(Bonus-Herbert)
Jeg hører et nyt slangord. Jeg synes, det er åndssvagt. Altså, virkelig åndssvagt. Jeg nægter at bruge det. På et tidspunkt synes jeg, det er så dumt, at jeg begynder at bruge det ironisk. Og unægteligt, med tiden, finder jeg en dag pludselig ud af, at det er blevet en del af mit faste ordforråd, og jeg bruger det i flæng på lige fod med alle andre ord. Også helt
Der er ofte folk, der spørger mig, hvad jeg ville have arbejdet med, hvis jeg ikke var endt som blogger. Svaret er, at jeg ikke ved det. Jeg valgte en af de der uddannelser, hvor man ikke uddanner sig til et specifikt job, så det er lidt op til en selv at finde en plads på arbejdsmarkedet et sted. Jeg havde nok lavet noget med sprog og kommunikation, hvis jeg var heldig, men der er også
I et Bridget-indlæg tilbage i januar indgik følgende punkt: “Jeg er med et skub fra jeres side begyndt at se “You”, og den er helt vildt god, men jeg er seriøst bekymret for, hvad det siger om mig, at en del af mig egentlig synes, Joe er meget sympatisk.” Det
1. Jeg er underligt beskyttende over for ananas på pizza. Ikke bare fordi mine smagsløg personligt er pjattede med det, men fordi jeg er sikker på, at ananaspizza efterhånden har enormt dårligt selvværd af at blive svinet så meget til.
2. Jeg har ikke og har aldrig haft huller i ørerne.
3. Folk tror altid, jeg er væsentlig højere, end jeg er. Jeg er 169, men ligner tilsyneladende en
Jeg elsker min lejlighed. Højt. Når det bliver sensommer, har jeg boet her i ni år, og jeg kunne ikke forestille mig at flytte fra mit kvarter, som er roligt nok til mit behov, men stadig ti minutters cykeltur væk fra centrum. Der er to minutter til kiosken/nærmeste GLS pakkeshop (vigtigt!), der er fem minutter til en håndfuld forskellige supermarkeder, og Wolt leverer gladeligt til min
“Staaaaahp!” skriger jeg grådkvalt til min indbakke, hver gang der tikker en ny mail ind. Jeg har tilbragt den sidste alt for lange tid røvtravl og/eller syg, og fordi jeg havde travlt, havde jeg ikke tid til at være syg, så jeg pressede på, og det vil min krop ikke finde sig i, hvorfor den som regel gør mig mere syg. Nu er vi dog tilsyneladende ved at være nede på en uinteressant
Engang for efterhånden halvmange år siden gik jeg og manglede en ny taske. Det var på en eller anden måde lykkedes mig at lægge en (ret) lille håndfuld tusinde til side, for nu ville jeg faktisk gerne have en ordentlig en af slagsen, og hvis man stalker sale-sektionerne på de fancy-schmancy webshops længe nok, så må man uundgåeligt ramme plet på et tidspunkt. Og så skete det. Jeg
Åh, oktobers underlige optimisme, du virker så langt væk nu. Januar er langsomt ved at tage livet af mig. Okay, ja, måske en snert melodramatisk, men hvadend, det lykkedes mig at lade op i løbet af verdens længste sommer, er helt sikkert drænet nu. Min jahat er blæst væk. Min serotoninproduktion kan ikke følge med. Jeg er gået over to the dark side.
Allerede nu er jeg træt af at
Jeg vil gerne sige rigtig mange tak for responsen på gårsdagens indlæg. Jeg var meget nervøs for at udgive det. Bange, ligefrem. Jeg har i lang tid trukket mig lidt med de indlæg, der kræver mere af mig. Både dem, hvor jeg føler, jeg blotter mig, og dem, der lægger op til debat.
Kender I det, når noget, man egentlig godt vidste, men ikke har lyst til sådan rigtigt at erkende, det begynder at gå og presse på, så man til sidst er nødt til at gøre noget ved det? Det er sådan, jeg har haft det med min indstilling til dating i lidt smålang tid efterhånden. Det startede nok allerede i sommer. Jeg sad på en restaurant med