På væggen til højre hænger der to billedcollager af min søster og mig, da vi var små og søde. (Jeg var klart sødest indtil omkring 5-årsalderen, så begyndte det at gå støt ned ad bakke med en mangeårig akavet fase). På væggen til venstre hænger en virkelig gammel reklameplakat for en kirkefestival, hvorpå der er malet et ansigt, som enten skal forestille Gud eller min far.
Hver gang “Gift ved første blik” ruller over skærmen, er der nogle. der spørger mig, om jeg ikke kunne finde på at tilmelde mig den kommende sæson. Og svaret er, som tidligere fortalt, et stort, lidt halvråbende nej. Det kunne jeg ikke. Nopenopenope. Men hvad kunne jeg så
Jeg kan godt lide sko. Jeg kan i særdeleshed godt lide pæne, dyre sko, og derfor har jeg for vane at klikke mig ind på diverse high end webshops og saligt savle over alle de skønheder, jeg ville købe, hvis jeg en dag blev sådan virkelig rig. Well, i dag var der ikke behov for mange dagdrømme hos ellers trofaste Neiman
…Så har jeg en, som jeg unægteligt må have til fælles med nogle af jer derude. Jeg bliver sindssyg, hvis jeg fx ser en skuespiller i en film og ikke kan komme i tanke om, hvor jeg kender vedkommende fra. Altså hvilken anden film/serie. Eller hvis jeg har én linje fra en sang på hjernen og ved grød ikke kan huske, hvilken sang den kommer fra. Eller hvis jeg ikke kan huske navnet
Jeg matchede med en mand i morges. Jeg kunne overhovedet ikke huske at have swipet ja til ham, men han så sød ud, så jeg tilgav ham lidt for at skrive kl. 8.17 og dermed vække mig af min salige lørdagssøvn.
Ham: “Hej! Hvad bruger du denne skønne weekend på?”
Mig: “Altså, indtil du skrev, lå jeg faktisk og sov. Men det er også aldeles fremragende tidsfordriv!”
– Mænd i småblomstrede skjorter.
– Mænd, der joker med, at “kvinder hører til i køkkenet”.
– Mænd, der er for fine til at synge med på glad popmusik.
– Mænd, der smider trøjen, så snart de øjner en mulighed. Din bare overkrop er måske nok imponerende, men uinteressant.
I tirsdags fik jeg taget en masse billeder af en vaskeægte fotograf. Jeg bliver ind imellem kontaktet af journalister til diverse interviews, og ofte beder de mig om at sende dem et pressebillede til den aktuelle artikel, hvorefter jeg let pinlig må gå på jagt i mine arkiver efter et selfie, der har bare en snert af professionalisme over sig. Det har ikke været så holdbart, så nu måtte