Åh, de der pinligheder, man kommer i tanke om, når man er lige ved at være faldet i søvn

Skrevet d. . Uploaded i fuck,mig,personligt.

Overskriften siger det hele. Jeg ved ikke, om der findes mennesker, der ikke oplever det her fænomen (i så fald: SNYD!), men jeg ved, at vi er mange, der gør. Man ligger i sin seng og er sekunder fra at døse hen, og pludselig beslutter ens hjerne sig for at forråde en på det groveste ved at bladre tilbage i fortiden og finde et minde frem, hvor man gjorde noget så pinligt, at det med det samme gør en lysvågen. Og man kæmper med lysten til at slå sig selv hårdt i hovedet i håbet om, at det måske rent fysisk ville tvinge mindet ud af ens tanker. Men ak, no such luck. I stedet får man glæden af at genleve det igen og igen, mens skammen ruller ind over en, og man overvejer, om man bare totalt skulle holde op med at interagere med andre mennesker, for man har tydeligvis ikke meget talent på det område.

Det fjollede er, at jeg er 95% sikker på, at det kun er mig, der kan huske langt de fleste af de her oplevelser. Altså, det afholder mig ikke fra at være bagflov over dem i årevis, men det trøster mig dog lidt, at jeg ligesom er den eneste, der holder fast i den her specifikke kiksethed. Det er også lidt fjollet, at der som regel ikke er tale om tilfælde, hvor jeg måske ufrivilligt kom til at flashe mit underliv for en gruppe fremmede eller kastede op ud over nogen, der er mere tale om akavede social-interaktioner, hvor jeg efterfølgende har følt, at nogen burde fratage mig mit menneske-kørekort, for det er jeg helt sikkert ikke kvalificeret til.

Case #1. Det er dagen efter en af mine bedste veninders bryllup. Jeg har snerten af tømmermænd og er følelsesmæssigt bagstiv. Festen var med overnatning, og jeg står udenfor sammen med brudens far, mens vi venter på, at de sidste gæster forlader stedet. Han vælger at bruge anledning til meget venligt og meget rørende at fortælle mig, at han er glad for, at hans datter har en veninde som mig, og at hans kone, brudens mor, har det på samme måde. Jeg returnerede med et rungende og dybt upassende: “Det ved jeg godt!” Ikke et tak, eller et “det er gengældt” eller noget som helst andet, der ville være naturligt og i samme ånd. Jeg tror måske, jeg havde svært ved at kapere flere følelser og forsøgte at være lidt kæk, men det mislykkedes fælt, og jeg kom til at fremstå vidunderligt arrogant i stedet. Jeg har stadig den stakkels mands forvirrede ansigtsudtryk brændt fast på min nethinde og hilser det efterhånden velkomment som en gammel ven, når det er det minde, min hjerne hiver frem fra gemmerne.

Case #2. Jeg går på efterskole. Det er frokosttid. Vi er ved at få nogle praktiske beskeder fra viceforstanderen. I den anden ende af salen sidder en af mine roomies og mimer noget til mig. Jeg kan ikke helt forstå, hvad hun siger og mimer et “HVAD?” tilbage. Hvor meget eller hvor lidt jeg endte med at forstå af hendes lydløse ord, kan jeg ikke huske, men jeg kan huske, at samtaleforsøget blev ved længe. Alt for længe. Indtil min sidemand blev nødt til at prikke mig på skulderen og gøre mig opmærksom på, at min roomie altså ikke mimede til mig, men til sin veninde, der sad bag mig. Nå, men så fuck mig.

Case #3. Jeg er 18 år og har næsten lige fået kørekort. Det er midt i min Nik & Jay-groupie-fase, og jeg er i Aalborg til koncert med to veninder. Efter koncerten er vi backstage med bandet, og det er ikke, fordi jeg nogensinde har været eller bliver hende, der er virkelig cool omkring kendte mennesker, men den her aften var særligt slem. Vi stod og snakkede med Jay, der spurgte ind til, hvor gamle vi var. Jeg skulle mene, mine to veninder begge var 17, for han kiggede derefter på mig og spurgte, om jeg var samme alder, hvorefter min hjerne af GUD VED HVILKEN ÅRSAG besluttede, at dette var det helt rigtige tidspunkt at omtale mig selv i 3.-person, så jeg svarede: “Nej nej, hun kørte skam herop i dag.” Jeg ved ikke, om det var meningen, det skulle få mig til at lyde lidt mystisk, eller det var et forsøg på at blære mig med, at jeg var i stand til at låne mine forældres bil for en aften(!!), men safe to say, jeg havde lyst til at finde et hul at gemme mig i, allerede mens ordene var på vej ud af min mund.

Please fortæl mig, I også engang imellem får glæden af at genopleve random pinligheder fra jeres liv på den her måde?

Related Posts:

Kommentarer (37)

  • tina/mormormedstiletter

    Ha ha ha ha ha – jeg har EN historie, som minder om dine.
    Min mand og jeg var til en reception for et firma, som åbnede nye lokaler og alt var meget fint.
    Jeg var selv vant til at det var mig, som stod som værtinde og tog imod gæsterne, da vi havde mange arrangementer i vores eget firma og i privaten ligeså.
    Da så denne dags vært (som jo overhovedet ikke var mig) kom hen og hilste på, gav hånd og skulle til at sige noget – røg det simpelthen bare ud af min mund: “Velkommen”……HA HA HA HA HA HA HA
    Alle fik lige de der tics, et nanosekund og så fortsatte alt som om intet var hændt.
    Men jeg glemmer det ALDRIG og skammer mig stadig over at jeg sådan lige ‘overtog’ værtskabet et øjeblik;-)

  • Milla

    Kan så godt følge dig. Kan huske ting helt tilbage til børnehaven hvor jeg stadig kan krumme tæer. Tænker at der bare er nogle mennesker som er tvangsindlagte til at go down memory-lane og græmmes?

  • Janne

    Jeg har en som er så pinlig at den vil plage mig til evig tid.
    På vej til 30 års fødselsdag i en lille by, 2 min før GPS’en melder ankomst på adressen, ser jeg et flag foran et forsamlingshus og tænker for mig selv at gps’ ikke er helt korrekt, og man da virkelig ikke kan stole på teknik, på en meget hoverende måde. Jeg parkerer, og tager min taske og sovepose, går ind og stiller tingene i garderoben. Jeg undrer mig en smule over ingen af mine Ca. 50 familie medlemmer og fødselaren ingen steder er at se, men tænker hendes kæreste må have en masse gæster med. Og så begynder jeg ellers at gå rundt og hilse på de Ca. 40 mennesker der er til festen, giver hånd og navn og smiler. Jeg får dog efterhånden en skidt fornemmelse i og med jeg ingen kender, til sidst når jeg endelig til den sidste i rækken, som jeg spørger hvor fødselaren er. Hvortil hun svarer, at det er hende der fylder 50 år, og der går det så langt om længe op for mig, at jeg er ankommet til den forkerte fest. Jeg undskylder mange gange, går ud og tager alle mine ting, starter bilen, tænder GPS’en og kører de sidste 2 min hen til det RIGTIGE forsamlings hus, hvor min familie og den rigtige fest er.
    Ohhhhhhh the horror.

    • Dorthe

      Jeg har gjort noget lignende engang. Det drejede sig bare om en jobsamtale, hvor jeg var gået ind hos det forkerte firma, fordi jeg havde taget fejl af husnumrene.
      Det gik op for mig, at jeg var gået forkert, da folk rendte forvirret rundt, og ikke kunne finde ud af, hvem jeg skulle snakke med.
      Den var også pæn pinlig, at komme ud af!!

  • Lis

    Åhh jeg har en SLEM en…

    Jeg var 17 år og havde i pausen på skolen ringet til lægen, for at få fornyet min p-pille recept. Bagefter gik jeg tilbage til bordet, hvor mine medstuderende sad og en af dem spurgte, hvorfor jeg skulle have fat i lægen. Det er 20 år siden og jeg krummer stadig tæer og får det fysisk dårligt, når jeg tænker på mit svar. I et forsøg på at være sjov, så fik jeg sagt noget i stil med “ja ja jeg har fået kræft” og rullede med øjnene… WHYYYYYYYY??? WHYYYYYYYYY???? Altså… HVAD ER DER GALT MED MIG? Det er jo på ingen måde sjovt!
    Det værste ved det hele er jo, at jeg for fanden har flere familiemedlemmer som er døde af kræft. Så jeg ved om nogen, at det ikke er noget man joker med!

    Ej jeg kan virkelig stadig ligge vågen om natten og komme i tanke om, at jeg sagde noget SÅ upassende og forkert og decideret socialt ubegavet.

    • MiriamsBlok

      Den der kunne jeg 100% også have lavet. Velvidende at det på intet plan er sjovt. Bare fordi min hjerne hader mig nogle gange.

  • Julie

    “Bagflov” er vel nok et vidunderligt begreb – spot on ❤️? Har du selv fundet på det? Og ja – det er desværre et velkendt fænomen.

    • MiriamsBlok

      Altså, jeg kender ikke til, at det skulle være et rigtigt ord, men jeg er sikker på, der er andre, der har tænkt på det før mig. 😀

  • Sara

    Jeg hsr engang diskuteret højlydt med et ældre ægtepar over at de sad på vores pladser i biografen. Alle kiggede. Til sidst måtte de finde deres billetter frem og vise at det var deres pladser. Vi var åbenbart i sal 6 og ikke sal 9 som jeg skulle i. Nå men hej hej så.

  • Katrine

    Jeg var 9 år gammel og lige startet i en international skole i et meget fremmed og eksotisk land uden at kunne et ord engelsk. Inden for de første par uger fik jeg ved et kejtet forsøg på at deltage i klassen erklæret min kærlighed til en af drengene med sætningen “I love dogs and you”. Min egentlige hensigt var at spørge ham, om han også var glad for hunde ligesom mig. Jeg kan stadig huske hvor akavet stille der blev i hele klassen, mens jeg med mit mangelfulde engelsk forsøgte at forklare ham, at jeg ikke elskede ham. Jeg kunne have kravlet ind i et musehul af skam.
    Her 22 år senere dukker den situation stadig op engang imellem når jeg skal sove, men har (heldigvis?) lavet meget mere akavede ting siden, så der er rift om pladsen som cringe-minde ved sengetid…

    • Kathrine

      Åh nej, det minder mig om dengang jeg backpackede New Zealand rundt som 19-årig. Vi var en flok, der boede på samme hostel, og en aften vi var i byen, annoncerer en af fyrene, at han vil hjem i seng. Jeg er også træt og tænker: fint vi kan følges ad tilbage til hostellet. Men ordene der kommer ud af min mund er: I think I’ll join you. Han så meget mærkelig ud i hovedet, og alle de andre var flade af grin, mens jeg prøvede at forklare mig ud af situationen med at det kunne man altså godt sige på dansk?! Jeg græmmes…

  • Monika

    Skulle på date med en bartender, jeg jo kun havde set på et mørkt diskotek i fuld tilstand. Han hentede mig i sin bil, og da en fyr kom kørende og trak ind til siden ved fortovet, åbnede jeg bildøren og satte mig ind. MEN DET VAR IKKE MIN DATE – bare en random fyr, der skulle parkere. Han gloede noget overrasket, og jeg fik mumlet undskyld og skyndte mig ud. Min date ankom 2 min senere ?

  • Pernille

    Vi skulle en af de første dage på studiet tage noget med der havde stor betydning for os. Jeg tog min hæklenål med og det roste en af de andre piger mig for.. jeg sagde “Tal! Jeg syntes bare det var lidt for plat at tage min mormors gamle halskæde med”. Jeg behøver vel ikke fortælle hvad hun havde med ??‍♀️

  • Tina

    Jeg kender det alt for godt, og ligger ofte i min seng og græmmes ved mindet om den pinlige situation, min hjerne har fundet frem.

  • Henriette

    Det er mærkeligt. Jeg er ovre det med at krumme tæer over pinlige ting som jeg har gjort. Jeg tror det er fordi, at jeg har tænkt over, at sandsynligheden for at andre end mig kan huske det, er ret lille. Derudover så når andre gør pinlige ting som jeg er vidne til, så tænker jeg altid at det kunne være sket for enhver og så tænker jeg ikke mere over det. Jeg troede faktisk at alle kom til det punkt når man nåede en vis alder, men åbenbart ikke. XD

  • E

    1. April i 5. Klasse. Min veninde kommer hen til mig og siger “Mine forældre skal skilles.” Jeg har ofte hørt dem diskutere højlydt, hvilket var ualmindeligt i mit eget hjem og mit ufølsomme jeg svarer “Det skulle vel ske en dag…” How?! Det blev ikke bedre af at hun sagde det var en aprilsnar. Uanset hvad var min kommentar helt hen i vejret og forfølger mig fortsat!

      • Stine

        Jeg lavede engang en aprilsnar til min matematiklærer om, at min mor skulle opereres i ryggen endnu en gang. (Hun døjede med diskusprolaps, i mange omgange, true story) Læreren spurgte meget forstående og kærligt ind til situationen, og af en eller anden grund blev jeg bare så fanget af min åndsvage aprilsnar at jeg sad med tåre i øjnene og digtede videre på historien. But why??? ??

        • MiriamsBlok

          Årh, du gik i panik, fordi hun pludselig var helt medfølende! Jeg kunne have lavet præcis samme stunt!

  • Amalie

    Jeg sov i telt med nogle venner og lå hele natten og holdt i hånd med en af drengene. Dagen efter skrev jeg en forfærdelig tåkrummende sms til ham, hvor der stod, at jeg syntes det hele var blevet lidt for seriøst og at det gik lidt stærkt. VI HOLDT I HÅND!… Hvorfor var jeg så kikset som 14-årig

  • Lotte

    Åhhh. Husker hvordan jeg som pige (12-13 år) i en eller anden sammenhæng skulle give hånd til en dreng. Hans hånd føltes så ‘smal’ så jeg kiggede ned og så kan fire fingre (tommel og tre andre…) og udbrød så højt, kækt og glad. ‘Arjjjj – hvor har du gjort af den sidste finger?!’ – ud fra en tanke om at han kunne et eller andet trylletrick…..han flåede hånden til sig og mumlede noget utydeligt. Jeg fandt så ud af at han kun havde fire fingre. En af dem var to fingre som var vokset sammen i fosterstadiet. Og jeg fik så trådt lige i hans kompleks. Shit….!

  • Anni

    Undskyld mig, men hvorfor kommer der minder fra tidligere tiders pinligheder frem hos jer andre? Mon hjerne finder de nyeste nye fra samme dag eller dagen før! Fx at betale for varer og gå ud af butikken – uden!
    Sige til en højgravid, at jeg da godt har lagt mærke til at hun ikke gør noget ud af sig selv mere! Og fortsæt selv ned af samme gade… det kan jeg gruble læææænge over. Jeg er socialt akavet?‍♀️

  • L.

    Min mor og jeg mødte tilfældigt en af min brors rigtig gode kvindelige venner R. i et center. Hun var selv ude og shoppe med en veninde. Jeg huskede at R. var gravid og snart havde termin. Vi sludrede lidt, og jeg, tåben over alle tåber, læner mig frem og klapper hende på maven og siger ” hvor længe er det du har til termin – og – sikken en fin mave du har”…. stilhed…. jeg spørger derfor igen. Så siger R. “Jeg har altså født for en uge siden”. Hvad filen svar man så… jeg fik mumlet frem og tilbage. R.’s veninde sendte mig dræberøjne, og så gik de. Min mor kunne næsten ikke stå op bagefter af bare grin. Arhmen, come on.. så tag da dit nyfødte barn med ud og shoppe, så vi andre ikke træder i spinaten. Aldrig har jeg været SÅ flov…

  • Sisse

    Jeg havde engang vendt min t-shirt forkert til en spinningstime. Jeg kan stadig blive helt led ved det. MEN HVORFOR, hvis en anden havde gjort det, ville jeg jo bare tænkte: “Det gik vidst lidt stærkt”.

Der er lukket for kommentarer.