Det her er mit absolutte yndlingsbillede af min far. Det er taget, da han var ung og nyuddannet præst og skulle have lavet pæne, officielle billeder… Men så smed han lige lidt lækkert ind til min mor. I dag ligner han lidt mere en krydsning mellem Gandalf og julemanden, og i går fyldte han 60 år. Det første, han gjorde, da jeg ønskede
Jeg har været lidt stille de sidste par dage. Efter julesammenkomst nummer 130 i forgårs brød min krop lidt sammen, som den ind imellem gør, når jeg kaster mig ud i for meget på én gang. Og intenst juleri siden d. 23. viste sig at være for meget. Jeg gik i seng og gik i koma, og da jeg vågnede den 31., havde jeg århundredets spændingshovedpine
Jeg har selvfølgelig masser af julefnidder i ærmet til jer endnu… Eller, masser og masser. Jeg har nogle tvivlsomme mobilbilleder og en præsentation af gavehøsten. Men først ville jeg lige dele dette billede af Frank, der hjælper mig med at pakke gaver ind. Det er et af mine absolutte yndlingsbilleder af ham, fordi han ser SÅ tyk og fluffy
Overskriften lover måske mere spænding, end den kan holde, men jeg tænkte, jeg lige ville vise jer resultatet af det farvelagte billede, jeg søgte hjælp til forleden. Ironisk nok skulle det have været min nemmeste julegave, men det endte med at være den,
Vær hilset! Jeg skriver til jer fra det landlige Randers, hvor jeg arriverede klokken 3.20 i nat. Jeg kunne få et lift med min kære fader, der var i København, “omkring klokken 21”, men han er ikke just jordens mest pålidelige menneske, og da min mor senere ringede for at høre, hvor i alverden vi blev af, var vi kun nået til Odense.
Sultne
Når det kommer til konceptet brunch, så er jeg klappende, hujende fan. Det er trods alt det tætteste, vi kommer på en god, amerikansk morgenmad, som jeg generelt kunne spise hver dag, hele dagen. Hvis man ser bort fra rundstykker, så er dansk morgenmad jo en topfesen begivenhed. Jeg kan huske, at der på morgenbuffeten,
Engang imellem bliver jeg spurgt om, hvad the deal is med mig og børn. Og det er meget enkelt: Jeg forstår ikke børn. Altså, ikke sådan rent sprogligt, mere i overført betydning. (Selvom det første også kan være et problem, jævnfør et videoklip min søster for nyligt sendte mig af min lille nevø,
Én dag forsinket. Dammit! Jeg var ellers lige blevet så sej til det… Nå, men i Oktober 2012:
…Skrev jeg et af bloggens mest læste indlæg nogensinde om grimme, grimme trends.
…Tudede jeg over en mand, der ikke ville have mig. (I dag vil jeg heldigvis heller ikke have ham!)
Såeh, min mor ringede forleden og spurgte helt nonchalant, om jeg ikke ville med en tur til Berlin. Og det gider jeg godt. Jeg elsker Berlin. Især når man har været der nok til rent faktisk at opleve byen og ikke bare besøge museer med 2. verdenskrig-tema. Berlin er så meget mere end det!
Vi var faktisk også af sted i november sidste år. Derfor
Der er eddermame stille i blogland i disse dage. Endnu mere stille, hvis man ikke gider læse om Roskilde – enten fordi man, hvor meget man end forsøger, ikke forstår fascinationen (mig), eller fordi man er træt af, at man ikke selv er med (alle andre).
Personligt er jeg ved at gøre klar til at tage på ferie. Jeg skal ikke ned i sydens sol