Svar på spørgerunde – Del 3

…Nu bliver det personligt!

Hvor lang tid har du været single?


Det er lige knap fem(!) år siden mit sidste seriøse forhold.

Føler du dig nogen gange ensom?

Mindst en gang om dagen. Ikke altid slemt eller så jeg overhovedet tænker over det, men mindst engang om dagen sker der noget, jeg ville ønske, jeg kunne fortælle en bedre halvdel. (En bedre halvdel, der altså ikke bare kigger ligegyldigt på mig og går ud og miaver foran køkkendøren.)

Jeg syntes du minder ret meget om Bridget Jones (du er bare 100 gange pænere), men syntes du selv at du minder lidt om hende?


Hvis vi reelt taler om Renée Zellweger, så tror jeg, der er nogen, der fedter! 😉 Hvad angår personlighed og opførsel, så ja, jeg er jævnt meget som Bridget Jones. Til at starte med synes jeg egentlig, det var lidt pinligt, men nu omfavner jeg det. Bridget besidder nemlig også en vis charme, der gør hende ganske uimodståeligt bedårende, og det er altså ikke det værste i verden, hvis jeg nu skulle have lidt af den også. 😉 Hvad angår intellekt, ser jeg dog mig selv som værende en anelse højere oppe på stigen. Arbejdsmæssigt er Bridget totalt lost, og i bøgerne er hun faktisk lidt smådum… Fx kan hun ikke stave til “asparges.” Den del har jeg altså under kontrol!

Hvordan er den perfekte mand?


Hvis vi starter med det overfladiske, så er han høj og har lækkert hår (Altså virkelig lækkert hår. McDreamy-hår!) Jeg er sådan en, der roder i hår. Og så er han sikker i sin stil, der er væsentligt mere jakkesæt, end den er kedeldragt. Og så er han selvfølgelig rig og meget gavmild, fordi jeg er bragende materialistisk… Og fattig! Og så er han kvalitetsbevidst. Og en gammeldags gentleman. Hvis jeg har stilletter på, og vi går på brosten, så vil jeg gerne lige have en arm at holde i. Jeg vil ikke dele regningen, når vi er på restaurant, og jeg forventer, at tjeneren får gode drikkepenge. Og jeg vil gerne have, der bliver sat pris på, når jeg har købt nyt undertøj!
Derudover er han selvfølgelig alle de ting, som alle folk altid er på deres datingprofiler: Sød, sjov, intelligent, loyal, stabil, (k)ærlig og elsker at nusse mig i håret. 
…Jeg er én stor pige-kliché, er jeg ikke?

Den perfekte date? 


Den perfekte date defineres meget mere ud fra stemningen, end hvad der rent faktisk sker. Der skal være uendeligt mange grin, tæthed og en følelse af, at man lærer noget nyt om hinanden. Noget, man selvfølgelig kan lide. Man skal føle sig tryg og tilpas. Jeg plejer at vurdere en dates succes på de øjeblikke af stilhed, der uundgåeligt opstår. Er det en behagelig stilhed eller en akavet stilhed?
Hvis jeg skal komme med et reelt eksempel på aktiviteter, så er restaurant-besøg et krav, fordi jeg er lidt en madnørd. En kvalitetsrestaurant, ikke et glorificeret pizzaria. Gerne fransk. Intet asiatisk. Og så en tur i Tivoli, for det bliver jeg aldrig for voksen til. Ikke nødvendigvis en turpas-tur, men så er der pæne blomster og skydetelte og kandiserede æbler. Man kan ikke gå galt med mig og Tivoli!

Den perfekte sko?


Uh, den er svær! Klassisk med et twist i designet. 10-12 cm hæl til den tyndere side. Let plateau, muligvis skjult. Feminin, ikke noget med tung 70er-klodsethed. Behagelige at have på og sidder på den ene eller den anden måde fast omkring anklen, for i den type sko kan jeg løbe maraton ned ad en brostensbelagt bakke uden at vrikke om!

Hvem er efter din mening verdens smukkeste mand?


Jeg har tænkt rigtig meget over det her spørgsmål, for i min optik er der stor forskel på at være smuk og at være lækker. Samtidig dømmer jeg rigtig meget ud fra den kontekst, jeg ser kendte mænd i – i særdeleshed skuespillere og sangere. Så jeg var nødt til at finde én, jeg har set i flere roller og stadig bliver fascineret af. 
Jeg elsker cafe latte-fyre. Selvfølgelig ment på den mindst racistiske måde, ahem. Mænd, der er såkaldt mixed race forekommer mig bare at være heldigst med deres genetik. Vidunderligt cremet hudfarve, lækkert hår, flotte læber, markeret kæbeparti, og da jeg så alle de kendetegn for mig, var der kun én mand i mine tanker: Daniel Sunjata. (Selvklart ham I finder øverst i indlægget.) Manden er en gud.

Hvilke(n) film har rørt dig mest, og hvorfor?


War Horse. Fordi jeg er tidligere hestepige og har virkelig svært ved at se på dyr, der har det svært. Og hele historien er både forfærdelig og rørende. Og smuk.
Jeg tudede også som pisket under The Reader. Fordi den giver et helt nyt indblik i Tysklands postnazi-historie og medløber-nazisternes konsekvenser. Og så er det en fantastisk fortælling om uskyldig, udødelig kærlighed.

Hvordan har du det med børn?


Børn dræner mig. Både fysisk og psykisk. De larmer og lugter og sviner, og jeg kan da godt synes, de er søde i perioder, men jeg er altid glad, når jeg kan overdrage dem til forældrene igen. Som det er lige nu, (og har været så længe, jeg kan huske,) er jeg ikke interesseret i at få børn. Til gengæld vil jeg gerne have hunde engang!

Hvilken shampoo bruger du?


Jeg vasker altid mit hår to gange, når jeg vasker det. Første gang med noget det-var-lige-på-tilbud, anden gange med en anti-frizz shampoo til krøller fra Kérastase.

Hvad var din “rolle” da du gik i folkeskole? Min var hestepigen! – og mindes du denne tid som god?


Jeg gik på en lille, ordentlig privatskole, så vi havde ikke så meget de klassiske “roller”, som jeg husker det. Skulle jeg vælge, var jeg også hestepige, så var jeg – allerede dengang – sprognørd, og så var jeg hende, der snakkede konstant, også i timerne.
Og ja, jeg husker den som den lykkeligste tid i mit liv. Det er dog mere rideskolen, hvor jeg tilbragte det meste af min fritid, der er grunden til det. Der er intet som hestepigesammenhold!

Hvordan tager Frank dét, at være verdensberømt og have flere sukkende pigehjerter rundt om i landet? Har der påvirket jeres forhold, at han nu er kendiskat?


Hahaha!! Bedste spørgsmål ever! Frank er ret uvidende omkring sin kendisstatus, han oplever det mest, når jeg jagter ham rundt i lejligheden med mit kamera. Jeg tror dog ikke, han ville ændre sin opførsel meget, hvis han kendte det fulde omfang af sin popularitet… Han har et temmelig pænt ego allerede!

Hvor mange par sko har du, skal vi aldrig have en video af din samling, og viser du os dine 5 favoritter?


Hvis vi tæller dem i kasser og på loftet, så er vi nok over de 100. I realiteten er det nok mere 40-50 par, der kører i rotation. Nogle mere end andre. Video bliver svært, da mine sko primært opbevares i mit soveværelse, der er midterrum og derfor intet vindue har, hvilket gør lyset pænt dårligt. Top 5, derimod, burde være ladesiggørbart, men det bliver nok et indlæg for sig! 😉

Kommentarer (2)

  • Jeg har faktisk slet ikke turdet se War horse, fordi jeg er bange for at bryde grædende sammen.. Og du har så lige bekræftet mig i, at jeg IKKE skal se den, tak! Den film jeg tuder mest over er Hestehviskeren (pga den stakkels hest forstås – ikke pga Robert Redford).

    Ellers en dejlig, personlig og upoleret (på den gode måde) blog du har..

  • Den er virkelig grum, men også utroligt smuk, så hvis du en dag har brug for en heftig tudetur, så sæt den på! 🙂

    Og tak!

Der er lukket for kommentarer.