Oscars 2021 ifølge Miriam

Det er ikke mange røde løbere, der har været det sidste års tid, og jeg havde virkelig håbet, at de ville vende tilbage med et brag. Desværre får jeg lidt fornemmelsen af, at man har følt, man skulle nedskalere en smule i dresscoden også, måske af respekt for de omstændigheder, der stadig er. Men jeg har stadig forsøgt at finde lidt interessantheder at kommentere på.

Traditionen tro lægger vi ud med mine to favoritter, som jeg ikke skal afvise, jeg har valgt ud fra et behov om, at der skete lidt mere. Jeg synes, de fleste af de klassisk smukke kjoler var ret kedelige i år. Man kan dog ingenlunde anklage H.E.R. for at være gået den sikre vej, og med minimale ændringer var det sikkert også noget, jeg ville have sagt noget sjovt om, men jeg synes virkelig, det spiller med både kappe, hætte, hår og briller. Props til stylisten! Sophia Nahli Allisons kjole er super unik, og jeg er vild med stoffet, som er halvt blonde, halvt det der ene tæppe hjemme hos mormor. Jeg har aldrig set noget lignende før, og det er sjældent på den her røde løber.

…Og så videre til de andre! Jeg er usikker på, om jeg skal køre den ind med en “Redbull gi’r dig vinger” eller en “I believe I can fly”-joke her. Måske sidstnævnte, for jeg tænker umiddelbart, at toppen af Regina Kings kjole ville have en okay chance for at opnå lift-off, hvis vi kombinerede den med bunden af Laura Derns. A match made in aviation heaven!

Det siger måske sig selv, at I aldrig kommer til at høre mig erklære guld-Crocs for værende the shit, men det her er helt ærligt et fucking mood fra Questlove. Jeg synes, størstedelen af Marlee Matlins kjole er ret succesfuld egentlig… Men de ærmer! Jeg kan ikke se på den type ærmer uden at få associationer til en oversexet vampyr-dame i en 80’er-film.

Jeg hader ikke Erica Rivinojas kjole, selvom den er lidt harmonika-hagesmæk-agtig. Jeg hader heller ikke Celeste Waits kjole, selvom den giver mig en snert af okkult præstinde-vibes. Men det er deres clutches, jeg stirrer mest på. Must have accessories til en Oscar-uddeling: En pillet reje og/eller et bedazzled anatomisk korrekt hjerte. Tænkte i øvrigt, at sidstnævnte måtte være fra Judith Lieber, men den er faktisk fra Gucci. Efterabere.

For at citere Michael Cane i klassikeren, der er Miss Congeniality: “Wear the crown, be the crown, you are the crown.” Det lod i hvert fald til at være Leslie Odom Jr.s taktik for at nappe en Oscar-statuette med hjem. Og prøvåhør, jeg elsker, at mændene bliver mere og mere eksperimenterende med deres outfits, men Colman Domingos jakkesæt føles lidt som et forsøg på at nærme sig Lil Nas X’s Grammy-outfit fra sidste år. Det når det kun lige knap og nap til sokkeholderne. Flamboyant cowboy light.

“Hannnnn har åbnet perlepoooorten, sååååå at jeg kan komme iiiiiind”. En golden oldie-lovsang, som andre opvokset-i-et-kristent-hjem-typer nok kan huske, og som jeg har haft på hjernen siden jeg for snart to timer siden så Mia Neals kjole for første gang. Diana Stoughton ser egentlig ganske nydelig ud, men jeg kan ikke lade være med at fokusere på hendes lille-bitte-teeny-tiny sjal. Får sådan et mentalbillede af, da man var barn, og ens mor råbte ad en, at man skulle tage en jakke med, fordi det blev koldt, og det gad man ikke, så man tog den mindste og tyndeste, man kunne finde for ligesom passiv-aggressivt at protestere. Hvis min mor havde råbt, at jeg skulle tage et sjal med på den røde løber til en Oscar-uddeling, så var det det her sjal, jeg havde valgt.

 

Billeder fra Getty Images/Vogue.com

Kommentarer (18)

  • Jeg ELSKER Regina Kings vinger – hun ligner en moderne udgave af Torneroses “Majsvejr”, og jeg er SÅ vild med det:)

    • Jeg kan egentlig godt lide konceptet, men jeg synes ikke, de er udført godt. Men jeg antager, hun er vild med dem, og det er alt, der tæller!

  • Legendarisk kommentering på kjoler og godtfolk. Faktisk det eneste jeg har ventet på og kunne lade mig rive med af ifbm. Oscar-uddelingen i går.

  • Jeg kan ikke lade være med at stirre på Mia Neals hage, hvor “perleporter” rammer. Det ser da mega irriterende ud!! 🤯🙈

  • Jeg synes det var en ret tam omgang i år, der var ikke de store udsving i år hverken rigtig godt eller tåkrummende grimt (Crocs undtaget)
    Jeg synes der var en trend i år, med et stykke bart på midten som jeg ikke er fan af. Bl.a. Carey Mulligan, som jeg ellers elsker, altså hun så fin ud, er bare ikke fan af den kjolestil.
    Det eneste som jeg vil huske fra dette års røde løber, er faktisk ikke en kjole, men Halle Berrys hår 😱
    Hvorfor har hun dog valgt, eller ladet sig overtale til den klipning 😭

    • Overordnet enig. Det bare stykke generede mig dog ikke, kunne ret godt lidt Zendayas kjole. Men intet exceptionelt. Men jeg tror også meget, det handler om, hvor få der har været inviteret. De rigtig vilde outfits kommer som regel fra noget D-liste, der på en eller anden måde har fået en invitation og bare skal have max omtale ud af det. Dem var der ingen af i år. Forhåbentlig næste år!

  • En perleports-reference – fantastisk 🙂 dog har du nu givet mig den på hjernen og det viser sig at jeg faktisk kan chokerende meget af teksten til denne catchy sang her 20 år efter jeg sidst har sunget den

  • Jeg klikkede på linket for at se den originale flamboyante cowboy, og lod mærker til at du havde skrevet at Billie Eilish bar maske for ikke at få SARS (i januar 2020) og nu spekulerer jeg lidt på, om du mon kan se ud i fremtiden. Det er jo ret cool, men en anden gang kunne du godt give et heads up. Jeg siger det bare.

  • GISP!!! Et andet menneske ud over min familie som kender Perleporten!!! Miriam, du har lige reddet min dag!!!

Der er lukket for kommentarer.