Jeg ville give credit, hvor credit is due, men jeg ved simpelthen ikke, hvem der startede den her tendens. Men altså, nu har jeg været i bloggamet i nogle år efterhånden, og vi kan vist trygt konstatere, at der er sket nogle ændringer henover årene. En del faktisk. Derfor er et tilbageblik altid lidt sjovt – og her går det altså ud på at vælge et par indlæg fra samme måned
Så fik vi de forventede to uger mere i lockdown. Jeg er sikker på, det er den rigtige beslutning, men jeg kan også godt forstå den stigende bekymring blandt små virksomheder og selvstændige. Der er mange afskedigelser og mange firmaer, der nok desværre ikke kommer helskindet ud på den anden side af påske. Jeg er en del af flere netværk for blandt andet enkeltmandsvirksomheder, og
Så, det var jo sådan, at jeg satte mig et mål om at udgive nogle flere af de der indlæg, jeg har skrevet og derefter været for stor en kylling til at udgive. Og det betyder selvsagt, at jeg er nødt til at gennemgå alle de mere og mindre interessante kladder, jeg har liggende, mange af
Traditionelt ville jeg lave et indlæg med status over, hvordan det gik med sidste års forsætter og derefter komme med mine nye, men da jeg fandt sidste års indlæg frem, stødte jeg i stedet på disse ord: “Jeg må nok erkende at have set mig lidt gal på nytårsforsætter i år. Mest fordi mange bruger dem på en måde, som jeg også selv gjorde engang. Sådan lidt “mit mål
Spørgsmålet kom fra min 10-årige nevø, da jeg i går havde taget turen til Køge for at agere barnepige, mens forældrene tog sig en velfortjent aften nede i byen med en øl eller to. Han er meget interesseret i mit arbejde, min midterste nevø. Og jeg kan godt forstå det. Engang sad vi begge i deres stue, hvor min søster bad ham lægge sin telefon fra sig. Han returnerede, at det var
Engang imellem fortæller jeg lidt mere i dybden om de hate-kommentarer, jeg får. Mest når de når ind. Enten fordi der er tilpas mange af dem lige pludselig, fordi jeg er lidt ekstra sårbar, eller bare fordi jeg bliver frustreret over, at der sidder mennesker ude i verden, der har set sig så sure på mig og mine ord, at de reelt har sat sig ned og forfattet en kommentar med det ene formål
For præcis otte år siden udgav jeg mit allerførste indlæg på bloggen her. Eller, om det var den her blog kan vel egentlig diskuteres. Den hed noget andet, så anderledes ud og handlede om noget helt andet. Det allerførste indlæg lød som følger:
Kære læser,
Hvordan du har fundet herind, ved jeg ikke, men jeg er sørme glad for at se dig! Dette er mit allerførste, spæde forsøg
Nå, men efter gårsdagens indlæg er status den, at e- og d-tast stadig kun virker sporadisk, mens n-tasten fuldstændig har opgivet ævred. Jeg har brugt vold og magt og desperate bønner og sågar en lille frustrationståre, men der er altså ikke noget at gøre. Normalt har jeg en backup-computer til situationer
For at besvare mit eget spørgsmål: Nej, det er der ikke. Det kan godt være lidt fesent at være blogger i sommerferieperioden. For rigtig mange mennesker hænger bloglæsning sammen med hverdagstrummerum. Det er i frokostpausen eller i toget på vej på arbejde eller lige inden man tvinger sig selv til at gå faretruende tidligt i seng for et B-menneske, men man skal jo op og på arbejde
Bloggerbranchen er en sær ting. En seriøst sær ting. Og jeg har måttet kæmpe lidt med at lave en plads til mig selv, for jeg er ikke født med synderligt spidse albuer. Ser I, der skete jo det fantastiske, at der pludselig var så mange af jer, der fulgte med, at jeg teknisk set ville kunne leve af min blog. Så det besluttede jeg mig for at forsøge. Og i lang tid var det noget af en