Vær hilset! Jeg skriver til jer fra det landlige Randers, hvor jeg arriverede klokken 3.20 i nat. Jeg kunne få et lift med min kære fader, der var i København, “omkring klokken 21”, men han er ikke just jordens mest pålidelige menneske, og da min mor senere ringede for at høre, hvor i alverden vi blev af, var vi kun nået til Odense.
Sultne
Jeg er kommet lige præcis ingen vegne med mit datolys, fordi Frank af uransagelige årsager synes, juledekorationen er det mest fantastiske, der er hændt ham i lang tid. Han virker ikke til at bemærke, at der er ild midt i herligheden, og at det derfor ville være klogest at holde bare lidt afstand, så jeg tør ikke rigtig lade ham være
1. Brugte for nogle dage siden uanede mængder tid på at finde Frank, der på mystisk vis var forsvundet. Det viste sig så, at han har erklæret sin transportboks (som ikke just er placeret det mest praktiske sted) for værende den nye yndlingsseng. Skøre dyr.
2. Min hovedpude lugter af bacon. Seriøst. Aner ikke hvad der foregår.
3. Jeg
Tidlig torsdag. I dag skal jeg til forløbsafsluttende samtale på Hillerød, hvilket er sygehussnak for: “Det, vi troede, ville virke, virkede så ikke skidegodt alligevel, så nu ved vi ikke præcis, hvad vi skal stille op… Men du skal lige udfylde papirer til værdi af et halvt træ, og så får du nok et brev med posten
1. Kære blog. Jeg har løjet for jer. Og det har været mærkeligt og overraskende svært ikke at dele hver eneste af mine bevægelser med jer. Sådan, virkelig svært. Pinligt svært. Som om der manglede noget i min hverdag. Siden torsdag har jeg nemlig været i Randers hos mine forældre for at forberede min søde veninde Jannis
De første ord, der kom ud af min mund i dag, var: “Frank, din kæmpelort, kom og tag ansvar for dine handlinger!” Og Frank, der ikke altid er så stærk i, hvornår han har lavet ballade og bør føle sig skyldig, kom glad luntende hen til mig og begyndte at gnubbe sig op ad mine ben. Suk.
Med jævne intervaller hele natten blev jeg vækket
Frank- og tand-edition.
1. Ni ud af ti billeder, jeg tager af Frank, ser sådan her ud.
2. I går læste jeg, at gennemsnitslevealderen for Frankens race, British Shorthair, er 12,5 år. Frank er 12 år, 6 måneder og 21 dage. Tjekker nu panisk hans vejrtrækning hvert 10. minut.
Jeg ved ikke, hvordan jeg troede, jeg kunne slippe af sted med ikke at vise jer billeder af Frank i udklædning. Det krævede megen lokken og virkelig mange slørede billeder, men her er han så endelig: Humlebien, der både er for tyk til at kunne flyve og til at kunne passe sit kostume.
Men åh, så bedårende!
Jeg har haft en af de der dage. Eller, det vil sige, teknisk set har jeg slet ikke været ved bevidsthed i dag, men alligevel. Jeg har døjet virkelig slemt med søvnløshed de sidste par uger. Folk misforstår generelt søvnløshed og tror, det betyder, man tusser rundt hele natten med alt for meget energi og gør rent og andre konstruktive ting.
Frank og jeg er på vores anden bryllupsrejse. Er det et udtryk på dansk? Second honeymoon. Nej? Jeg bliver altid virkelig slem med mit danglish, når jeg hopper ind i en engelsksproget bogs univers. Pt genlæser jeg Hunger Games trilogien, mens jeg venter på den nyeste film. Eller det vil sige, jeg stopper nok efter bog to, for bog tre er ret rådden.