Jeg joker ofte lidt med, at nogle af de der kommentarer, man bliver modtager af som blogger, er karma for mine første år i blogland. Der var jeg nemlig lidt af et røvhul. Nok ikke mere end så mange andre mennesker er – jeg svinede ikke folk til eller noget – men jeg havde endnu ikke lært, at min mening om noget ikke var det vigtigste i verden, og det derfor ikke var nødvendigt
Når jeg er i humør til ligegyldig, eskapistisk underholdning, men gerne vil slappe af i ørene, tusser jeg altid over i bogreolen og finder en chick lit-roman frem. Sætter mig i verdens grimmeste (men mest behagelige) lænestol og slår hjernen fra. I dag faldt faldt valget på Marian Keyes’ “Sidste udkald”. En gammel favorit, som jeg ikke har haft fremme i årevis. Og
Følsomt emne. Men vi prøver, og jeg håber meget, det vil blive taget imod i den ånd, det er skrevet i. <3
Usynlige sygdomme er svære for mange mennesker, fordi et menneske, der aldrig har været ramt, simpelthen mangler en referenceramme til at forstå dem. I hvert fald mere end bare teoretisk. Symptomer på sygdomme som depression, stress eller kroniske smerter lyder velkendte. Alle
Et af de argumenter, der ofte dukker op i kropsacceptsdebatten, er, at man skal sætte pris på funktionaliteten i sin krop. Alt det, den kan, og alt det, den gør. Og det gør jeg mit bedste for at efterkomme. På mange måder er jeg heldig rent biologisk. Jeg har hverken astma eller pollenallergi, jeg har ikke brug for briller, og med undtagelse af lidt fnidder omkring peanuts kan jeg også
“This train terminates at … Vestamager.”
Jeg hørte den sætning en del på mine ture til KUA. Når det var for koldt, for vådt eller for blæsende til, at jeg kunne lokke mit korpus op på cyklen, sneg jeg mig i stedet på metroen, stod af på Islands Brygge og gik den evigt foranderlige gang til bygning 24. Foranderlig, fordi KUA ofte mest af alt fremstår som én stor
Dengang jeg var syg – rigtig syg – der hadede jeg årsskiftet som pesten, fordi alle medier, både sociale og otherwise, fyldes med bedrifter fra året, der går på hæld, og håb for det kommende. Og jeg havde ingen af delene. Ingen bedrifter, intet håb. Når jeg grinede, var det så højlydt og rungende som altid. Måske endda endnu højere, fordi jeg så gerne ville skjule
Det er måske også at friste skæbnen at begynde at læse pladderromantiske bøger i en måned, der i forvejen minder mig om den kærlighed, der ikke er i mit liv. Normalt bemærker jeg det ikke. Det har været bare mig så længe nu, at jeg har vænnet mig til det og faktisk trives rigtig godt i det. Og så engang imellem dropper jeg Netflix til fordel for litteraturen, og nogle gange bliver
Jeg ved ikke, om det er, fordi det er jul, og jeg synes, det er en tid, der fortjener at være præget af kærlighed og glæde, men jeg har det virkelig stramt med den negative tone på nettet for tiden. At nogle folk fuldstændigt glemmer, at der sidder rigtige mennesker i den anden ende af skærmen, som fortjener at blive mødt med en eller anden form for respekt og ikke blive angrebet personligt
Føljetonen var på mange måder svær at skrive, men det var også en lettelse endelig at få den ud af hovedet og ned på digitalt papir. Det er væsentligt sværere at beskrive min situation i dag. Fordi det ikke er fortid, og derfor er der mange ting, jeg kontinuerligt er nødt til at arbejde med. Det gør
Jeg har allerede set et par stykker brokke sig over dem. At de er overalt. At man ikke kan slippe væk fra dem. Det er da om noget at misse pointen. Jeg tjekkede hashtagget på Instagram forleden, og det lå på en halv million billeder. En halv million fortællinger på omkring et døgn. Gad vide, om jeg kender nogen kvinder, der ikke kan bidrage? Gad vide, om der findes nogen kvinder, der