Det var i hvert fald mere eller mindre ordlyden i den kommentar, der dumpede ind forleden. Jeg blev mildest talt snotfornærmet. Og så blev jeg vred.
Jeg har ikke tænkt mig at nævne produktet ved navn, for pointen er på ingen måde, om folk er tilhængere eller ej. Men det drejer sig om et produkt, som jeg i årevis har været tilhænger af og derfor nævnt/vist frem med jævne
Jeg vil gerne sige rigtig mange tak for responsen på gårsdagens indlæg. Jeg var meget nervøs for at udgive det. Bange, ligefrem. Jeg har i lang tid trukket mig lidt med de indlæg, der kræver mere af mig. Både dem, hvor jeg føler, jeg blotter mig, og dem, der lægger op til debat.
En handy guide til kommende influencere. (Gud, hvor jeg hader det udtryk).
Faste læsere vil vide, at jeg gerne laver referencer og puns i mine overskrifter i sekundet, jeg kan finde på noget relevant, men i dag kæmpede jeg faktisk noget med mig selv, for selvom det var nærliggende at referere til Adam Lamberts’s sang med samme titel, så er “whataya” måske verdenshistoriens grimmest slang-sammentrækning, og jeg fatter ikke, hvorfor man gik
Det er det, de siger. Og okay, når jeg ser på min nye header, er det svært at være uenig. Nu. For den er så fin og så utroligt meget mig, og så er der altid lidt Frank med på job. (Den er i øvrigt lavet af Betina Drews, som jeg meget gerne vil anbefale, at man tjekker ud og bruger, hvis man har brug for en illustrator/grafisk
Jeg indrømmer blankt, at overskriften efterhånden er en referencejoke, jeg har tærsket usandsynligt meget langhalm på, men jeg kan nu engang så godt lide den. Og i dag er den en slags nødvendighed, for det er lige præcis syv år siden, jeg oprettede nærværende blog, jeg dengang gav et helt håbløst navn, som vi ikke taler om længere.
Kære læser,
Hvordan du har fundet herind,
…Jeg ved ikke hvad, det er bare noget, jeg har læst engang, og det lyder meget rigtigt. Jeg tackler kriser elendigt. Halvt panik, halv stikken fingrene i ørerne og råbe “LALALALA”. Derfor sidder jeg også lige nu med meget store tårer trillende ned ad kinderne, mens jeg planlægger at give mit VISA-kort en solid svingom, når turen i morgen går til Flensburg.
Generelt
Jeg har trisset lidt rundt om det her emne i lang tid, for jeg vil gerne skrive om det, men jeg er bange for, at jeg simpelthen ikke evner at formulere mig, så det, jeg gerne vil sige, kommer tydeligt igennem. Jeg ved allerede, at dele at mit publikum har svært ved at forestille sig, at det, jeg vil sige, er rigtigt. Det ved jeg, fordi jeg engang var en af dem. En af dem, der syntes, at bloggere
Der kommer en del nye mennesker til, når medierne pludselig beslutter sig for, at man skal have 24 timers berømmelse, og selvom det (gudskelov!) er stilnet af igen for mit vedkommende, så kunne det jo være, der var nogle af de nye, der havde lyst til at blive hængende. Og i den forbindelse tænkte jeg, at det ville være fint lige at introducere mig selv. Ordentligt. Havde jeg været sådan
Klokken er lidt i to. Østerbro er stille som graven, og om et par timer kommer der en taxa og henter mig.
Jeg brokkede mig tidligere i dag. Oprindeligt skulle jeg nemlig først flyve ved middagstid, men de strejker i Frankrig, så mine fly blev aflyst, og i stedet skal jeg nu flyve fælt tidligt om morgenen. Det brokkede jeg mig over. At nogen kvit og frit havde købt mig en flyrejse til USA,