spædbarn, når man bare gerne ville ud og lave ting!

    • Det er virkelig heller ikke en ideel start på et nyt liv. Jeg kan godt forstå, det må være hårdt at være ned til at skrue ned for alle de forventninger, du havde til den første tid.

  • Jeg ved ikke om jeg som sådan vil kalde det for en angst, men måske mere en form for lettelse over noget, som ville have været en angst for mig.
    I slutningen af november mistede jeg min mor efter 1.5 års massiv sygdom. Hun nåede 3 mdr. på plejehjem inden hun fik endeligt fred. Jeg var der flere gange om ugen og sad der ved hendes side de sidste 48 timer. Rejste mig kun for at besørge.
    Min angst ville være kommet hvis dette var sket i disse tider. Tanken om at jeg ikke ville kunne være der for hende eller sidde der ti ldet sidste, er angstprovokerende. Det ville have været ulideligt for mig, men også for hende. Derfor er jeg “lettet” over at det skete i november. Jeg har så meget medfølelse med alle dem som går igennem situationer som er lig min egen.
    Tak for at sætte ord på en masse følelser, give mange grin her på insta og lade mig følge med i dit liv ?

    • Det tænker jeg også på. Også når jeg læser i kommentarfeltet her, at de ældre ikke får den omsorg, de har brug for, fordi det simpelthen ikke er tilladt. Det virker meget umenneskeligt, men jeg kan heller ikke komme på en bedre løsning.

  • Jeg er bange for at miste. Både liv jeg elsker og relationer der ikke bliver holdt ved lige. Jeg er ikke bange for at jeg eller min søn bliver syge – vi er sunde og raske og skal nok klare den, men jeg er bange for at vi kan smitte mine forældre.
    På nogle punkter håber jeg på, at verden aldrig bliver helt som den var før. Men jeg er bange for hvad der bliver prioriteret “på den anden side”. Om fokus bliver så meget på økonomi, at man/vi misser chancen for at bygge samfund med fokus på mennesker og bæredygtighed.

    • Det bliver spændende at se, hvad de langvarige konsekvenser bliver. Jeg kunne godt håbe, vi har fået øjnene op for, at der er andet i livet end arbejde, og at det nogle gange er ret fint, at tempoet kommer lidt ned. Plus, man kan kun håbe, der bliver lært noget af, hvor meget miljøet har haft godt af en pause fra os!

  • Troede, at jeg var helt ok, faktisk overraskende ok. Tænker, at vi kan forhindre meget spredning. Så ramte nyheden om Arnold Buscks konkurs. Måtte æde en blåbærmuffin på under 15 sekunder som trøst. Så fløj nyheden om SAS’ afskedigelser ind. Det kostede to håndfulde peanuts. Ja, jeg spiser i overensstemmelse med mine følelser. Hvis Norwegian ikke klarer den, ryger der flere træstammer ned på hofterne. Det var r vores alles økonomiske sikkerhedsnet, der stormaskes nu, mange skæbner berøres. Jeg synes, at det er sjovest, når det går alle godt.

    • Trøstespisere unite! Men ja, jeg bliver også skræmt, når vi begynder at se konsekvenser også hos de store virksomheder, som man ligesom bare tænkte var fredede.

  • Jeg er selv i risikogruppen og er bange for, at jeg ikke er bange nok. At jeg burde være mere bange. Jeg kender bare mig selv godt nok til at vide, at jeg slet ikke kan være i det, hvis jeg tænker for meget over det.

    Tak for et tankevækkende indlæg og et rørende kommentarspor <3

    • Man gør, hvad man skal for at komme igennem! Hvis du kender dig selv godt nok til at vide, at det er den rigtige strategi, så kør med den!

  • Jeg er fuldstændig enig i mange af de ovenstående betragtninger og uvisheden er klart et af de ting der står øverst på bangelisten. Derudover er jeg helt lavpraktisk bange for at jeg længe vil bære nag/ mangle respekt til de mennesker jeg er tæt på og glade for, som jeg synes har opført sig som nogle kæmpe klaphatte i denne her periode. Bliv nu bare hjemme, især hvis du samtidig deler alle mulige belærende ord om social distance på Facebook. De lyder meget hult når du på Snapchat sender picnic med bedsteforældrene. Jeg ved man skal være rummelig, og er helt flov over de voldsomme følelser jeg får, når jeg ser snaps og snakker med folk.

    • Jeg prøver at huske på, at vi ofte ved meget lidt om folks liv, og der er også noget, der hedder psykisk velvære, som skal tages seriøst. Man kan jo godt ses med folk og samtidig holde afstand. Men det er unægteligt svært at forstå, når Islands Brygge er nødt til at blive lukket ned, fordi folk ikke kan finde ud af ikke at sidde klos op og ned ad hinanden.

  • Endnu engang TAK til dig, Miriam… jeg har grædt og grædt mens jeg læste alle dine kommentare. Øv hvor gør det dog ondt.
    Mit bedste survival fif er:Hold dig til 1 bestemt person, som gør dig glad…. tilbring al den tid med denne person som du ønsker, del alt, lav bål i haven, tag på Roadtrip i DK… bare brug tid med denne særlige person, så skal i begge nok klare jer ♥️

    • Det kræver desværre bare, at man både bor tæt på en sådan person, og at vedkommende ser lige sådan på tingene, som man selv gør, hvis man ønsker kun at se ét andet menneske. Og så at det menneske også vælger en, selvfølgelig. Men det er smart, hvis man kan få det til at funke!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.