1. Apropos julesinglehed: Der har i dag været juletamtam i mine forældres hjem. Ud af 21 mennesker (+ syv, der ikke kunne komme, de to af hvilke lige er blevet forældre) var jeg den eneste single. Den eneste! FML.
2. Folk var dog gode til at spørge ind til og hilse på Frank. Jeg modtager allerede kattedamesærbehandling. Jeg er tydeligvis blevet opgivet.
3.
1. Klokken er 16.44, og jeg er nået så langt her. Og det er okay. Shit, jeg elsker julen!
2. Først på ugen var jeg i Aldi for at købe paté til Frank. (De har flere varianter at vælge imellem end alle de andre.) Mens jeg prøvede at lokalisere den med and i gelé, som er hans yndlings, tog jeg mig selv i at stå og søgende sige:
1. Ak. Hver gang jeg prøver at skrive noget konstruktivt om Fies ubehagelige opførsel, glemmer jeg, at man får hele hendes meget modne fanskare på nakken. Hvad, de imidlertid endnu ikke ved, er, at når man er blevet en bitter, gammel, tyk, sindssyg kattedame som jeg, så hviler man egentlig forbløffende meget i sig selv og går ikke ud
1. Jeg spiller jo lystigt pakkeleg på DRs hjemmeside, men jeg har dem grangiveligt mistænkt for at fuske med skidtet. I hvert fald fik jeg de første par dage lutter seksere, men nu, hvor de ved, jeg er afhængig, er der pludselig ettere i overflod!
2. Jeg forstår ikke, hvordan det bliver ved med at ske: Hvert år går jeg konstant og ønsker,
1. Brugte for nogle dage siden uanede mængder tid på at finde Frank, der på mystisk vis var forsvundet. Det viste sig så, at han har erklæret sin transportboks (som ikke just er placeret det mest praktiske sted) for værende den nye yndlingsseng. Skøre dyr.
2. Min hovedpude lugter af bacon. Seriøst. Aner ikke hvad der foregår.
3. Jeg
1. Jeg lavede en joke på instagram om min temmelig kontroversielle valgholdning. Den blev ikke modtaget med totalt åbne arme. Too soon?
2. Lånte mine forældres nye bil i fredags for at køre i Føtex. Brugte efterfølgende godt et kvarter på at lokalisere den på verdens største parkeringsplads, fordi jeg ikke kunne huske, hvordan
1. Kære blog. Jeg har løjet for jer. Og det har været mærkeligt og overraskende svært ikke at dele hver eneste af mine bevægelser med jer. Sådan, virkelig svært. Pinligt svært. Som om der manglede noget i min hverdag. Siden torsdag har jeg nemlig været i Randers hos mine forældre for at forberede min søde veninde Jannis
Frank- og tand-edition.
1. Ni ud af ti billeder, jeg tager af Frank, ser sådan her ud.
2. I går læste jeg, at gennemsnitslevealderen for Frankens race, British Shorthair, er 12,5 år. Frank er 12 år, 6 måneder og 21 dage. Tjekker nu panisk hans vejrtrækning hvert 10. minut.
1. At sommeren har været slut nogen tid, er efterhånden temmelig tydeligt at se på mine ben og noget negligerede pedicure.
(2. Mine ben er virkelig behårede, det er bare lidt svært at se, fordi hårene er så lyse. Virkelig irriterende, når jeg barberer ben og skal prøve at finde ud af, om jeg har fået det hele med.)
3. Jævnfør
1. Bridget er forsinket, fordi mine tømmermænd var så slemme i går, at jeg flere gange var overbevist om, at jeg var ramlet ind i noget Roskilde-syge også.
2. I skrivende stund rumler min mave uhyggeligt dramatisk, og mit køleskab virker ikke til at kunne afhjælpe situationen – med mindre nogle af jer har en god idé til, hvad man kan lave