Indlægget er sponsoreret af ‘Gør Danmark større’
Jeg synes, vi har det godt i Danmark. Det gør jeg. Jeg er lykkelig for, at jeg har kunnet tage en uddannelse, hvor min største udgift har været studiebøger (som, okay, er svinsk dyre) og fadøl i fredagsbaren. Jeg er lykkelig for, at min mor kunne få førtidspension, da hun knækkede fuldstændig og gik hardcore ned med stress
Reklame – jeg er ambassadør for Sisterhood by Change
“Din mave ser altid så flad ud! Hvad gør du? Eller er du bare så heldig at det kun sætter sig på brysterne?” Sådan skrev Sarah forleden på mit indlæg om at plusse eller ikke at plusse. Og det er en
Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8, del 9, del 10, del 11, del 12, del 13, del 14.
Redaktøren og jeg faldt relativt hurtigt ind i den samme rutine, der essentielt gik på, at når han var single, så så vi en del til hinanden. Legede kærester, endda. Jeg fik naturligvis ikke meget opmærksomhed, når han gik ind i et nyt forhold, for ekskæresten, der spøger
Jeg synes, det er svært nogle gange at balancere bloggens indhold. For jeg går på den ene siden meget op i at vise andet end det pæne, sjove, glade. Livet er mere end det, og jeg har personligt lettere ved at relatere til og spejle mig i mennesker, der viser lidt at det hele. Men på den anden side vil man jo heller ikke være Debbie Downer, der trækker alle andre med ned, fordi hun har
Jeg har haft det oppe et par gange de seneste måneder. Det der med, at om man vil det eller ej, så kan man ikke få mast hele sit liv og hele sin person ned i en blog. Det bliver aldrig hele billedet. Alle er jo et sammensurium af mærkelige ting. Case in point: Rodet på mit sofabord, som jeg lige har rettet på, så det ser pænere skødesløst ud, selvfølgelig, men som alt sammen lå
Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8, del 9, del 10, del 11, del 12, del 13.
Da jeg startede på min kandidatuddannelse i København, gik det ret hurtigt op for mig, at jeg havde valgt den forkerte stuedieretning. Min tid i Århus havde dræbt min kærlighed til til tyskstudiet, og jeg besluttede inden længe at starte forfra i en anden retning det følgende semester,
I dag er det 10 år siden, Redaktøren og jeg mødte hinanden og blev kærester. Det ved jeg, ikke fordi han stadig fylder, men fordi han fyldte i så lang tid, at datoen er ætset ind i min hjerne. Jeg havde egentlig planer om, at det sidste kapitel i historien skulle udgives i dag. Det ville være en poetisk
Udover de sporadiske indblik i mine useriøse Tinder-samtaler, har jeg ikke talt om dating i lang tid. Og det er, fordi jeg helt bevidst har lagt det på hylden. Tinder-manden gjorde nas. Både fordi jeg blev rigtig vild med ham på rigtig kort tid, og fordi det viste sig,
Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8, del 9, del 10, del 11, del 12.
Da vi forlod historien sidst, havde min psykolog lige fortalt mig, at Redaktøren var psykopat. Som flere af jer ganske rigtigt påpegede, kan hun selvfølgelig ikke definitivt vurdere det ude fra mine fortællinger alene uden at have mødt ham, men det var heller ikke målet for den udmelding.
Natten til tirsdag kunne jeg ikke sove. Det var for varmt, jeg var for rastløs. Eftersom mit soveværelse på mindre genial vis er placeret midt i min lejlighed, kan jeg ikke så godt bare åbne et enkelt vindue, hvis jeg vil have kulden ind, så omkring klokken 4.30 gav jeg op og åbnede et vindue i køkkenet og et i stuen, og en times tid efter faldt jeg i søvn til følelsen af blide gennemtræksbriser.