Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Adios, dating-piedestal(?)

Jeg ville virkelig ønske, vi havde en bedre datingkultur i Danmark. Eller bare en datingkultur overhovedet. I USA er det fx totalt almindeligt, at en mand spotter en interessant pige i supermarkedet, træningscentret eller på en café, går hen til hende og leverer en replik á la “hej-du-ser-sød-ud-vil-du-med-ud-at-spise-en-dag?” Hvor ofte der reelt kommer en date ud af det, er selvfølgelig et interessant spørgsmål, og det aner jeg ikke noget om, men jeg er stadig vildt imponeret over, at sådan noget reelt finder sted sådan helt uden videre. Det hiver dating ned fra den der ti meter høje piedestal, vi herhjemme insisterer på at smide det op på, og det er uendeligt tiltrængt.

Plus, hvis vi nu havde sådan en datingkultur eller bare en kultur, hvor det var lidt mere naturligt at starte noget smalltalk med tilfældige fremmede, så kunne jeg også retfærdiggøre at sige hej til ham den virkelig søde mand, jeg har lagt mærke til, siden jeg igen(-igen-igen) begyndte at være mere regelmæssig i Fitness World. Han er helt vildt pæn. Meget høj med McDreamy-hår og lige tilpas med skægstubbe – ikke noget af det der fuldskægshejs, som ellers er så populært for tiden, og som jeg har det temmelig stramt med.

Problemet er bare, at McDreamy vist har et af de der voksenjobs. I hvert fald dukker han altid først op sidst på eftermiddagen, og der er jeg mindst halvvejs inde i min kardio og ligner derfor mest af alt en halvt oppustet pruttepude, hvilket, forståeligt nok, næppe gør hans trang til at tale med mig større. Hvis han altså overhovedet har bemærket mig.

Hvad er det egentlig, jeg gerne vil sige? Jeg vil nok mest bare ærgre mig lidt. Måske jeg burde opfordre til mere casual datingsnak på offentlige steder, men det ville være super dobbeltmoralsk at gøre det uden at gå foran med et godt eksempel, og det er jeg slet, slet ikke modig nok til. Så for nu nøjes jeg med at gemme mit gennemført ucharmerende trænings-jeg væk og beundre McDreamy på afstand, indtil han opdager min eksistens og dermed selvfølgelig også, at jeg nødvendigvis må være hans livs kærlighed. Wow, jeg kunne totalt høre, hvor super creepy-stalker-agtigt den sætning lød, allerede mens jeg skrev den. Det her skal nok ende galt…

Kommentarer (10)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.