Det er i dag den 30. december, hvilket betyder, at jeg traditionen tro skal til familietamtam nummer to på lige så mange dage. Den 29. har min mormor nemlig fødselsdag, og den 30. havde min farfar fødselsdag, så de to dage er hvert eneste år proppet med akavet smalltalk og proletarmad for fuld skrue, mens vi ihærdigt prøver at komme hinanden ved.
I mellemtiden har jeg smidt en lille top fem
Plus
– Man skal ikke bruge tid på at finde den allerbedste gave, han nogensinde har fået i hele sit liv. (Især bedre end hans sidste kærestes!)
– Eller betale for den.
– Eller for den sags skyld betale for gaver til hele hans familie.
– Ingen inderlig skuffelse, når han stolt præsenterer sin lynindkøbte pakke indeholdende sokker
Mit absolutte yndlingsfuldebillede. Hu-hah, det er scary!
Det kniber lidt med pinligheder på bloggen for tiden, så for at ændre på det har jeg været i de små kasser på loftet/i min hjerne og fundet nogle af mine mest, æhm, interessante fuldebommerter frem. Enjoy!
– På HF lod jeg engang min klasse toupere mit hår. Da jeg vågnede
Legolas. Ikke Orlando Bloom, men Legolas. Når parykken ryger, forsvinder magien.
Jeff Buckley. Jeg er normalt ikke i nærheden af at være tiltrukket af splejsede, pivende musikere, men Jeff Buckley siger alt, der er i mit hjerte! Der er så selvfølgelig det lille aber dabei, at han har været død i 16 år.
Thomas Madvig. Jeg kan ikke gøre
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=W6DmHGYy_xk]
Apropos Miley Cyrus-parodier… Her er et godt grin på en kedelig tirsdag. Det er selvfølgelig samme dude, der lavede den episke Call Me Maybe-video i sin tid. Hvis I ikke skulle have set den eller trænger til en genudsendelse, så får I lige den også. Velbekomme!
Det er lang tid siden, der har været sådan et random facts-indlæg, men fordi det faktisk er virkelig svært at finde på sære oplysninger om sig selv, (og jeg kun lige blogger for at få tiden til at gå, mens broccolitærten bager,) så har jeg bare nakket et af de der klassiske spørgeskemaer.
Hvad forlader du aldrig dit hjem uden?
Arh, kommentarer. Noget af det bedste ved at blogge. Jeg har sammensat en lille Wall of Fame til jer – nogle af dem, der er stukket lidt udenfor af blandede årsager. Enjoy!
Kommentar til: På en helt almindelig torsdag. Kommentaren, der gav mig inspirationen til
Jeg ved ikke, hvordan jeg troede, jeg kunne slippe af sted med ikke at vise jer billeder af Frank i udklædning. Det krævede megen lokken og virkelig mange slørede billeder, men her er han så endelig: Humlebien, der både er for tyk til at kunne flyve og til at kunne passe sit kostume.
Men åh, så bedårende!
Der findes to slags talende togmennesker. Dem, man godt gider tale med, og dem, man ikke gider tale med. Jeg rendte ind i begge dele i dag på verdens længste lokalrejse takket være orkanstormen. Jeg har ellers ikke haft beef med mandagens glade blæsevejr før nu. Min cykel væltede, og ded var ded. Indtil min normalt stille og rolige torsdagstur til Hillerød forvandlede sig til et
Jeg har en fornemmelse af, at jeg vist ikke er den mest spændende af bloggere i disse dage, men min krop er lidt brudt sammen – hjerne inklusiv. Jeg tilbringer det meste af dagen med at sidde meget stille (fordi nakken gør naller), indtil jeg uundgåeligt når et punkt, hvor jeg skal nyse (fordi der vist er noget influenza – eller forhåbentlig bare