Jeg har det mærkeligt med, at “haters” er en ting, der eksisterer. Altså, at der seriøst findes folk, der nøje følger med i, hvordan en person lever deres liv, så de kan svælge i foragt og vrede. Selvfølgelig har vi alle guilty pleasures og folk, vi har det lidt stramt med, men det, der er med haters, er, at de ofte er mere dedikerede stalkere end selv de største fans.
Jeg
Med fare for at jinxe det, er jeg inde i en ret god stime lige nu. Jeg ved ikke, om den holder. Det gør den ikke altid. Nogle gange falder man i. Fordi man får lidt for travlt eller måske i en periode mister sit overskud. Tricket er så at gå i gang igen, når overskuddet kommer tilbage, og det i mellemtiden er gået op for en, hvor meget mere fritid man har uden de evindelige besøg i
“Hvad skal du i sommerferien?” Det er et helt almindeligt, venligt og uskyldigt spørgsmål. Og ofte gør det mig alligevel lidt utilpas. Fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal svare. Jeg ender gerne med et “det ved jeg ikke endnu” (ja, selv midt i juli) eller det endnu mere undvigende “jeg har jo altid og aldrig ferie – #bloggerlife” efterfulgt af grin,
Jeg har et spørgsmål. Da jeg tilbragte 24 timer i vælten takket være den der Politiken-artikel, var der et par mænd, der så mig og besluttede sig for at sende mig nogle søde ord. På
Jeg har tænkt på noget. Der er sket så stor en udvikling i datingkulturen herhjemme, at det er blevet en af de ting, der er lidt tricky at skrive om. Eller bare at tale om. Fordi sådan overordnet set nærmer vi os mere og mere casual dating á la USA, hvor man mødes med det vuns uden at vide hverken buh eller bøh om hinanden, og så tager man efter et som regel relativt kort møde stilling
Der kommer en del nye mennesker til, når medierne pludselig beslutter sig for, at man skal have 24 timers berømmelse, og selvom det (gudskelov!) er stilnet af igen for mit vedkommende, så kunne det jo være, der var nogle af de nye, der havde lyst til at blive hængende. Og i den forbindelse tænkte jeg, at det ville være fint lige at introducere mig selv. Ordentligt. Havde jeg været sådan
Selvfølgelig vidste jeg, at det ville give reaktioner at give Politiken lov til at gentrykke mit indlæg fra i mandags. Og det har det givet. Jeg havde egentlig fået forståelsen af, at artiklen kun ville komme i den fysiske avis og ikke online, hvilket stensikkert er min fejl, for
Da jeg var barn, havde jeg sådan en idé om, at voksen opførsel kom helt automatisk, når man blev voksen. Det vil sige, at man pludselig begyndte at gøre alle de ting, man bør gøre som et voksent, ansvarligt menneske. Jeg var et naivt barn. Det havde selvfølgelig været enormt fedt, hvis jeg natten til min 18-års fødselsdag på magisk vis mistede det der gen, der gør, at jeg roder
Jeg er stor tilhænger af, at man skal gå i lige præcis det tøj, man har lyst til. Når man taler om, at noget er “klædeligt”, så betyder det som regel, at man ud fra et traditionelt skønhedsideal ser nydelig ud. Det vil sige, at det fx slanker, giver én længere ben eller får en til at se højere ud, end man egentlig er. Forleden viste jeg en bunke tøj frem på instastories,
“…Or you live long enough to see yourself become the villain.”
Det appellerer til mig på mange områder, men jeg tror, det værste af dem alle er, i hvor høj grad jeg er gået hen og er blevet københavnercyklist. Det var ellers et af de største kulturchok, jeg oplevede, da jeg i sin tid rykkede fra Århus til København. Ser I, det er ikke, fordi århusianere ikke kører