Friends and Money Don’t Mix

I går var første dag i bloggens historie, hvor der ikke blev udgivet et indlæg. The horror! Nu skal man selvfølgelig blogge for sig selv og ikke for sine læsere, men jeg kan jo så godt lide både jer og bloggen, og I kan så godt lide, at jeg normalt blogger så regelmæssigt. Der er dog selvfølgelig en grund til, at den smuttede i går, jeg var nemlig kampstresset oven i hovedet på grund af det her:

For hundrede år og en madpakke siden (i reelle tal vel omkring seks måneder) fik jeg besøg af en af mine venner. Han var netop kommet hjem fra en forretningstur til Århus (hvis det vel at mærke er tilladt at kalde det forretningstur, når det er inde for landets lidet adskilte grænser), hvor han var så uheldig/distræt/dum at efterlade sin pung. Dette var en fredag aften, så pungen ville først ankomme med posten om mandagen. Den omtalte mand har et ret højt forbrug, og som det umådeligt rare menneske, jeg er, gik jeg med til at låne ham 2000 kroner indtil mandag.

Hen på aftenen landede vi i byen, hvor jeg igen fra tid til anden måtte lægge nogle penge for hans overforbrug af G&Ts og Jägerbombs. (Okay, jeg drak også en pæn mængde af sidstnævnte.) Kort tid efter skulle vi sammen til Jylland på job, og da vi kom lidt sent ud ad døren, måtte vi spise morgenmad på færgen, hvor hans to franksbrødsmadder samlet kostede lidt over 200 kroner(!!!). Igen lagde jeg ud.

Tiden går, og engang imellem rykker jeg for de skyldte penge, som jo for længst skulle være tilbagebetalt, men jeg mangler dem ikke, så det er ikke verdens undergang. Efter et par måneder med utallige lovninger om “i morgen, på mandag, til den første!”, begynder jeg at blive hidsig. I en brandert begår jeg helt fuld og glad og gavmild den katastrofale fejl at låne manden 1000 kroner mere. Facepalm. 

Flere måneder går, og på trods af at jeg i hvert fald en gang om ugen rykker for mine penge med mere eller mindre sur mine, får jeg dem ikke. Jeg undres, jeg irritereres, men jeg mangler dem stadig ikke kritisk, så jeg finder mig i det.

Nu kommer problemet så. Eller, det største problem i hvert fald: Da jeg i mandags kommer hjem fra Jyllandsferien, tjekker jeg min bankkonto. Ene røde tal. December var dyrere end planlagt, og jeg har tilsyneladende glemt at gensøge SU-lån, så det er skidt all around. Nu desperat kontakter jeg min gode ven og siger, at det er en nødssituation, jeg kan ikke vente længere. Jeg betaler en formue i overtræksgebyrer, og jeg svømmer ikke just i penge i forvejen.

Reaktionen: Fra mandag og helt frem til i går aften bliver jeg skiftevis ignoreret og lovet overførsel hurtigst muligt. Intet sker. Jeg råber og skriger. Jeg får en undskyldning og flere lovninger.

Røde tal er træls. Og min bankdame er vred. Meget vred. Men det væste er, at jeg jo stadig går og håber på at kunne nå en lægeordineret ferie inden semesterstart, så jeg kan få boostet mit D-vitamintal og dermed også både mit energiniveau og mit humør. Og det kommer hvert fald slet ikke til at ske med rødtalshelvede på kontoen.

Og hvad gør man så? Når det er fuldstændigt umuligt at tale sin ven til fornuft. Der er ikke engang tale om en arbejdsløs Harboe-sut, men en ganske nydelig, ung herre, der er medejer af ejet firma. Hvor filan hoppede kæden af?? Og hvor lang tid skal jeg vente endnu, før jeg truer med at ringe til hans far? (Så meget mere effektivt end at true med politi. Jeg sværger. Jeg har nemlig mødt manden.)

Såeh, hvis I kom helt herned og endnu ikke har luret pointen, så er den som følger: Lån ikke penge ud til dine venner. I hvert fald ikke dine mandlige venner. I hvert fald ikke så store summer… Nårh ja, og så vil jeg stadig virkelig gerne på ferie. 😉