Det her er en fast favorit, så snart hokkaidoerne rammer de danske supermarkeder, og hver gang jeg flasher den, bliver jeg bedt om opskriften. Jeg har egentlig postet opskriften før, men den kan godt tåle en gentagelse – især hvis det betyder, nogen opdager den for første gang. Ret skal være ret (hvis I forstår sådan en lille en), jeg opdagede selv denne mos
Det her er en fast favorit, så snart hokkaidoerne rammer de danske supermarkeder, og hver gang jeg flasher den, bliver jeg bedt om opskriften. Ret skal være ret (hvis I forstår sådan en lille en), jeg opdagede selv denne mos hos Jane Faerber, men har med tiden tweaket (og af-LCHF’et) den efter egne præferencer, så nedenstående er altså mit take på samme opskrift.
Jeg er personligt
Opskrift nummer to (og tre vel teknisk set) inden for to uger, og jeg føler mig meget madblogger! Generelt er råvarerne jo bare lidt sjovere i den her periode, og det bærer min aftensmad en del præg af. I tirsdags fik jeg besøg af to af mine allerbedste veninder til mad og vin og spil. Den ene bor i Jylland, og det er derfor ikke så tit, jeg får lov til at se hende, så jeg gjorde mig
Jeg havde lyst til pasta, men jeg havde ikke lyst til tung pasta. Det skulle være let pasta. Sommerpasta. Og således opstod denne ret, som smager fucking delish og er ret nem at gå til.
Til to personer skal du bruge:
200 gram frisk linguine (eller anden pasta, bare tilpas kogetiden derefter)
600 gram blommetomater på stilk (eller anden smagfuld tomat)
2 fed hvidløg
50 gram smør
250 gram
Det var helt tilbage i maj, jeg (til en afveksling) forsøgte at sætte gang i en større føljeton. Den skulle handle om hverdags-comfort food. Det være sig altså mad, der er tilpas snasket til, at man jubler lidt, men stadig ikke er fuldstændig blottet for grøntsager
Bevares, man kunne godt have ønsket sig, at det var en mere talentfuld madfotograf, der sparkede gang i den her føljeton, men jeg gætter på, I på nuværende tidspunkt er nogenlunde indforståede med, at mine evner på de fleste æstetiske områder i bedste tilfælde er mangelfulde. Men hvorom alting er, så synes jeg personligt, jeg er kommet på en idé, som er en lille smule genial.
Det
2008-Miriam med jævnt skinny øjenbryn.
Jeg plejede at gå og fryde mig over, at internettet stadig var en spæd opfindelse, da jeg var teenager, så alle mine pinligheder ikke blev dokumenteret og for evigt ville kunne googles frem, hvis man havde bare den mindste snilde på det område. Og så fik jeg den app, der hedder “Timehop”, som hver dag viser mig alle de ting, jeg digitalt
Jeg har sjældent fået så mange ønsker om opskrifter, som da jeg viste det her pastafad frem på instastory i sidste uge. Det er lavet 100% på slump, men det endte med at blive virkelig vellykket, og eftersom det er drønende nemt og rendyrket comfort food, så ville det være fejt af mig at holde en opskrift for mig selv. Også selvom billedet er lidt iffy, fordi det for tiden jo immervæk
Annonce for Aarstiderne
På top fem over mest frustrerende ting ved at bo alene (sammen med blandt andet at man selv skal betale alle regninger og vaske alt tøj) er madlavning. Jeg hører ellers til den gruppe, der virkelig godt kan lide at udforske og eksperimentere med mad, men det er så drønfrustrerende, at stort set alle madvarer købes i “familiestørrelser”. Hvis jeg fx
Annonce for Weber.
Jeg elsker min lejlighed. Det er der slet ingen tvivl om. Jeg er vild med beliggenheden, badekarret, køkkenets størrelse og det faktum, at jeg har råd til at bo i den alene, for hverken jeg eller mit salige rodehjerte er skabt til at have en roomie. En enkelt ting ved min lejlighed, jeg imidlertid ikke er så begejstret for: Andelsforeningens husorden. Det er vist i virkeligheden