Da serien “Normal People” landede på dr.dk og gik sin sejrsgang, var jeg naturligvis ikke sen til at trykke play. Jeg hopper typisk gerne med på seriehype, når den er der. Squid Game, This Is Us, Chernobyl. Lappede det i mig. Men “Normal People” og jeg havde ligesom bare ikke en connection, og jeg gav op allerede efter to afsnit. Det sker. Jeg blev heller aldrig bidt
Annonce for Mofibo
Det er ikke meget, jeg bryder mig om det. At lade nogle andre være i førersædet. Jeg siger altid, at jeg hader gruppearbejde, fordi man unægteligt bliver sat sammen med nogle supernederen mennesker, der gør tingene helt forkert, men ærligt skulle det undre mig meget, hvis de andre i gruppen ikke havde det på præcis samme måde med mig. Undtagen den gut på mit første
(Længselsfuldt genbrug af tidligere billede fra en varm sommerdag, på grund af isolation og dermed mangel på fotograf).
Annonce for Mofibo.
“Du er den der nederen type, der går ud af biografen og brokker dig over, at filmen ikke var lige så god som bogen.” Det sagde min søster til mig (åh, søskendekærlighed!) engang for mange år siden – halvt i sjovt, halvt i alvor
Annonce for Mofibo.
Mit sidste nytårsforsæt i rækken er at afsætte mere tid til bøger. Se, det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er svært glad for litteratur. Det vidner både min uddannelse, min bogreol og mange af mine reference-jokes om. Men i år 2019 læste jeg mindre, end jeg normalt ville gøre. Jeg faldt i skærmfælden. Og med ‘skærm’, mener jeg ikke alt det fine,
Jeg har været sløv på bogfronten. Ikke som sådan bevidst, men der er så meget andet at tage sig til, og det der med at sætte sig ned med en bog og koble resten af verden fra er en overraskende bevidst handling. Men nu nærmer vi os noget med sol (forhåbentlig) og sommer. Med altanliv og tæpper i parken og et glas kold hvidvin. Og der hører sig altså en bog til. Eller to. Eller ti.
Tro det eller lad være, men der har faktisk været indtil flere opfordringer på det her indlæg. Fordi I er nørder. Og nysgerrige. Og glade for litteratur. Tre rigtig gode egenskaber. Så i dagens indlæg vil jeg give jer et lille indblik i noget af det, jeg gik og nørklede med i mine år på uni. Jeg læste som bekendt engelsk med fokus på litteratur og i særdeleshed har jeg en forkærlighed
Asger, 7 år: “Søde Sally Sukkertop og andre ækle eventyr” af Rune T. Kidde. “Vi hørte den i bilen, da vi kørte på sommerferie sidste år. Den er helt vildt sjov, fordi den er fjollet, og fordi der er en mand med med en motorsav, som på et tidspunkt skærer Bedstemor Bob i to millioner stykker.” (Mor tilføjer: Jeg kan bedst lide historier for børn, der har lidt
Annonce for Mofibo
Hvis der er noget, jeg elsker ved solskinsvejrets komme, så er det at ligge i græsset med en god bog. Jeg ved godt, at Caroline Fleming synes, at støvsugning er instant satisfaction, men der er jeg nok mere tilbøjelig til jordbær og litteratur. Og faktisk nok decideret at ignorere støvsugning og tøjvask og hvad der ellers kunne ordnes af praktiske ting. Så
Når jeg er i humør til ligegyldig, eskapistisk underholdning, men gerne vil slappe af i ørene, tusser jeg altid over i bogreolen og finder en chick lit-roman frem. Sætter mig i verdens grimmeste (men mest behagelige) lænestol og slår hjernen fra. I dag faldt faldt valget på Marian Keyes’ “Sidste udkald”. En gammel favorit, som jeg ikke har haft fremme i årevis. Og
Det var min søster, der første gang introducerede mig for en ranglet, bebrillet dreng ved navn Harry. Jeg ved ikke, hvordan hun selv opdagede ham, men jeg ved, at jeg var nødt til at låne alle de på det tidspunkt udkomne bøger af hende og det essentielt på én gang, for jeg slugte dem råt. Harry har været en del af familien lige siden. Selv min far har været dem alle igennem via lydbog,