Vær hilset! Jeg skriver til jer fra det landlige Randers, hvor jeg arriverede klokken 3.20 i nat. Jeg kunne få et lift med min kære fader, der var i København, “omkring klokken 21”, men han er ikke just jordens mest pålidelige menneske, og da min mor senere ringede for at høre, hvor i alverden vi blev af, var vi kun nået til Odense.
Sultne
Såeh, I kan måske huske den her fra Girl Code-indlægget? Well, det var sandt dengang, og det er sandt i dag, og jeg havde måske alligevel lidt glemt, at der er nogle af jer, der mægtig godt kan lide mig. Og Frank. Sådan går det, når man ikke får
Ind imellem får jeg fornemmelsen af, at min krop hader mig. Ikke bare fordi den insisterer på at lagre en del mere fedt, end hvad klædeligt er, men også fordi jeg nogle gange tager den i decideret at modarbejde mine mål. Som fx da det i går gik op for mig, at jeg tager hjem på juleferie om en uge, og jeg har temmelig mange ting, der skal gøres inden da. Blandt andet lægger jeg hus til
Mit absolutte yndlingsfuldebillede. Hu-hah, det er scary!
Det kniber lidt med pinligheder på bloggen for tiden, så for at ændre på det har jeg været i de små kasser på loftet/i min hjerne og fundet nogle af mine mest, æhm, interessante fuldebommerter frem. Enjoy!
– På HF lod jeg engang min klasse toupere mit hår. Da jeg vågnede
Turen til Hillerød var overraskende produktiv. De var ret hurtigt ude og sige, at de godt kunne se, der skulle noget andet og mere til, og så fik jeg løfter om nye samtaler med nye læger, og så tog jeg pænt hjem igen. Det tog tyve minutter. Om jeg begriber, hvorfor de synes, jeg skal hele vejen til Hillerød for den type samtale. Det må være
Tidlig torsdag. I dag skal jeg til forløbsafsluttende samtale på Hillerød, hvilket er sygehussnak for: “Det, vi troede, ville virke, virkede så ikke skidegodt alligevel, så nu ved vi ikke præcis, hvad vi skal stille op… Men du skal lige udfylde papirer til værdi af et halvt træ, og så får du nok et brev med posten
Legolas. Ikke Orlando Bloom, men Legolas. Når parykken ryger, forsvinder magien.
Jeff Buckley. Jeg er normalt ikke i nærheden af at være tiltrukket af splejsede, pivende musikere, men Jeff Buckley siger alt, der er i mit hjerte! Der er så selvfølgelig det lille aber dabei, at han har været død i 16 år.
Thomas Madvig. Jeg kan ikke gøre
Det er lang tid siden, der har været sådan et random facts-indlæg, men fordi det faktisk er virkelig svært at finde på sære oplysninger om sig selv, (og jeg kun lige blogger for at få tiden til at gå, mens broccolitærten bager,) så har jeg bare nakket et af de der klassiske spørgeskemaer.
Hvad forlader du aldrig dit hjem uden?
Engang imellem bliver jeg spurgt, hvad jeg gerne vil med bloggen. Hvorfor jeg startede den. Hvad jeg gerne vil opnå. Den slags.
Jeg var ivrig bloglæser omkring et år, før jeg selv blev blogger. Dengang var jeg lykkelig beboer i candyflossland og kom aldrig rigtig væk fra BloggersDelight. Jeg væltede mig i outfitbilleder og sponsorerede indlæg og
Da jeg var barn, var jeg en badass. En fuldstændig vanvittig vovehals med absolut ingen tanke på potentielle konsekvenser. I dag er mine knæ lutter ar og min underlæbe ditto som bevis. Men jeg lærte aldrig af mine skader. De var bare en del af legen.
Hver dag gennem hele mine folkeskoletid cyklede jeg til og fra skole. Det var hovedsageligt op ad bakke på